Anholts ørken

I min familie er der bestemt ikke tradition for jagt. I vores sommerhus nær Ølstykke har mine bedsteforældre givet jagtretten væk til naboen, da de intet ville have at gøre med den slags. Da jeg besluttede mig for at tage jagttegn selv, regnede jeg derfor ikke med meget støtte fra denne side.

Da jeg en dag  rodede nogle gamle dokumenter igennem hos en tante, fandt jeg noget interessant; en håndskrevet vildtindberetning fra 1962 underskrevet af min oldefar. Jeg spurgte min tante om hun var klar over at oldefar havde været jæger, hvortil hun svarede ja og delte denne lille anekdote med mig.

Min oldefar havde åbenbart været specielt interesseret i harejagt. Han havde ejet konsortium på Sjælland samt jagede via venner og bekendte. En dag havde han fået arrangeret at komme på jagt på Anholt, en afsides ø i Kattegat. Anholt er det eneste sted i Danmark, med et ørkenområde og det var netop her at harejagten skulle være fantastisk. Min oldefar drog af sted til Jylland på jagt.

Otte garvede jægere gik tidligt om morgenen igennem Anholts ørken på jagt efter harer. Da den første hare viste sig, var det ikke min oldefar, men hans ven der skød efter den. Haglene bragede lagt bagved haren, der hurtigt fandt et hul. Min oldefar og hans venner grinte og belærte om at man jo selvfølgelig skulle sigte et stykke foran på sådan en hare. De fortsatte jagten og da en hare endeligt viste sig for min oldefar, lagde han bøssen til skulderen og trykkede af. Haren løb glad og fornøjet videre. Jagten bød på masser af vildt og alle disse garvede jægere skød til harer, men ingen ramte.

Da de kom slukørede hjem, var der ingen der forstod noget. De var alle dygtige, erfarne skytter, men ikke et eneste stykke vildt blev nedlagt den dag.

Om aftenen sad de rundt om bålet og talte om dagens jagt. Ingen forstod noget. Folk skilte deres bøsser ad, rensede dem og klagede over ammunition af dårlig kvalitet og andet der kunne have været skyld af dagens fadæse.

Så fik min oldefar en ide. Ørkenen på Anholt er jo en stor gold slette uden mange muligheder for at skjule sig. Anholt ligger så afsides at dyrelivet har været adskilt fra det på fastlandet i så mange år, at harerne kunne have udviklet sine egne forskansninger i mod rovdyr.

Næste dag på jagten besluttede min oldefar sig for at sigte et halv meter ekstra foran harerne. Da den første løb over ørkenen nåede den ikke langt, før at den tumlede rundt og faldt til jorden.

Han delte sit tip med de andre og den sidste hare var ikke blevet nedlagt den dag. Gruppen kom glad tilbage med masser af vildt. Det havde virket.

Da de undersøgte harerne nærmere, gik det op for dem at disse harer havde enormt store bagben. Meget større end nogle havde set på fastlandet.

Min oldefars teori var at grundet de hårde kår i Anholts ørken, havde harerne været nødt til at udvikle en større muskulatur, så de kunne løbe hurtige og slippe væk fra rovdyr.

Om teorien holder stik eller om det bare var en undskyldning for en dags dårlig skydning ved jeg ikke, men historien indeholder nogle af de nuancer som jeg mener gør jagt til en kunst. Naturen går til tider sine egne veje.