D. 16/5 2010 var jeg på “aften-holdet” til bukkejagten, dvs. fra kl. 12.00 og til solnedgang var “den store remise” (en lille skov, som overholder alle regler mht. at have et tårn stående) med omkring-liggene marker på vores revir “MIT”…

Jeg vågnede omkring kl. 6 og kunne dårligt vente med at komme afsted, alt var jo pakket og klar… Men jeg fik da trukket den til ni-tiden før jeg tog afsted. Da jeg nåede jagt-hytten, var to af kammeraterne fra morgen-holdet der, de havde hver fået en pæn gaffel-buk i skoven, jeg havde også fået en sms fra en der har jagt ikke langt fra vores, han havde fået en ulige seks-ender, så der var jo en masse at sludre om. Kl 11 kom ham der havde siddet i “mit” tårn op til hytten, han havde intet set og fortalte at der stod rigtigt meget vand i den store lysning i “remisen”, hvor tårnet står… ØV… for som vi talte om, ynder råvildet jo nok ikke ligefrem at soppe rundt i vand til knæene…

De tre kørte hjem, og kort efter kom “naboen” og viste sin buk, vi fik en kop kaffe før også han kørte hjem… Nu var kl lidt over tolv, og jeg tænkte at med det tågede og våde vejr, ville chancerne (eller manglen på samme) nok være ens hele dagen, så min Jack-Russel terrier kom i vores hundegård, indtil nabokonen som altid elsker at forkæle vores hunde kom hjem fra indkøb, (jeg er mere end en gang kommet tilbage fra jagt, hvor han har ligget og feset husleje af i hendes sofa på terrasen) og så var det afsted.

Fremme ved “remisen” så jeg hvor galt det stod til… på den høje og tørre side stod rapsen som ventet i 1½ meters højde, og på den lave side, hvor der stod kløver var der rent vandspejl. Jeg så tårnet som eneste mulighed. Kløvermarken var ikke til at gå på, så jeg måtte igennem rapsen, som jo er umulig at komme lydløst igennem, så det var bare at mase sig de 500 meter frem til tårnet og så lade der falde ro på. Da jeg nåede frem, havde min kammerat stillet en øl og en kondi-vand til mig, flinke fyr.

Som sædvanligt i “remisen” kappedes nattergalen og gøgen om hvem der kunne “råbe højest”, men udover små-fuglene var der temmeligt dødt. Ved 16-tiden så jeg i kikkerten ca. 200 meter ude (hvor der var et lille tørt stykke) to fasan-kokke der sloges så fjerene stod om dem, men kort efter igen “kun” små-fugle, som jeg dog også nyder at både se og høre på. Efter ca. 7½ time i tårnet var alt mad, chokolade, kaffe, sodavand og den ene øl blevet indtaget, der var kun en øl tilbage i tasken til at fejre med, hvis jeg skulle være heldig. Omkring kl 20 havde jeg lige svaret på en sms fra en kammerat der spurgte om der var sket noget, og da jeg kiggede op, gik der et stykke råvildt 75 meter ude med retning mod det tætte krat på venstre side af lysningen… op med riflen men pga. at tågen igen så småt var på vej, var der dug på linsen, og jeg kunne ikke se om det var en buk, jeg “BØVEDE” af den imens jeg fik tørret kikkerten af, den stoppede… op med riflen igen, men tågen hang ligesom op ad krattet, og jeg kunne ikke se om der var noget på hovedet, og kort efter var den væk i krattet… Der var noget ved kropsformen og dens måde at bevæge sig på der sagde mig at det var en buk (eller måske var det ønske-tænkning) efter et kvarter kom den ud igen 50 meter ude, men havde så travlt med at komme igennem vandet og ind i noget rør-bevoksning midt i lysningen, at jeg ikke nåede andet end at ane at der da vidst var noget imellem ørene på den, mit hjerte pumpede som et gods-tog, så det var om at få ro på. Jeg vidste at det skulle gå stærkt hvis han kom ud igen… og ganske rigtigt… et par minutter efter sprang den ud på modsatte side, jeg “BØVEDE” igen (kan forresten ikke pifte) den stoppede op og sikrede mod mig med siden til, og samtidigt med at jeg så en stang lidt over ørehøjde og noget mærkeligt knudret noget i den anden side, og på hele hans krop kunne se at det var den returbuk jeg altid har drømt om, fandt trådkorset bladet… skuddet gik, og han satte enden i jorden imens dampen stod ud af et skud-hul der sad hvor det skulle, før han forendt lagde sig ned i vandet.

Til trods for at jeg vidste han ikke gik nogen steder, repeterede jeg selvfølgeligt og efter et halvt minut uden det mindste spjæt, røg jeg den oblikatoriske smøg før jeg gik derned. Vandet var flere steder dybere end mine støvler var høje, men jeg ænsede næsten ikke de våde fødder, skulle bare hen og se ham tæt på, og sikken en buk… stor og kraftig krop, og en meget speciel opsats, den lange stang havde kun lige markering af en sprosse, og den lave havde tre der næsten gik helt nede fra rosenstokken og den ene af dem var der brækket et stykke af, han havde ar op og ned ad halsen, og havde vidst taget sine slagsmål… sikken en buk… og alligevel fik jeg den der vemodige fornemmelse i maven da han lå der halvt dækket af vand, en følelse der de fire gange jeg har skudt buk, hører ligeså meget med som ryste-ture efter skuddet, en øl, nogle smøger og en masse billeder før han skal brækkes og hjem i fryseren.

Han vejede 21 kg brækket, og af ældre jægere som har forstand på tand-sliddet blev han anslået til 8-10 år…