Alt var pakket og klart, da jeg stillede uret til kl 4:00. Der var ingen mulighed for at sove, det hele kørte rundt. Der var kun tanker om de bukke man havde brugt de sidste 6 uger på, om alt ville flaske sig og om bevægelsesmønstret ville være som normalt.

I år har jeg brugt rigtig meget tid på at observere, for det skulle lykkedes den første morgen. Jeg har kun skudt én buk, og er derfor ikke så erfaren, men har brugt meget tid på at kunne bevæge mig uset i terrænet. Klokken blev endelig 4:00 den 16. maj, jeg spiste lidt morgenmad med min bror som skulle på bukkejagt første gang. Halv 5 er der afgang, i bilen giver jeg min bror et par fif og sætter ham af.

Længet ventet var det tid til jeg skulle på plads, kl. var 4:45 og det små regner lidt, men jeg kommer stille og roligt af sted. Stopper en masse gange på vejen for at spejde, men ser ingen dyr, perfekt tænker jeg. 2 meter fra den skrænt, hvor jeg skal ligge med udsyn over det meste af en eng, sker det VÆRST tænkelige. 10 meter fra hvor jeg står, har en rå gemt sig bag et træ, hun begynder at ”bøøv” jeg ligger mig ned og afventer, hun går bare stille væk, men bliver ved med at “bøøv” og efter 10 min. stopper det endelig.

Jeg er lidt splittet, skal jeg blive hvor jeg har set den store buk eller gå op til et andet stykke med en god gaffel buk. Jeg giver det en chance, hvis der ikke er sket noget indenfor en halv time går jeg. Efter de 30 min. er tiden inde til et nyt sted, i det jeg stille retter ryggen ud med knæene i jorden, ser jeg noget i øjenkrogen. Jeg griber hurtigt min håndkikkert (Barska 12-50) midt på engen ca. 130 meter ude går den store buk. Fra at være lidt træt fløj kroppen op i højeste gear, det hele pumpede og rystede helt vildt. Bukken går ind foran nogle grene, det giver lidt ro og jeg påbegyndte en lille pürsh på 50 meter.
Jeg blev nødt til at skyde fra en stejl skråning, hvilket resulterede i min skydestok væltede da jeg lagde riflen op, ”shit shit” er det første der gik gennem mit hoved mens bukkefeberen var kommet igen, men heldigvis registrerede bukken ikke noget. Riflen blev lagt op igen, jeg kunne se gennem min sigtekikkert Barska Huntmaster Pro 3-12×50 at det var bukken jeg havde set på de sidste måneder. Der kom ro på kroppen med 3-5 tunge vejtrækninger. Jeg rammer bukken lidt tilbage på bladet, den går 2 meter, stejler og samtidig vælter sten død om på siden. Lynhurtigt repeterer jeg, men det var uden grund, jeg venter 2 min. og går ned til dyret.
D. 16. maj var ret våd, og der stod en del vand, på turen ned til bukken bliver jeg helt gennemblødt og får jagtstøvlerne fyldt med vand, men hvad betyder det, når man lige har skudt sin bedste buk til dato. Efter at have nærstuderet den et par minutter, påbegyndte jeg den 400 meter lange gåtur op til bilen, som overraskende ikke var hårdt med over 20 kg buk, riffel og håndkikkert, det giver lidt ekstra energi med en fin 6-ender buk på ryggen.

Denne  fine buk blev nummer 2 og næppe den sidste. Jeg nedlagde den med en cal. 308 win. Piben er en Howa 1500 monteret på et skæftet lavet af Schultz og Larsen. Den leverede et fint gennemskud med en Lapua mega 9,72 gram kugle.
Dette var starten på min 16. maj 2010 som jeg sent vil glemme. Resten af dagen gik med bukkepral og hygge med drengene.
Knæk og bræk.

Bukkejagtberetning og jagtoplevelser af Kenneth Pedersen