Registrer
Et kodeord vil blive e-mailet til dig.

“Det er sgu en hval!” – sådan lød udbruddet fra min far da vi i sommers troede vi var på en helt almindelig aftensejltur.
Dette indlæg kommer ikke til at handle om traditionel jagt som vi kender det med våben, hund og traditioner. Vidst er jeg jæger, med stort “J”, men denne jagt I nu skal høre om foregik fra en 33 fods sejlbåd, med kikkert og kameraet på vores Iphones. – Det skulle vise sig at blive mit livs hidtil største jagtoplevelse.

Turen startede en sommeraften omkring kl. 17 fra Sønderborg lystbådehavn. Min, far og jeg ville på en solrig aftenstur, hvor vandet omkring Sønderborg Bugt var blik stille, sammen med et par kammerater. Vi tændte motoren og sejlede frem mod et af vore sædvanlige ankerpladser, hvor vi ville nyde en øl over aftensmaden. Efter ca. 2 timer beslutter vi os efterhånden for at vende snuden hjem ad igen. Havoverfladen havde efterhånden begyndt at få lidt krusninger idet vinden var taget lidt til. Efterhånden som den sidste sjat fra øldåsen blev tømt hørtes et blæs i det fjerne. Normalt ser vi mange marsvin i farvandet omkring Sønderborg, og er vi utrolig heldige kommer de en sjælden gang i mellem så tæt på båden at deres blæs (når de kommer til overfladen for at udånde) kan høres. Splitsekundet efter blæset, tænkte jeg at et marsvin ville lægge vejen forbi og vise sig lidt. Men så kom udbruddet fra min far, hvorefter han øjeblikkeligt rejste sig; “det er sgu en hval!” Vi vendte os alle om, og det skulle nu, i al forvirring, vise sig at fotojagten efter hvalen blev sat ind. Hvalen havde kurs direkte mod os men skiftede retning således den bevægede sig ca. 100 m nordøst for os. Jublende som vi var, fandt vi vores telefoner frem for at filme og fotografere hvalen. Vi startede atter motoren, trak ankeret op og begav os så småt i samme retning som det enorme dyr, som lige havde passeret os. I forbindelse med forbipaseringen var hvalen talrige gange ved overfladen for at blæse og her opdagede vi så at der faktisk var tale to hvaler.

Vi havde under omstændighederne, selvfølgelig ingen ide om hvordan, hvilke og hvorfor hvalen befandt sig i et så isoleret farvand. Min far havde i mellemtiden skaffet kontakt til en havbiolog fra Fiskerri- og søfartsmuseet i Esbjerg, hvortil vi løbende kom med opdateringer om hvalernes udseende, adfærd og retning. I starten var vi meget i tvivl om det kunne være finhvaler, eller sågar pukkelhvaler, men som der kan anes på billedet afslører de små takker på hvalernes hale, deres art. Der var tale om pukkelhvaler, der kan blive op til 15 meter lange og veje det dobbelte, nemlig 30 tons, hvilket er ca. 7 gange så meget som sejlbåden vi sejlede i. I ca. 45 minutter fulgte vi hvalerne ind i en bugt, hvor vi til tider havde dem på meget tæt hold. Af bedste evne prøvede vi at få så mange gode billeder ud af hele oplevelsen, som muligt. De bedste fik vi taget gennem kikkerten hvorfor man på billedet kan se en sort ring rundt om.

“Jagten” efter hvalerne og forsøget på at printe oplevelsen så tydeligt på nethinden som muligt, så den i fremtiden kan viderefortælles og erindres, har gjort sig selv til min hidtil største jagtoplevelse.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.