Jeg hedder Christian Harvig, og bor på Djursland. Jeg ville fortælle min historie om min første buk, der byd på varme, hjertebanken, og til sidst en rigtig flot, og meget speciel buk.

Det hele startede med at jeg den 21/05-2012 tog ned i vores eng, klokken sagde 19.03 og temperaturen var hele 23 grader da jeg satte mig til rette på jagtstolen og anbragte skydestokken foran mig. Som lyn og torden kom bukken ud fra skoven kl. 19:14. Mit hjerte bankede, bukkefeberen havde allerede ramt mig, bukken standsede op på 123 meter, der var chancen, op med rifflen, i kornet fik jeg opsatsen at se og mit hjerte var ved at sprænge da jeg så denne konge stå midt ude på engen, så stor, flot og elegant. Han spiste lidt græs, strakte halsen, det var nu sagde jeg til mig selv, det var nu!. Men denne gang vandt pladsbukken, feberen var så ekstrem at jeg på ingen mulig måde kunne afgive et perfekt skud. Jeg måtte til min store ærgrelse se ham liste stille og roligt ind i skoven. Min hjerne kunne intet de næste 10 minutter, nu fandt jeg rigtig ud af hvordan det var at være riffeljæger. Solen gik ned, en flot lyserød himlen strakte sig langt ude i det fjerne. Men om jeg fik denne buk at se igen?

Næste morgen bød på skole, og bukkejagt. Denne buk sad så klart, i min hjerne, at jeg virkelig skulle give alt for at få ham. Hen mod eftermiddagen var lektier og skole forbi, nu galt det jagt. jeg tog af sted klokken 17.30, og det var rigtig varmt! kl.18:20 var jeg nød til at trække mine gummistøvler af da de mine fødder kogte i denne varme maj dag. En myg prøvede at suge lidt blod fra min ene fod, og jeg daskede hurtigt til den, jeg kiggede op, og der, ude på engen, denne buk, bukken der fik mit hjerte til at sprænge, over hvor smuk han var. Men jeg bed læberne sammen, op med riflen, der gik 15 sekunder, han stod nu med siden til, bang, idet jeg lod skuddet gå af forsvandt bukken ud af kikkerten, jeg repeterede, der fór tusinde af tanker igennem hoved, var han anskudt?, gik han ned i skuddet?, ramte jeg ikke?. I tre lange minutter sad jeg med rifflen, sigtede hen mod skud stedet klokken var 18.33. Det føltes som uendeligheden, men jeg fik samlet mit grej, jeg tog gummistøvlerne på, og nu gik jeg af sted ud mod engen, 133 meter som skuddet faldt på føltes som et Marathon at gå hen til. Til min store fornøjelse lå bukken lige på stedet. Jeg var overlykkelig, det var det bedste jeg havde prøvet. I de sekunder, kunne jeg alt! Inderligt takker jeg min Far og min bror for at jeg kom til at gå på jagt, for denne oplevelse er der ingenting der kan slå! Tak fordi i lagde tid til at læse min historie, og knæk og bræk for dem som ikke har skudt bukken endnu.