Den engelske setters historie

Settere nedstammer fra spaniels, der har gode jagtegenskaber og hører til de stående jagthunde. Nærmere betegnet ”setting spaniels”, som deltog i fuglejagt med fangstnet – en metode, der går længere tilbage end vor tidsregnings begyndelse. Da man begyndte at bruge skydevåben, opsplittede man hundene i de kortbenede spaniels og de langbenede settere, der blev oplært til at tage stand og apportere. Edward Laverack, der var engelsk opdrætter, udviklede i starten af 1800-tallet den setter, vi kender i dag, og en overgang tog den navn efter ham. Gordon setteren og den irske setter kom til Danmark omtrent 50 år tidligere end den engelske setter, der først et godt stykke inde i det 20. århundrede kom til landet. Men da man først havde fået øjnene op for denne hvide setter, der er en fortræffelig fuglehund, gik det stærkt med udbredelsen, og den var sammen med pointeren en af de populæreste jagthunde. Forstinspektør Thøger Jagd opdrættede Snogholm-hundene og bærer ansvaret for setterens store udbredelse – ud over at han satte et varigt spor i setteravlen.

Den engelske setters temperament

Den engelske setter kræver meget motion, mulighed for at bevæge sig frit og masser af vekslende sporøvelser. Den er meget aktiv, når den er udendørs, og meget kærlig over for familien og stilfærdig, når den er indendørs, og den arter sig over for fremmede og andre hunde. En engelsk setter skal pga. sit store aktivitetsniveau IKKE ind i en familie, der kun skal bruge den som selskabshund, men kan sagtens fungere godt i en aktiv familie, der holder af naturen. Dog kan den være lidt voldsom over for og vælte små børn.

Den engelske setters udseende

Den engelske setter er meget yndefuld og elegant at se på.
Man skal være opmærksom på, at nogle settere kan have medfødt blindhed pga. ødelæggelse af nethinden, og at den overvejende hvide udseende engelske setter har større risiko for allergiske hudsygdomme end gennemsnittet.

Træning & pleje

Et meget stort jagtinstinkt og en stor vildtinteresse kan være udfordrende, men opdragelsen volder sjældent problemer. Den elsker at lære og er meget glad for vand og at apportere – og skal stimuleres med varierede sporøvelser. Dog kan den være lidt svær at træne og få til at reagere på kommandoer.

Pelsen er temmelig lang, bølget og silkeglat og kræver en jævnlig gennembørstning – ligesom ben og hale bør friseres dagligt for ikke at filtre. Underpelsen er uldagtig, og plejer man den, fælder hunden ikke betydeligt. Pelsens faner har tendens til at slæbe mudder og skidt med ind, så den skal lige en tur i bad efter jagten, hvis man gerne vil bevare sine tæpper hvide.

Læs mere og deltag i debatten i vores jagthunde forum.