Er kravlejagten på vej i mindernes arkiver? Jeg har gennem de sidste mange år konstateret at de frie jagtmuligheder på saltvandet efterhånden primært dyrkes af unge jægere i trækpramme/bobler…Da jeg lærte “håndværket”, var det omvendt. Dengang var der “kamp om de bedste kravleområder”.

I denne sæson har jeg for første gang i mange år mødt en anden kravlejæger på en af mine ture på fjorden. Han delte mine betragtninger. Han havde heller ikke mødt kravlejægere i årevis. Han skulle fejre sin 80 års fødselsdag 14 dage senere (RESPEKT), og fortalte han havde drevet kravlejagten siden han var 17 år gammel, og at det dengang var “den rigtige” jagtform.

Jeg tænker blot, at her er en jagtform, som stort set er gratis, investering i udstyr er minimalt, og mulighederne er geografisk enorme. Og tænker man på at det er blevet trendy at dyrke forskellige extrem-sports grene som buejagt, bjergbestigning, bungyjump, harpunfiskeri osv. og flere og flere jægere rejser til afsides beliggende bjergegne for at jage Ibex, Bjørn osv under vanskelige og krævende forhold, burde kravlejagten med “rugbrødsmotoren” som drivmiddel være langt mere interessant end så mange andre mere bekvemme jagtformer jo er.

Så mit spørgsmål er vel blot: Er de nye saltvandsjægere for bekvemme, når de vælger jagtform??