Der er tre vildtlevende duearter i Danmark: ringduen, tyrkerduen og hulduen. Foto Dean Morley, Flickr.com

Der findes tre vilde duearter i Danmark: ringduen, tyrkerduen og hulduen. Denne artikel er skrevet i samarbejde med PlantPare som sælger redekasser og duehuse.
Ringduen er den mest udbredte og også den mest almindelige i forbindelse med jagt på duer. Tyrkerduen nedlægges i mindre omfang, og hulduen er totalfredet.

Ringduen (Columba palumbus)

Ringduen – også kaldet skovduen – er karakteristisk ved at have en hvid ring på siden af halsen (deraf navnet) og hvide tegninger på vingerne. Den kan også kendes på at have en fem-tonet kurren og en særlig parringsflugt, hvor den hårdt og larmende basker vingerne mod hinanden.

Ringduen er den mest almindelige dueart i Danmark (og er ellers udbredt over hele Europa); den yngler alle steder, så længe der er et træ, hvor den kan bygge sin simple rede. Yngleperioden er meget lang – æglægningen kan starte allerede i februar, og det er ikke ualmindeligt at finde redeunger helt henne i oktober. Ca. halvdelen af ringduerne i Danmark trækker – ligesom tyrkerduen – til Sydvesteuropa om vinteren. Den anden halvdel får selskab af andre overvintrende skandinaviske fugle.

Ringduen foretrækker et landskab, der veksler mellem småskov, remise, levende hegn, mark, vandløb og småsøer. Herfra trækker duen ud til dens fourageringspladser, der om sommeren er på de omkringliggende marker og om vinteren inde i skoven – især de år, hvor der er mange bog. Det er netop denne vekslen mellem hvile- og foderpladser, hvor jægeren jager duer på træk.
Bestanden af ringduer har været i fremgang siden 1900-tallet – bl.a. pga. den stigende landbrugsdrift (den øgede kornproduktion), eftersom duerne foretrækker afgrøder som hvede, raps, rug, majs og byg.

Der skydes ca. 300.000 ringduer om året, og de må jages fra 1. november til 31. januar.

Ringduen – også kaldet skovduen af jægere. Foto John Haslam, Flickr.com

Tyrkerduen (Streptopelia decaocto)

Omkring år 1700 indførte tyrkerne tyrkerduen til Istanbul fra dens oprindelige levested i et bælte fra Iran til Korea – heraf navnet. Siden spredte duen sig op gennem Europa og blev første gang registreret i Danmark i 1938. I 1950 registrerede man det første ynglefund i Skagen, og duen spredte sig hurtigt herefter til resten af landet.

Tyrkerduen lever ikke i Spanien, Italien, Portugal og det nordlige Skandinavien. I Danmark er den mest udbredt i nærheden af byer, landsbyer og på øerne – dette skyldes, at duen fortrinsvis yngler i parker, på elmaster og i haver. Duen er således temmelig sjælden i centrum af byer og på det åbne land. Det er særegent ved denne dueart (i forhold til ringduen og hulduen), at den lever nær bebyggelse, og det er da også derfor, at mange tyrkerduer nedlægges i bekæmpelsesøjemed – duen ynder nemlig at æde fjerkræfoder, og den sviner og støjer. Til gengæld har bestanden siden 1950 været stabil, da den stigende urbanisering har øget antallet af egnede ynglelokaliteter.

De fleste tyrkerduer er standfugle, der om vinteren samles i større flokke – særligt om efteråret trækker duerne til fourageringsområder uden for byerne, og det er her og i månederne oktober, november og december, man kan og må jage duerne. Nogle af fuglene trækker dog sydpå, til Sydvesteuropa, om vinteren.
Tyrkerduen er en lille beigefarvet fugl på størrelse med en tamdue (rådhusdue/bydue). Den kendes på at have et sort ”halsbånd” og en meget karakteristisk sang.

Der skydes ca. 4.000 tyrkerduer om året, og de må jages fra 1. november til 31. december.

Tyrkerdue. Foto Peter O, Flickr.com

Hulduen (Columba oenas)

Hulduen har fået sit navn, fordi den bygger rede i huller i gamle (primært løv-)træer. Steder i landet, hvor der ikke er skov, ynder duen at bruge udtømte kaninhuller i klitlandskaber, gamle bunkers fra krigen eller sortspættens gamle redehuller.

Den minder meget om ringduen – bortset fra, at den ikke har de karakteristiske hvide tegninger og er noget mindre. Den er på omtrent samme størrelse som en tamdue, hvilken den let kan forveksles med. Dens stemme er to-tonet og meget mere monoton end de andre duearters.

Hulduen overvintrer i Sydeuropa, og på træk følges den oftest med ringduen.

Hulduen er fredet.

Huldue. Foto Sebestien Bertru, Flickr.com