En god ven og ivrig rævejæger og jeg havde aftalt at gå en tur ned til en dige hvor jeg havde anlagt en kunstig rævegrav og da der den pågældende år var rigtig mange ræve i området skulle der , ifølge os selv , være en god chance for gevinst .

Uline var hunden der skulle smide den ud til os , hun var dengang 3 år og havde smidt omkring 6 andre ræve ud og alle gange var det gået stærkt . Hun var meget god til at passe på sig selv , men må alligevel have været pågående i graven , ventetid var ikke hende .

Vi gik til graven i god vind og ingen larm , jeg slap Uline en 10 – 15 meter før graven , som er en P grav .
Uline halsede omgående så vi var klar over der snart ville være kontakt . Hurtig stillede vi os som aftalt hjemmefra og var klar .
Jeg stod nærmest udgangen og min makker 15 meter i den retning hvor rævene tit var løbet mod de andre gange .
Der gik højest 3 min. før jeg syntes der var et glimt af noget i hullet men der kom intet ud så det måtte nok være adrenalinen i kroppen der var skyld i mine forestillinger .

1 minut efter kom der en rævehoved ud men kun kort tid for at trække sig ind igen , og det var 100 % sikker den ikke så os , min makker var nu helt oppe og ringe , han gjorde tegn og fakter til mig som jeg nok var klar over hvad betød , men vi var nødt til at stole på hunden selvom den jo var rimelig ung og stadig skulle lære noget .
Kort efter skete det så igen og denne gang kom ræven lidt længere ud , det samme skete , bakkende ind igen men på en mærkelig måde og stirrende ned i jorden . Nu bredte der sig en blandning af spænding og frygt i mig , hvad var der gang i dernede . Uline halsede underligt , kunne hun sidde imellem 2 ræve eller hvad ?

Der blev ikke tid til at falde i staver over det for pludselig kom ræven halvvejs ud igen ,så begyndte scenariet igen , dog langsomt nok til jeg kunne afgive et skud i nakken på den (noget jeg ellers aldrig gør da jeg helst vil have ræven fri så der ikke er fare for hunden) .
Ræven gik ned som ramt af lynet men så skete DET . Den bakkede . Den fortsatte i ryk ind i graven igen og Uline var jo stadig derinde.
Hurtig rådslagning om hvad vi skulle og enden blev at jeg løb hjem efter en skovl og min makker holdt vagt ved graven. Da jeg kom tilbage fik vi gravet op til den første kedel og Uline virkede rimelig glad men stadig ophidset og ræven kunne vi ikke se , heller ikke blodsporet som ellers var tydelig ved udgangen .

Så prøvede jeg at pege ind i røret mod udgangen og sagde til Uline at hun skulle tage dyret , vupti , ind i røret og den knurrende/halsende lyd kom igen .Langsomt men sikkert kom Uline bakkende mod kedlen og ganske rigtig slæbte hun ræven i halen og der havde hun gjort de gange den ville ud men bakkede ind igen .

Desværre gik der kun 2 år før hun begyndte at få epilepsi når hun blev ophidset , bare duften af et nedlagt ræv var nok , så jagten fik ende og hun går bare og hygger sig med os derhjemme , dog får hun lov at slå en død mink ihjel en gang mere når jeg har fanget en i fælden