Registrer
Et kodeord vil blive e-mailet til dig.

Tak er kun et fattigt ord…

Penselfjer snepper Trofæ sneppejagt

En måde at gemme penselfjer fra sneppen på. Foto fra arkivet

TAK.

Tak er kun et fattigt ord, men det kan dække over det meste, som vi kommer ud for i livet.

Jeg har været i den heldige situation, at blive inviteret med på jagt. Det er en invitation, jeg sætter stor pris på, da det er begrænset hvor meget der lige kan afsættes økonomisk, når man starter som ”nyjæger” med der af følgende udgifter til udstyr – våben og skydetræning, samt for familieskabet hjemme, at man ikke dræner hele kassen for likvide midler, fordi man lige skal købe/leje en jagt.

Da jeg ikke har talt med værterne om dette notat, er de omtalt i 3-die person.

________________________________________________________________________________________________

Dagen startede med at jeg kørte op ved ”Arresø” i Nordsjælland, en dag i oktober 2010 hvor solen skinnede på en frossen jord og det var næsten vindstille.

Jeg skulle mødes med det ukendte, nye og spændende. Så jeg mødte selvfølgelig op i rigelig god tid (over ½ time før aftalt tid) i iver over det foranstående. Kl. 09.00 blev der kaldt til parole, hvor der også blev serveret en enkelt lille skarp startpatron, af hensyn til blodets evne til at komme rundt i kroppen. Ved parolen blev vi orienteret om hvad der skulle foregå i løbet af dagen samt at der skulle drives jagt på alt hvad loven tillod, undtagen råvildt. Der blev også spurgt til deltagernes evner/erfaring, hvilket gjorde at jeg straks måtte meddele at jeg trods en noget fremskreden alder(jeg er 53 år)så var det min debut som jæger. Værten kunne så straks love mig at der ville blive taget hånd om mig. Det gjorde der også, idet hans kone der også er en erfaren jæger, stort set holdt mig i hånden for at guide mig og hun gjorde meget ud af at fortælle hvordan og hvorfor de forskellige opgaver blev fordelt og også at der kan tages hensyn til folks formåen. Vi havde en mand med der ikke var så godt gående, men, ham var der også brug for. Der blev bare ventet til han var kommet på plads, inden driverne blev sat i gang.

Vel ankommet til såten, blev vi stillet op i en skyttekæde langs et vandløb, hvor jeg var blevet anvist skudretning og hvor ”mine” 2 naboer var posteret. Min guide gik videre, men ikke længere væk end hun kunne se hvad jeg lavede, hvilket var meget betryggende for mit nervesystem, for nu skulle jeg måske vise om jeg havde jægergenet i mig, eller om det bare var bedre at gå tilbage på flugtskydningsbanen igen.

Der bliver blæst signal til driverne og jeg står meget anspændt og er lige ved at ski.. i bukserne af skræk for at lave noget forkert. Jeg havde dog husket at hilse på naboerne, så jeg var helt sikker på hvor de stod og jeg havde også fået taget et optisk skudradius, så jeg var sikker på at jeg ikke skød på for langt hold. Mens jeg står og venter, kan jeg høre, men ikke se, drevet og det føltes som om det varede timer, før der skete noget. Pludselig og for mig uventet, skød min guide en double med resultatet, to stk. fasaner til at hænge på tasken. Mens jeg står og fordøjer oplevelsen, ser jeg i mit skudfelt, en fasan i en afstand af 8-10 meter og ca. 3 meter over jorden. Den kommer, lettende fra venstre, i en for mig favoritposition, da jeg er linksskytte og pludselig skal man tænke en masse ting igennem, inden man beslutter sig for at skyde. Jeg gjorde det og havde ingen betænkeligheder over at skyde på en fugl. Men glæden blev en del større, da jeg kunne se den styrte til jorden øjeblikkeligt og kort tid efter kom en af hundene med den i munden. Efter der blev blæst til samling, spurgte værten, hvem har skudt en fasanhøne? Der måtte jeg jo gå til bekendelse, at jeg på min debut, havde været heldig. Det gjorde jo heller ikke oplevelsen mindre god, at jeg fik stor ros af de andre og garvede jægere.

På næste såt blev jeg sat på post i et skovhjørne hvor der desværre ikke skete mere end at jeg kunne se drevet da de passerede og så så jeg en hare blive ramt, men den måtte have 3 skud for at blive affanget. Der efter kørte vi over til en voliere hvor der var fasaner. Der fik jeg tildelt en post, hvor solen stod lige ind i hovedet og jeg havde været så uheldig at mine solbriller var røget op af lommen, under køreturen, så jeg kunne næsten ikke se en fis. Af samme årsag, ville jeg heller ikke skyde til en ringdue der passerede mig i ca. 10 meters afstand og ca. 5 meter over jorden, så det blev ikke til duesteg, men en god og spændende oplevelse rigere.

Så var det ind i bilerne og ud til en lille skov med en lille sø. Der blev jeg tildelt en post på skovhjørnet, inde på nabogrunden,(efter aftale med ejeren, da han selv deltog i jagten,) med besked om at man flere gange havde set en ræv komme ud der og man ville meget gerne have ram på den. Jeg står klar på min post og kigger nok mest efter ræven, da jeg ser en mørk skygge flyve lige i mod min værtinde. Hun kan ikke skyde, fordi den flyver så lavt at hun ville skyde direkte ind i såten, men hun får råbt ”Sneppe”. P.g.a. hendes reaktion ændrer fuglen kurs, direkte ned mod mig, flyvende fra venstre i ca. 12-15 meters afstand og fordi jeg står på nabomarken er jeg ca. 3 meter længere nede og har frit skud lige op i den blå himmel. Der var jo ikke andet at gøre, end at trykke af, men lige i det øjeblik skuddet går, når jeg at se at den ændrer retning, med den triste oplevelse, at jeg måske kun havde anskudt den. Det viste sig heldigvis at jeg tog fejl og den var helt død da den ramte jorden, ifølge en af klapperne der var ved at blive ramt af fuglen. Dette lille optrin skabte lidt røre om at ham den ”nye” har skudt en Sneppe. Og det havde han, hvilket jeg var meget stolt af og jeg var også meget stolt af alle de umiddelbare og varme lykønskninger jeg fik af mine nye jagtkammerater. Straks ved samlingen, blev der spillet for sneppen, imens jeg blev guidet i hvordan man laver et trofæ af næbspidsen og de to penselsfjer.

Læs også: Sneppejagt

På den sidste såt var vi næsten helt nede ved Arresø i et noget vådt område, hvor det eneste vildt jeg så, var 2 Skader på lang afstand. Samtidig havde jeg nok at gøre, med at tænke på alle de skrækhistorier om traditioner omkring Sneppen.

Efter sidste samling og inden spisningen var der vildtparade og meget stolt så jeg at ”min” Sneppe lå øverst, som den fineste. Og igen blev der blæst for Sneppen.

Men, men, men jeg skulle jo til det. Jeg blev kaldt op til jagtherren og blev bekendtgjort med hvordan man skulle gøre for at holde traditionen i hævd. Kys Sneppen i rø..n. Jeg fik dog selv lov at holde fuglen under denne seance (heldigvis) og har i 21 vidners nærvær og åsyn, vist at jeg var værdig til at gå med mit trofæ.

Det var en lang, men dejlig dag og tak fordi jeg måtte komme med.

Mvh. Birger Bækhus

P.S. Skulle der være andre der efter dette, har lyst til at invitere mig og jeg kan få fri fra arbejdet, så er jeg frisk.

Læs også: Traditionerne omkring sneppen

jagthistorie konkurrence

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.