Registrer
Et kodeord vil blive e-mailet til dig.

Min første buk – Bukkefeberen rasler

Min første buk skydetårn foto David Schiersner

Masser af bukkefeber og min første buk sammen med farmand. Foto Min første buk skydetårn foto David Schiersner, Flickr. (Arkiv foto)

MIN FØRSTE BUK – Bukkefeberen rasler

Den 1. juni 2014 kl. 21:10 blev det min tur til, at skyde den første buk i mit forhåbentlig lange jægerliv med god hjælp fra min far, her er en længere historie oplevelsen, hvis i har lyst til at læse med.

Det var en flot og stille sommerdag, da vi selvfølgelig besluttede os for at tage på jagt kl. 19, for der kunne jo være mulighed for, at dyrene ville ud og sole sig på markerne. Så vi trillede afsted og 10 minutter senere var jeg klar til at lade tre skrald i riflen og bevæge mig over marken, over åen, igennem remisen og op i skydetårnet. Den eneste forhindring der lige var ved, at kravle op i skydetårnet var at jeg skulle sætte et nyt træsæde på, som absolut lige skulle være 2 mm. for kort til at det kunne sættes stille og rolig på, det måtte slås behersket på! Nå tænkte jeg, nu kommer der ikke nogen dyr i aften fordi jeg skulle kæmpe med det forbandede sæde. Det gjorde der sådan set heller ikke, de første 40 minutter;

Jeg kunne begynde at høre nogle lyde inde fra en skrænt/remise, hvorefter jeg gennemsøgte hele skrænten på højre side med kikkerten, men selvfølgelig ikke venstre side, hvor min buk selvfølgelig kom rendende ud fra og over i den remise som jeg kom fra. Det opdagede jeg først i sidste sekund.
Hmm.. tænkte jeg.. Nu har du bare at være klar, hvis den skulle komme ud igen, men det var ikke lige sådan.

Efter 20 minutter med rettet ryk og øjnene fokuserende som en i helvede, besluttede jeg mig for at sætte geværet ned igen og finde en behagelig sidestilling.
10 minutter senere kom der igen lyde ovre fra skrænten af, så klar var jeg igen. Lidt efter lydene havde raseret kom der en kat ud, og jeg tænkte: “Ej, det kan ikke være rigtigt.” Lige efter kom der en rødhalset rå ud, råen så på katten og katten så på råen.
I de næste 15 minutter stod de i mindre forvirret tilstand og til-gloede hinanden, hvorefter råen valgte at lunte videre ind i remisen bag mig.
Det var lidt af en sjov oplevelse.
20 minutter senere kom min buk ud på min højre side og på 30 meter, og kiggede med hovedet, hvorpå jeg tydeligt kunne se opsatsene: “Mindst en gaffelbuk, men lille krop.”, tænkte jeg.
Nu begyndte hjertet for alvor at pumpe, da den bare skulle tage 5 skridt mere, så jeg kunne komme til skud. Bukken kom 3 skridt længere ud:
“Lidt længere, kom nu!” tænkte jeg igen. Men nej, han vendte røven til og begyndte af gå længere væk langs remisen.
Hjertet begyndte at slå langsommere, da bukken gik fra at være på 30- til 150 meter væk fra mig, så jeg realiserede hurtigt at jeg ikke kunne komme til skud.

5 minutter i senere kom en rigtig flot rød rå ud, og nøøøj hvor var hun tyk. Hun passerede min far og jeg på 10 meters afstand i løbet en halv time.
Men efter at have siddet mussestille og iagttaget hende, kunne man godt se hun så lidt forvirret ud; Hun gik hele tiden og kiggede efter et eller andet, som var ude af både min fars og mit eget synsfelt. Så begyndte hun for alvor at skælde ud og rende rundt, indtil sidst hvor hun gik tilbage til skrænten.
“Nu kan det være, at bukken kommer tilbage efter hende.” tænkte jeg, og det gjorde den. Jeg kunne nu se bukken, hvor jeg sidst mistede den af syne og den var fast besluttet at komme samme vej tilbage som den kom fra, og det er forbi mig! Hjertet begyndte igen af pumpe derud af, men det var kraftigere end før.
Jeg vidste nu, at jeg ville få min chance endegyldigt.

De første 100 meter gik den med snuden mod mig. Til sidst kom den ind på 50 meter, og nu begyndte den at gå ud i den relative høje mark: “Åh nej, nu skal jeg stoppe ham i sprøjtesporet…” Men heldigvis for mig gik han tilbage til sin sædvanlige sti og kom ind på 40 meter til min første skud-chance.
Jeg besluttede mig for at fløjte. Det kiksede fuldstændigt, selv en mand uden tænder ville kunne gøre det bedre, men det hørte bukken.
Straks efter rettede han sig op med snuden mod mig igen; “Nej, nej, nej, nej.” tænkte jeg, nu løber han sikkert af helvede til.
Heldigvis for mig, gav han sig til at spise igen og traskede 5 meter videre.

Nu stod han perfekt. Jeg droppede min fiasko med at fløjte og råbte “Æv!” for at stoppe ham, og det gjorde han. Jeg samlede mig det sidste med en puls på 200 slag/minuttet. Jeg fik korset i kikkerten til at stå stille.
Buuuum! Perfekt bladkugle, bukken spjættede og løb ind i den remise det hele startede i. Jeg fik ro på igen, tog ladegreb og pulsen faldt til normal.

Min far og jeg ventede små 5 minutter. Efter ventetiden gik jeg ud og markerede skudstedet og schweisen, hvilket var tydelig lungeblod fortalte min far.
Han sagde: “Tillykke! Og gå så ind og find din buk!”
Oplevelsen kunne ikke have været bedre.

Mit livs største oplevelse, indtil videre!

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.