Dette er ikke historien om en nyjæger der skyder sin første buk, eller en der skyder buk 16. maj lige efter solopgang (Disse historier er også rigtig gode), men historien om en der har gået på bukkejagt i over 20 år og stadig er fuldstændig passioneret bukkejæger. Passioneret er noget jeg kalder mig selv, familien og venner kalder mig nok mere ”syg i hoved”.

For mig starter bukkejagten i februar måned, hvor nogle bukke har sat ny opsats. De gamle har her sat op over ørene og de unge har endnu ikke sat op. Desuden er der ingen blade på træerne og det er derfor ikke så vanskeligt at få øje på dyrene. På denne tid er det let at se forskel på unge og gamle. Når bukkejagten starter har jeg ”kikket bukkene ud” og ved nogenlunde hvad der rører sig de forskellige steder jeg har jagtret. Med alderen er jeg blevet kræsen og prøver nu kun at skyde ældre bukke, gerne nogle jeg har set før og afluret deres vaner og bevæg mønstre.

Bukken i historien så jeg første gang i foråret 2011, den gik ved naboen, en lille ejendom hvor der ikke blev drevet jagt, den var dengang allerede en stor seksender. Efter intens jagt hele bukke sæsonen 2011 hvor jeg håbede at den skulle krydse grænsen, tror jeg til sidst den er blevet nedlagt af en anden i området, idet den er som sunket i jorden, den lader sig tilsyneladende igen se om efteråret. Hellere ikke efter flere forsøg her lykkes det.

Foråret 2012 går den igen samme sted som den plejer, jeg ser den dog ind imellem krydse grænsen og besøge mit stykke så nu kan det bare blive 16. maj. Flere af de andre naboer på de forholdsvis små matrikler er også klar over dens tilstedeværelse og der hersker de første dage i bukkejagten en livlig jagtaktivitet rundt omkring. En uge efter bukkestart snakker jeg ”tilfældigt” med naboen, som giver mig lov til at jage på hans område også ”yes, yes, yes” mine chancer er nu blevet optimeret rigtigt meget. Jeg starter med en aftenjagt, samme aften som aftalen kom i hus. Jeg er dog klar over at når der er mange turister i området er der meget uro om aftenen og det er derfor ikke det optimale. Jeg vil ikke denne aften udforske området og lister derfor bare ind og sætter mig i kanten af noget krat hvor jeg kan komme stille og uset ind.

Jeg ser en knopbuk og en rå, ellers intet. Tilbage næste morgen har jeg fundet en bedre plads og forventningerne er høje, jeg kan på den ene side overskue en eng og på den anden side noget bakket terræn med lidt krat og skov. Råen lader sig betragte på engen, men ingen buk, Hvor kan han være henne? Da klokken er ca. 7.00 forlader jeg min plads for at gå en lille runde, jeg vil lige se hele terrænet og have helt styr på skelgrænsen ind til naboen på den anden side. Jeg har ikke bevæget mig mere end 50 m ind i det bakkede terræn, før jeg støder en buk som løber 20-30 m og stiller sig bag en bunke grene. Jeg kan se at bukken har en høj opsats og er sikker på at det er den jeg er efter. Bukken står og stirre i min retning, den er ikke klar over hvad det var der forstyrrede den, men når den står sådan har jeg ingen chance for at få riflen listet op til skud. Situationen er fastlåst, men til sidst vender bukken rundt og løber smældende over mod mit oprindelige jagtområde. Jeg vælger at gå i en stor bue rundt for at se om jeg kan finde ham igen, men ser ham ikke mere denne morgen.

Aftenen forløber uden møde med bukken og jeg sidder der nu for anden morgen. Intet sker og der bliver sendt nogle sms´er til mine jagtkammerrater, også hos dem er der dødt. Kl. 6.00 kommer en rå ud ved nabo på ca. 350 m, jeg skriver for sjov til min jagtkammerat at nu er der ved at komme vildt gang i den hos mig, men kl. 6.30 rejser jeg mig for at kikke der hvor jeg så bukken i går.  Denne gang er jeg mere end klar, skydestok i den ene hånd og riffel i den anden. Jeg har fat om pistolgrebet og er samtidig klar til at afsikre hvis gårsdagens hændelse skulle gentage sig. Efter at have gået ca. 20 m fanger jeg i øjenkrogen en bevægelse, det er en rå der kommer løbende direkte imod mig, den ser mig og drejer på 3-4 m afstand rundt om en busk. Jeg når i det samme at tænke ”hvorfor kommer den løbende på denne måde? Den må være jagtet) og ganske rigtigt bukken kommer efter. Jeg tager et par hurtige skridt frem for at komme fri af busken, bukken løber på den anden side men stopper på 20 m for at se hvad det var for et forstyrrende element. Jeg er klar, riflen er oppe og afsikret og i det samme han stopper kommer han ned at ligge med en høj bladkugle. Det hele har fra jeg rejste mig fra stolen taget max. 1 min. Derefter kommer pulsen (bukkefeberen) som heldigvis stadig kan komme, som regel kommer den lige før man skyder til en buk, men i dette tilfælde gik det så hurtigt at reaktionen kun kom bagefter. Henne ved bukken kan jeg betragte en 24 cm høj seksender, som jeg føler mig fortjent til, efter at have jagtet den i 2 sæsoner.

Dette var historien om hvad bukkejagt er for mig, at følge bukkene hele året, udvælge de rigtige,  jage dem og forhåbentlig til sidst nedlægge dem, og helst med stor spænding.

Bukken skal til efteråret opmåles og jeg gætter på 95-100 point.