Det var med lidt blandede følelser at jeg lod riflen blive i bilen denne aften og tog fat i buen i stedet. Jeg havde 2 dages jagt på egen hånd og jeg ville prøve at få en hjort og første forsøg her skulle være med buen. Jeg begik mig op på en lille høj 500 meter fra bilen og sad der og ventede på at der skulle ske noget. Jeg er på pletten meget tidligt denne aften og sidder derfor i en lille times tid før de første dyr begynder at røre på sig. Vi er midt i april månede og det er nu hjortene for alvor er i brunsten.

Jeg var ude i et andet område den anden dag sammen med en amerikaner og hjortene brølede hele dagen. Det har dog i dag været en del varmere i vejret og hjortene har været dovne, så der kunne godt blive rigtig gang i den i aften hvis temperaturen falder. Og mine forventninger holdt stik efter 1½ time er der 5 hjorte ude og de brøler lystigt omkap, nu er det bare hvilken af dem der er den største.

Alle hjortene var kommet ud af det blå på næsten samme tid og jeg sad nu og studerede dem alle. Den første, en meget und 6-ender løb rundt sammen med hans 2 hinder og prøvede at imponere dem. Den næste en 8-ender og den næste en 12-ender, men langt væk – så denne kunne jeg godt glemme alt om. Nu stivnede mit blik og sveddråberne begyndte at løbe ned af ryggen på mig…! En kæmpe 14-ender stod triumferende på en klippe og brølede af hans lungers fulde kraft, han var i selskab af 14 hinder, hvilket er et stort nummer hernede.

Jeg kiggede ned på min bue, 400 meter er alt alt for langt. Jeg sidder og overvejer en vej op til ham, men der er hjorte alle steder mellem mig og ham. Jeg har nu siddet og kigget i 2 timer og jeg har kun 1½ time inden det er mørkt. Jeg vælger derfor at prøve at brøle en af de nærmere hjorte til mig, da de sidste to hjorte er en 12-ender og en ulige 10-ender. Jeg udgiver et par brøl som alle hjortene svarer på. Jeg brøler igen. Og det samme gentager sig, uden tegn på at en af dem vil se hvem eller hvad jeg er. Jeg må tættere på.

Jeg rejser mig for at se om jeg kan komme lidt tættere på men får mig hurtigt sat ned igen da jeg ser at den ulige 10-ender er på vej herop. Jeg brøler igen og vi svarer hinanden mens resten af hjortene også brøler tilbage. 10-enderen er nu på 100 meters afstand og jeg sniger mit kamara op og tager et billede af ham. Jeg brøler igen men nu med ryggen til hjorten. Jeg er i ly af en stor managary busk. Jeg brøler igen stille, hjorten svarer og tror den har vundet kampen da mine brøl bliver svagere og svagere. Han er nu kommet ind på 30 meter og går stadig da jeg spænder buen og tager et skridt til siden. Hjorten er nu på 20 meters afstand, men han er stoppet bag den eneste busk mellem ham og mig og jeg har ikke andet valg end at sigte efter et hals skud. Swup min pil forlader buen og sidder placeret perfekt på midten af halsen.

Hjorten tager af og løber ud på 100 meters afstand og begynder at gå mens han kigger tilbage… Hvad?? Har jeg ikke ramt noget vitalt i hjorten! Den står nu og kigger på mig på 150 meters afstand i et par sekunder. Hele episoden har måske taget 30 sekunder, men længe nok til at tankerne flyver af sted i hovedet på mig. Da han har stået i de to sekunder synker han sammen på stedet og der sker ikke mere.

De andre hjorte brøler stadig og jeg sætter mig ned mens jeg kigger på stedet hvor min hjort er. Jeg venter en halv time og begiver mig nu ned for at se efter min pil men nej, jeg kan ikke finde den.. adrenalinen pumper rundt i mit blod stadig og jeg ryster mens jeg nærmer mig min hjort. Fra hvor hjorten har sænket farten er der et stort sweissspor og jeg har skåret hans ene hals puls åre over og det har derfor taget lidt tid før han forendte.

Jeg var rigtig glad og fik nu brækket hjorten og slæbt ham lidt tættere på bilen og gik nu ned til bilen og fik buen ind og ringet efter landmanden der kom med hans 4 hjulede crosser. Da vi forlod terrænet brølede resten af hjortene stadig.