Agerhønens historie

Perdix perdix er det latinske navn for agerhøne. Agerhønen er naturlig udbredt i Danmark og det øvrige Vesteuropa samt mod øst gennem Rusland og helt til Mongoliet. Agerhønen lever ikke i de nordlige og sydlige egne af Europa.
Det vides ikke med sikkerhed, hvornår agerhønen kom til Danmark, men fuglen har været kendt i Europa i mere end 10.000 år. Den indvandrede formentlig sydfra gennem Jylland og Fyn.

Første gang der blev udsat agerhøns i Danmark er tilbage til 1561, hvor Kong Frederik II udsatte agerhøns på Sjælland med henblik på jagtlig udnyttelse. Der blev igen senere fra omkring 1890’erne til ca. midt i 1930’erne udsat agerhøns forskellige steder i landet. I dag er det ikke ualmindelig at lodsejere og jagtlejere udsætter agerhøns i størrelsesordenen af ca. 20.000 individer.

Agerhønen har været i tilbagegang siden 1950’erne men er fortsat udbredt og relativ almindelig i hele Danmark. Tilbagegangen skyldes primært ændringer i landbrugsdriften fra 1950’erne til i dag, hvor landskabet ændrede sig fra små marker, mange og alsidige markskel, levende hegn med ukrudt og fødegrundlag til store og homogene marker “ørkner” uden insekter, ukrudt og lignende.

Agerhønens kendetegn

Agerhønen er en lille buttet hønsefugl. Agerhøns har brun stribet ryg, som yder god camouflage, gråt bryst med en hesteskoformet brun plet på brystet (primært hanerne) samt orangebrunt hoved. Begge køn minder en del om hinanden. I parringsdragten har hanen en rød plet ved øjenpartiet.

Unge og gamle agerhøns kan kendes på benes farve, hvor helt unge agerhøns (op til ca. 4 måneder) har gule ben og ældre agerhøns har grå. Spidserne på håndsvingfjerene på en ung agerhøne er spidse, hvorimod de er afrundet hos ældre agerhøns.

Agerhønen er 28-32 cm lang og vejer 350-450 gram.

Agerhøns biotop og levevis

Agerhønen er en standfugl, hvilket vil sige, at den opholder sig i det samme område året rundt. Den lever på mark- og landbrugsarealerne og helst på mindre arealer med vekslende afgrøder og levende hegn og gerne i nærheden af vand som fx. mose- eller engområder.
Agerhønen er monogam, hvilket betyder den har samme mage hele livet. Reden bygges skjult i grøftekanter, levende hegn eller tilsvarende steder og laves som et skrab i jorden med en foring af visne blade.

Æglægningen begynder ultimo april og er afsluttet ultimo maj. Typisk lægges der ca. 15-17 æg og kun hønen ruger på æggene som klækkes efter ca. 25 dage (midten af juni). Når æggene er klækket forlader kyllingerne reden inden for det første døgn, og begge forældre er fælles om at opfostre kyllingerne. Hvis æggene ødelægges af prædator som ræv, krager eller skader, er det ikke ualmindeligt at agerhønen lægger nye æg, afhængig af hvor langt henne i ynglesæsonen det sker.

Kyllingerne lever af insekter (bladhvepselarver, græshopper, biller, bladlus) i den første måned, hvilket er en modsætning til de voksne agerhøns der lever udelukkende af planteføde der består af forskellige slags frø fra yngre planter.

Agerhønen synes at foretrække mindre marker med forskellige afgrøder, levende hegn med undervegetation, udyrkede områder, vand og sprøjtefrie zoner, og her kan vildtpleje i form af vildtstriber, barjordsstriber og insektvolde hjælpe, da disse giver gode muligheder for dækning og føde. Om efteråret er der spildkorn at finde på stubmarker, hvorfor agerhønen oftest kan træffes sådanne steder.

Vildtpleje hjælper

Det er ikke kun terrænpleje der hjælper bestanden af vildtpleje, som nedenstående diagrammer viser, så vil bestandpleje i form af regulering og jagt på rovdyr og andre prædatorer hjælpe.

Dataene stammer fra England i områderne ved Sussex (Højre diagram), hvor bestandtætheden er på 1.6 par per 100 ha og diagrammet til venstre er data fra 20 forskellige steder i England, hvor bestandtætheden er vurderet til 6.4 par per 100 ha.

Der hvor bestanden er størst er jagtudbyttet og antallet af agerhøns, som tages af prædatorer også størst.

Udsætning af agerhøns

Agerhøns må udsættes i perioden 1. april til 15. august under følgende forudsætninger:

• På ejendomme under 100 ha., såfremt der ikke udsættes flere end 100 fasaner/agerhøns.
• På ejendomme på 100 ha. eller derover, såfremt der ikke udsættes flere end 1 fasan/agerhøne pr. ha.

Der er mulighed for at udsætte flere agerhøns, hvilket fremgår af Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber kapitel 6.

Der bør ikke udøves agerhønsejagt før fuglene er fuldt udviklet og anvendelige til fødevare, hvilket fuglene typisk er efter en alder på 14 – 16 uger.

Jagt på agerhøns

Jagten på agerhøns foregår primært med stående med hund. En mindre gruppe jægere afsøger terrænet med hundene og det hele foregår i stille og roligt tempo. Når hunden tager stand ved agerhønsene går jægeren stille frem og på jægerens opfordring rejser jagthunden agerhønen/agerhøns flokken og jægerne får mulighed for at afgive skud. Agerhøns tager oftest flugten lavt over jorden (et par meter), så hver opmærksom på andre jægere og jagthunde, inden der afgives lave skud. Mange steder tillader man ikke, at afgive lave skud samt skyde på de agerhøns der går bagud da der er mulighed for de flyver over de øvrige jægere.

Agerhøns kan også jages som drivjagt, men dette er ikke længere så almindeligt i Danmark, dels kræver dette store arealer der kan drives og dels skal bestanden være relativ høj.

Agerhønen har jagttid fra 16. september – 15. oktober.

Agerhønsejagt på premieren den 16. september. Bemærk at begge hundeførere har knækket bøsse. Mange jægere med stående jagthunde går primært på agerhønsejagt for hunden skyld og for at opleve gode situationer med hunden.  Jægerne på billedet fører hunden frem til stand, hvorefter de jægere uden hund får mulighed for at skyde. Foto NPB

Jagtudbytte

Agerhønen har været i tilbagegang i mange år i Danmark. Tilbage i 1940’erne og 1950’erne blev der nedlagt mellem 300.000 og 400.000 agerhøns om året, dette er nu nede på ca. 25.000 agerhøns.