Irsk Setter

Den irske setters historie

Den irske setter hører til de stående jagthunde og hunden kommer til Danmark på omtrent samme tid som gordon setteren – omkring 1875. Til trods for at man gjorde et ihærdigt arbejde for at fremelske denne sprudlende irske jæger i den danske jagttradition, er det aldrig lykkedes at opnå samme popularitet som hos de andre engelske stående racer. Ligesom pointeren er setteren ellers en uovertruffen jagthund, der er hurtig og har gode anlæg for stand og for et spontant og effektivt søg, hvor den krydser mod vinden.

Den irske setter stammer som de andre settere fra spaniels – setting spaniels – og som navnet antyder, kommer racen fra Irland – dateret tilbage fra ca. 1700-tallet. Skotske spaniels og gammel spansk pointer har sandsynligvis spillet en stor rolle i den irske setters historie. Den irske setter har en smuk kastanjebrun pels og blev tidligere kaldt ”modder rhu”, som betyder ”rød hund” på gælisk. Desværre blev dens jagtegenskaber nedprioriteret i en lang årrække, da den netop var så smuk, at man brugte den som selskabshund i stedet for jagthund. Heldigvis har den opfattelse ændret sig, og i dag har et uforligneligt avlsarbejde sikret, at racen atter ligger på et rigtig højt jagtmæssigt niveau.

Den irske setter skal ikke forveksles med den irske røde og hvide setter, som man lidt atypisk betragter som en anden race (der endelig ikke må krydses med den kastanjefarvede), selv om det primært er farverne, der adskiller de to settere fra hinanden. Der er dog alligevel nogle forskelle, og i mange år blev de to racer også brugt forskelligt. Som nævnt var den røde så smuk, at den tilbage i 1800-tallet uheldigvis ofte blev betragtet som en pyntehund i modsætning til den hvide, der blev betragtet som en uovertruffen jæger. De to så forskellige opfattelser satte sine spor i hundenes temperament og egenskaber, da man primært kun udnyttede den røde/hvide setters gode jagtgener. Forskellene er dog formindsket over årene i takt med, at man har fremavlet de gode jagtegenskaber hos også den røde irske setter. Den irske røde og hvide setter er den ældste af de to racer, til gengæld er den ikke særlig udbredt og er forholdsvis sent kommet til Danmark.

Den irske setters temperament

Irske settere er født til at løbe og har brug for en masse motion. Får den ikke det, har den tendens til at stikke af, strejfe og være hyperaktiv. Specielt for en irsk setter er, at den først bliver moden i en alder af 3 år. Det er medvirkende til, at dens temperament betragtes som sprudlende. Men selv om den er livlig, meget venlig og kærlig, er det stadig en superb jagthund, der har bevaret sine naturlige jagtegenskaber. Lidt ufortjent er dens livsglæde blevet opfattet forkert, og den har derfor haft ry for at være meget forvirret og overnervøs. Det er en dejlig familiehund, som er o.k. med børn, men kan virke lidt voldsom over for de helt små, som den let kan vælte.

Den irske setters udseende

Den irske røde og hvide setter ser væsentlig anderledes ud end den kastanjefarvede setter. Dens pels er, som navnet siger, hvid med røde aftegninger. Pelsen er en anelse tykkere og har tendens til at krølle lidt. Den irske setters engleagtige faner på både mave og hale er hos den hvide og røde setter mere bølgede. Nogle steder fremgår det, at gennemsnitshøjden for den rød/hvide setter er en anelse mindre end den irske setters. Andre steder beskrives de som lige høje.

Træning & pleje

Den irske setter er god til at følge anvisninger, hvis den er trænet godt. Den kan dog være svær at kalde tilbage, hvis den har fået færten af vildt, og den følger ikke altid kommandoer. Da den først bliver voksen som 3-årig, er det vigtigt at starte træningen tidligt og være meget vedholdende og konsekvent i kombination med en yderst venlig og lystbetonet træning, hvis man skal have det bedste resultat ud af setteren. Det er en god idé at bruge apportering som belønning.

Pelsen er mellemlang, glat og uden bølger/krøller og er tyndere end hos andre settere. Det er nødvendigt at børste hunden ofte med en kam eller børste for at holde pelsen ren, fri for fældning og filtrende totter, som kan være meget generende for hunden. Den skal friseres på hele kroppen, inkl. ben, hale og mave (fanerne) – ikke mindst, når den har været på jagt og derfor har en masse skidt og snavs siddende i pelsen. Selv om det måske kan være lidt tidskrævende at pleje setteren, er en af fordelene, at pelsen holder den varm, og den derfor er mindre følsom over for kulde og vand end fx den korthårede pointer.