Registrer
Et kodeord vil blive e-mailet til dig.

Tankerne

Det er med blandede følelser at jeg starter bilen i mørket tidlig tirsdag morgen den 10 november. Regnen siler ned, og jeg er på vej fra Roskilde til Ulfborg i Vestjylland – en tur på små 300 kilometer, eller knap fire timer hvis jeg medregner en kaffepause et sted på Fyn. Jeg har i sommers fået en kronvildtjagt af min familie da jeg fyldte 30. Nærmere bestemt et grundkursus i kronvildtjagt, udbudt af Naturstyrelsen. Nu er dagen endelig oprundet, og jeg ved ikke hvad jeg skal forvente. Jeg er nyjæger, med kun et par fasaner bag mig og jeg har netop taget riffeltegnet et par måneder forinden, så jeg er både spændt og nervøs. Kommer jeg på skudholdt af noget vildt, og hvordan reagerer jeg når jeg gør? Bliver jeg feberramt og kaster skuddet, eller værre endnu, sætter det dårligt? Jeg skal alene afsted, og ingen af mine jagtkammerater er riffeljægere, så det er alt sammen nyt for mig. Fast forward til torsdag morgen, og jeg har været igennem et grundigt kursus i vildtsygdomme og hygiejne, et jagtrelevant skydeprogram på skydebanen hvor jeg blandt andet har skudt til bevægelige mål og et første klasses møde med ægte jysk varme og gæstfrihed – og så har jeg nedlagt mit første vildt med riffel. To rålam fra en stige. Gode forhold, rolig skudafgivelse og to bladskud. I sig selv en rigtig god oplevelse, der fortjener sin egen historie, men det er ikke den jeg vil fortælle her. Det er derimod den anstandsjagt jeg skal på nu.

Pürschjagt

Det er torsdag morgen og klokken er lidt over syv. Sol op 7.57, så vi har godt tid til at komme ud på posterne som vi trækker lod om. Jeg trækker en post uden stige, så jeg tager stol og stok med så jeg er forberedt på lidt af hvert. ”Hvem har trukket Vind hede 2” bliver der pludselig spurgt. ”Du skal over i den anden bil med Christian”. Nå ja, det studser jeg ikke over, men da jeg kommer ind i varmen får jeg at vide at vi skal på en hel særlig opgave. Tidligere har han observeret en hjort med dårlig forløb. Hjorten har svært ved at følge med resten af rudlen, så det er tvivlsomt om han kan klare vinteren. Ham får jeg mulighed for at skyde – hvis vi kan finde ham.

Jeg er pludselig lysvågen og opmærksom. Jeg har altid gerne ville på pürschjagt. Det var det der ansporede mig til at tage jagttegn i første omgang. Vi parkerer lige uden for heden og jeg lader op med fire patroner, tre i magasinet og en i kammeret, og bevæger os stille og roligt ind i terrænet – Christian og jeg. Det er koldt og klart, og jorden er mættet af vand fra gårsdagens skybrud. Efter et par hundrede meter får vi øje på en rudel langt borte. Der er mange dyr, og de er på vej fra markerne over heden og over imod en plantage. Vi går stille og foroverbøjet mod vinden så de ikke får færden af os. Da vi kommer lidt tættere på kan vi se at rudlen er stoppet op ved hjørnet af plantagen. Vi sidder skjult i noget krat og observerer. Herfra fortsætter vi på alle fire over kuperet terræn. Pludselig signalerer Christian at jeg skal lægge mig fladt.

Spidshjorte

Tre spidshjorte kommer travene hen over heden. De har formentlig sovet et andet sted og leder efter rudlen. Det er tre flotte dyr, og på et tidspunkt står de og vejrer i vinden på toppen af et bakkedrag. Det er et fantastisk syn. Vi er stadig en 5-600 meter fra rudlen og herfra kryber vi fremad gennem krat og mudder på mave og albuer. I mit hoved kan jeg høre min gamle sergent råbe: ”få din røv ned hvis ikke du vil have den skudt af!”. Jeg har taget min taske af for at få en lavere profil og jeg kravler med den i den ene hånd og riflen i den anden. Det er hårdt og beskidt, og vi river os på krat og tidsler, men vi smiler begge to over hele hovedet. Det her er jagt!

Kronhjorten!

På toppen af bakkedraget er vi meget synlige, og vi kan tydeligt se flere hinder der står og sikrer op imod os. Jeg har ingen ansigtsmaske med, så jeg trækker kasketten langt ned i panden og jakken godt op om ørene. Pludselig får vi øje på hjorten. Det er en flot ulige 12 ender. Man kan sagtens se han går dårligt, men ellers fejler han ikke noget. Vi er stadig for langt væk, så vi må tættere på. Nu er gælder det om at være rigtig forsigtig. Fra græstue til græstue, meter for meter. Lig stille og observer. Fortsæt. 300 meter fra plantagen kan vi ikke komme videre. Foran os er et stort åbent stykke uden noget at skjule sig bag. Vi bliver liggende i ly af noget krat og jeg får forsigtigt placeret min taske foran mig, bragt riflen i stilling og åbnet flip-op dækslet på min Leupold.Pursch kronhjort

Slowmotion

Alting foregår i langsomme bevægelser. Rudlen er trukket lige inden for trægrænsen og vi har ikke længere øje på hjorten. Vi satser på at dyrene trækker ud på heden igen for at spise lyng efter at have slået mave lidt, for at afbalancere den energirige markkost. Vi ligger længe og venter. Inde i plantagen kan vi hører den umiskendelige lyd af gevirer der slår samen og vi kan se flere hinder der står og sikrer i skovbrynet. Pludselig bryder rudlen ud af plantagen – alle sammen. Noget har skræmt dem. Der er over 400 dyr, og de kommer lige imod os så jorden gungrer. Et øjeblik tror jeg de vil løbe henover os. Så små 60 meter fra os får den forreste hind øje på os og trækker de andre med tilbage så de står i en klump omkring 200 meter væk. Det er et helt fantastisk at se de store dyr så tæt på. Der er flere hjorte, nogle af dem i den høje ende af pointskalaen, men det er ikke dem vi er her for. Han er nem at spotte når rudlen er i bevægelse. Han hopper lidt med forkroppen når han går. Jeg får føling med ham, men han står ikke fri på noget tidspunkt. Hvor de andre hjorte bevæger sig rundt og brøler og fouragerer, så putter han sig i midten af rudlen. Jeg vil ikke afgive skud på den afstand medmindre han er helt fri.

Klar til skud

Jeg skruer sigtekikkerten ind til 9x zoom, det maksimale min VX-1 formår, for ikke at miste ham i mængden af gevirer. I en god halv time lader jeg ham ikke ude af trådkorset af frygt for at forpasse en mulighed eller tabe ham af syne. Jeg er våd ind til skindet og har hold i nakken, men føler efterhånden jeg kender Manfred, som jeg har døbt hjorten i mit stille sind. Med dæmpede stemmer diskuterer vi skudforholdende. Vi har ingen afstandsmåler med, men vurderer at han ligger cirka 200 meter væk. Jeg skyder med en 9.72 gram Lapua Mega og min Schultz og Larsen 308 Win er nulstillet på 100 meter. Vi bliver enige om et kuglefald på 10-20 centimeter for at tillade en fejlmargin i forhold til afstanden. Langsomt rejser et par af hinderne sig op og trækker over i mod plantagen igen.

Pludselig kommer en anden rudel langs plantagen vest fra og støder til de andre dyr. Vi har været så fokuseret på hjorten at vi først ser dem et par hundrede meter ude. Det bremser dyrenes bevægelsesmønster, men det er et syn uden lige. Der er nu mellem 550 og 600 dyr samlet på et forholdsvis lille areal 200-300 meter fra os. Det er en ubeskrivelig følelse at være vidne til.

Efter hjortene har set hinanden an og hinderne har hilst, trækker de igen lige så stille ind i plantagen. Et par dyr af gangen. Efter noget tid ligger han i en klump med 14 hinder, og en efter en rejse de sig og trasker dovent over mod de andre. På intet tidspunkt har han stået fri. Så pludselig sker det. Han rejser sig langsom og virre med hovedet.

På det tidspunkt ryster jeg af kulde, og jeg har min højre hånd i lommen for at bevare følelsen i min aftrækkerfinger. Vi har ligger helt stille ude på heden i 45 minutter, med øjet fokuseret på hjorten og ventet på skud. Jeg trækker kolben tættere ind til skulderen og spænder i kroppen så jeg ligger helt stille. Lapua Mega har en ekspansion på op til 2.5 gang i forhold til den oprindelige diameter, men jeg vil alligevel gerne sætte skuddet rimelig højt på bladet for at spare en opringning til schweisshundeføreren Lars.

Skuddet

Jeg sigter fem centimeter over ryggen og helt til venstre i forhold til bladet for at korrigere for vindafdrift, da det blæser kraftigt fra venstre nu. Han tager et skridt fremad, jeg puster langsom ud og idet han tager sit andet skridt klemmer jeg roligt aftrækkeren og lader skuddet overraske mig. Jeg eftersigter og repeterer, klar til at afgive fangstskud. Han tegner fint og efter 3-5 sekunder ligger han sig i åbent terræn. Både Christian og jeg er helt ude i tovene. Vi springer op og omfavner hinanden. Tre og en halv times spændende optakt bliver forløst af et velplaceret skud hvor alting går op i en højere enhed. Det er en oplevelse der ikke kan retfærdiggøres med ord. En oplevelse der har skabt et kammeratskab mellem to mænd der har mødt hinanden første gang samme morgen. Vi skridter afstanden af til 170 meter og konstaterer at det er et lungeskud. Fantastisk oplevelse jeg aldrig vil glemme.

Kronhjort vestjylland

Fortæl om din egen jagthistorie

Du er velkommen til at indsende din egen jagthistorie til Jægernes Magasin enten på mail “info@jaegernesmagasin.dk” eller via formularen øverst på siden.

Leave a Reply

Your email address will not be published.