Register
A password will be e-mailed to you.

bukkejagt Dejligt når det lykkes
Bukkejagt og naturoplevelser hører bare sammen

Vækkeuret ringede 3.50, men jeg var næsten vågen allerede. Det er utroligt, så nemt det er at komme ud af sengen d. 16. maj. Vi fik lige en hurtig kop kaffe, fik jagttøjet på, og kl. 4.30 var vi begge ude af døren. Ja jeg måtte som sædvanligt ud og ind af døren 2 gange, for at hente først kikkerten og så skydestokken, glemsom som jeg er.

Der var ikke en vind der rørte sig, nattergalen sang så det var en lyst, og på himlen var der kun lidt skyer. Det tegnede til en rigtig smuk morgen.

Jeg skulle sidde i et gammelt æbletræ, som stod i et gærde med udsigt til marker med vårhvede, græs og raps. For nogle år siden var træet blevet skåret kraftigt ned, og hvert år havde jeg haft planer om at kravle derop for at få bedre kuglefang. Med et tykt tæppe over armen til at sidde på, riffel, skydestok og kikkert begav jeg mig forsigtigt af sted. Det tog kun 15 minutter at komme derud, og så lydløst som muligt kravlede jeg op. Jeg kunne se Niels gå ned langs renden og ud til enden af vores jagt. Klokken blev 5, og de første skud lød i det fjerne. Solen ville ikke rigtig bryde igennem skyerne, og der var begyndt at komme lidt mere vind.

2 agerhønsepar kom frem på stykket med vårhvede. Hannen i det par, der var kommet først mente åbenbart, at det var i hans ret at jage det andet par væk, så hver gang de kom for tæt på hinanden, jagtede han den anden han, mens ”damerne” stod og så på. Det er egentlig en rigtig grim lyd sådan nogle agerhøns siger ikke så hyggeligt som fasanernes pludren. Der var hele morgenen en fasanhane og en høne bare 10 meter fra træet, og de var rigtig hyggelige at høre på.

Harerne hoppede også frem og tilbage på markerne. Pludselig kom en stor harekilling hoppende op af markvejen. Den stoppede lige neden under æbletræet og næsen kørte rundt på den. Her var bestemt noget, den ikke lige vidste, hvad var, men da jeg åbenbart sad stille nok, mente den ikke, at der var nogen fare, og den begyndte stille og roligt at gumle løs af de spæde skud på vårhvede marken. 2 andre harekillinger i samme størrelse kom også op ad vejen. Den første blev helt sikkert accepteret, og de så ud til at lege sammen, rullede rundt på ryggen lige som en hund der klør sig og hyggede sig rigtigt, men da den 3. kom for tæt på, skulle den bare jages væk. Så gik den vilde jagt ud over ”stepperne”. Harerne var sjove at sidde og kikke på, og da der ikke var nogen bukke i sigte, kunne man jo lige så godt nyde den dejlige danske forårs morgen.

Pludselig kom et dyr springende på tværs ca 300 meter ude. Det lignede en buk, og den løb lige op i remissen 50 meter fra vores hus. Jeg sad og overvejede, om det var umagen værd at pürsche derop. Så fornemmede jeg noget bag mig. Forsigtigt fik jeg drejet mig så meget, så jeg kunne se ind på lusernemarken bag mig. Der gik en rå og essede.

Efter endnu ½ time kom Niels forbi. Han havde heller ikke skudt og vi gik hjem og fik lidt morgenmad og en lur.

Allerede kl. 18.30 var vi af sted igen. Jeg skulle sidde i udkanten af en grantykning med udsigt til en lille eng og en remisse ret tæt på. Det var alt for tidligt, og jeg så ikke noget som helst den første time. Så begyndte fasanerne at pludre rundt og duerne holdt flyveøvelser ude over engen, som jeg sad ved. Da klokken var 20 så jeg langt ude et dyr, som af statur lignede en buk. Den essede, men så samtidig meget opmærksom op mod mig og lidt til højre for mig. I ½ time iagttog jeg den. Hvis jeg skulle prøve at pürsche derud i rigtig vind, skulle jeg komme fra den side, hvor hele dens opmærksomhed var rettet, så det opgav jeg, og pludselig fik jeg også andet at tænke på. Inde i remissen til venstre for mig, så jeg pludselig en bevægelse. Jo det var et rådyr, men jeg kunne ikke se hovedet i første omgang.

Hvis den nu bare ville komme frem, så jeg kunne se, om det var en buk eller en rå. Dyret bevægede sig forsigtigt inde mellem nogle pilebuske, men så trådte den frem i en lille lysning. Det var en buk, en ulige seksender, men den havde slet ikke fejet. Vi havde set den de sidste dage før bukkejagten, og vi havde snakket meget om, at vi håbede, at der ikke var nogen, der skød den i alle tilfælde ikke før den var fejet. Den havde da overlevet morgenen. Jeg sad længe og så på den. Den strakte sig op efter birkebladene og gumlede dem i sig. Den kom tættere og tættere på, var kun 3 meter væk, da den var nærmest. Vinden var perfekt, og det var skønt at sidde der og se den så tæt på. Basten var helt lys, og der var ingen tegn på, at den var begyndt at løsne sig. Jeg så heller ikke en eneste gang, at den forsøgte af feje.

Nu gik bastbukken ud på den lille eng hen til det saftige græs med smørblomsterne i. Hvor jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde taget kameraet med. Pludselig så det ud som om et eller andet havde stukket den på næsen. Den sprang op i luften og fræsede af sted, stoppede op og kløede sig med bagbenet. Nå det var åbenbart ikke så slemt, for nu fortsatte den med at esse. Den var lige på vej hen mod al min flettepil, som jeg godt havde opdaget, at der var andre end mig, der satte pris på. Jeg sad og overvejede, om jeg skulle rømme mig, hvis den gik i gang med det store festmåltid, men som et lyn fra en klar himmel, satte den sig i det lange græs og forsvandt næsten. Hvis jeg ikke havde set det, tror jeg ikke, jeg havde opdaget, at den lå der.

Mobiltelefonen i min lomme vibrerede. Det var Niels der ville vide, om jeg kom hjem kl 21, for så ville han hente 2 pizzaer. Vi snakkede sammen, selv om bukke lå bare 30 meter væk, og den blev bare liggende. Den var altså både døv og for dum til at finde ud af at feje.

Vi blev enige om, at der ikke var nogen grund til at blive siddende der, for jeg ville jo ikke skyde en bastbuk, så vi aftalte at Niels hentede pizzaer.

Jeg hørte hundene gø, da han gik forbi ude på vejen og lige i det samme så jeg en buk nøjagtig samme sted, hvor jeg havde set bastbukken første gang. Op med kikkerten, så jeg var helt sikker på, at bastbukken stadig sad i græsset på engen. Det gjorde den. Så fat i riflen, men nu havde den nye buk hovedet nede bag nogle tørre siv. Jo jeg var sikker på, at det var en buk jeg havde set, den stod perfekt, og jeg slap kuglen. Dyret vendte sig mod mig, jeg repeterede, men den løb ind i pilebuskene.

Havde jeg ramt, jo jeg følte mig temmelig sikker, men tvivlen kommer jo altid frem, når dyret ikke bare lægger sig. Jeg kikkede efter bastbukken, den sad stadig i græsset på engen. Den følte sig åbenbart mest sikker der. Jeg hørte nogle grene, der knækkede inde i remissen, ellers var der ikke en lyd. Ikke engang nattergalen, som havde fløjtet for mig hele aftenen. Jeg fik fat i telefonen for at ringe til Niels og spørge, om han ville stå på den ene side af remissen, når jeg gik ind for at finde dyret, men han havde slukket telefonen, og et øjeblik efter hørte jeg, han startede bilen.

Nu havde jeg vist ventet længe nok. Jeg gik forsigtigt ned fra stigen, og bastbukken blev liggende, hvor den var. På vej hen mod stedet, hvor bukken havde stået, var der masser af sweiss. Jo den var god nok, den måtte ligge der. Jeg lyttede efter, om der kom flere lyde inde fra pilekrattet, men alt var stille. Så gik jeg ved siden af blodsporene 10 meter ind i krattet, og der var han. Stendød, perfekt skudt. Det viste sig at hele leveren var smadret. Min første buk skudt d. 16. maj, faktisk samme sted som den buk jeg skød sidste år. Det må være min lykkeplads, og måske hjalp det også, at jeg havde min lykkemønt om halsen, den jag havde fundet en tidlig morgen langt ude på en markvej, da jeg var ude for at kikke efter bukke i april. Bukken var en 1 års gaffelbuk.

Niels kom hjem med pizzaerne, som blev kolde og måtte en tur i ovnen, efter bukken var brækket og hængt op. Da jeg gik i seng opdagede jeg, at nattergalen fløjtede som besat, og da jeg vågnede næste morgen så jeg bastbukken nede på engen, så den havde i alle tilfælde overlevet den 1. dag i bukkejagten.

One Response

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.