Vildsvinet Sus scrofa er en hjemmehørende art i Danmark, men det blev udryddet i 1800- tallet. Siden har der været flere eksempler på, at individer er indvandret fra Tyskland. En egentlig bestand opstod dog først, da en undsluppen vildsvineso i 1993 blev mor til fem smågrise i Lindet Statsskovdistrikt. På foranledning af de lokale jægere blev der indgået en uformel aftale om at frede den lille flok, indtil man havde en reproduktionsdygtig bestand. I 1997 blev bestanden dog bortskudt på grund af frygt for, at et eventuelt udbrud af svinepest kunne sprede sig til tamsvin med store økonomiske tab til følge. Netop frygten for svinepest har været den altoverskyggende årsag til, at vildsvin ikke har fået lov at genindvandre. Der er i dag bortskydningspligt for vildsvin, som krydser grænsen fra Tyskland til Danmark, men i 2013 peger jægernes vildtudbyttelister på, at vildsvinet måske alligevel er på vej tilbage til landet.

Her lever vildsvinet

Vildsvinet findes i store dele af Europa, Asien, Afrika samt i Nord- og Sydamerika, Australien og New Zealand, hvor de dog ikke er hjemmehørende men er blevet introduceret. Vildsvin findes på mange forskellige habitater, men i Norden lever de hovedsagligt i løvskov på fugtig bund.

Blå farver er hvor vildsvinet er blevet introduceret og grøn er hvor vildsvinet naturligt hjemmehørende. Wikipedia, Ibid.

Vildsvinet tilhører svinefamilien (Suidae). Kroppen er kraftigt bygget og omkring 1 ½ m lang. De voksne dyr vejer 50-80 kg, men gamle orner kan veje endnu mere. Ornerne er også en del større end søerne og får kraftigere udviklede rodåbne hjørnetænder, der kan blive over 20 cm lange. Ornens tykke hud på skulder- og bryst danner et beskyttende panser under slagsmål med andre orner. Grisene fødes med vandret gul og brunstribet pels, som om efteråret udskiftes til en ensfarvet rødbrun pels. De voksne dyr har om sommeren en sparsom grålig pels, mens de om vinteren udvikler en næsten sort pels af lange stive børster og brunlig bunduld.

Pelsen på vildsvinet er næsten hel sort om vinteren. Foto vlod007, Flickr.

Livslængde

Vildsvin kan typisk leve 15-20 år, men gennemsnitslevealderen kan sagtens være langt lavere. I udlandet er bestandene af brun bjørn, los og ulv, som er vildsvinets naturlige fjender, små og opsplittede og har sandsynligvis ikke nogen afgørende betydning for antallet af vildsvin, herhjemme har vildsvinet ingen naturlige fjender ud over mennesket. Heller ikke de vildsvineunger, der tages af rævene, udgør noget stort antal. Derimod styres antallet af vildsvin af mængden af føde og specielt mængden af olden, som er vildsvins favoritføde.

Vildsvinets biologi

Vildsvin lever i mindre grupper kaldet rotter, og hver gruppe består af en eller flere søer og deres afkom. Når hannerne er 1 ½ år gamle, forlader de rotten, men ofte får de først mulighed for at parre sig, når de er 2-3 år gamle. Om efteråret finder vildsvinene sammen i større grupper, og parringen foregår omkring januar. Hvilke søer, der kommer i østrus, afhænger af deres kropsvægt. I gode år med rigelig føde bliver søerne kønsmodne allerede, når de er 10-12 måneder gamle, mens det kun er de ældre søer, der får unger i år med mere sparsom føde. Samtidig kan søerne udsætte deres østrus til perioder, hvor eksempelvis klima og fødetilgængelighed er mere passende og kan altså få unger hele året. Da populationsstørrelsen er så afhængig af fødegrundlaget, betyder det, at den kan variere voldsomt.

Også kuldstørrelsen kan variere meget, men gennemsnitligt føder vildsvinet seks til syv grise i april eller maj. Grisene bliver født i en foret fordybning i jorden ofte gemt væk i en tykning. Indtil de er 4-5 måneder gamle får grisene modermælk, men allerede efter et par uger begynder de selv at rode i jorden efter føde. Omkring 1/10 af vildsvinets føde er animalsk som eksempelvis larver og orme, men de spiser også ådsler, fugleunger og mindre pattedyr. Den øvrige føde er planteføde som svampe, bregner, blade, græsser, rødder, løg, frugter og vildsvinets favoritføde olden.

Grisene fødes med vandret gul og brunstribet pels, som om efteråret udskiftes til en ensfarvet rødbrun pels. Foto Gerard Eviston, Flickr.

Påvirkning af omgivelser

Vildsvin påvirker sine omgivelser på mange måder, når de bevæger sig rundt og søger efter føde. Føden finder de blandt andet ved at rode op i jorden, så de planter, der vokser på stedet, enten bliver forstyrrede eller ødelagte. De bare pletter jord koloniseres af mere konkurrencesvage planter, som langsomt forsvinder igen, når mere konkurrencestærke igen tager over. Det betyder, at vildsvinene med deres oprodning er med til at øge den biologiske mangfoldighed. Samtidig har man i Lille Vildmose oplevet, at bestanden af indhegnede vildsvin har en positiv effekt på sjældne og udryddelsestruede planter som for eksempel de fredede orkideer. Vildsvinene kan også have en positiv indflydelse på blandt andet bøgetræers selvforyngelse. Ved oprodningen graves olden dybere ned i jorden, hvor muligheden for rodfæstelse er større. Derudover kan vildsvinet være med til at sprede frø, som hæfter sig i pelsen og eksempelvis gnubbes af i et mudderhul eller op ad et træ.

Vildsvinet finder bl.a. føde ved at rode op i jordbunden, hvilket kan medfører betydelige markskader. Flickr.

Markskader

Vildsvinene nøjes ikke med at rode i skovbunden. De søger gerne ud på de nærliggende marker og æder afgrøder eller roder i jorden efter rødder, nedpløjede kartofler eller andet. Tætheden af vildsvin er tilsyneladende uden betydning for omfanget af skader. I stedet afhænger omfanget blandt andet af alderssammensætningen, mængden af olden og gruppernes størrelse.

De ældre dyr forårsager færre markskader, fordi de er mere forsigtige. De holder sig dækket af vegetationen i skoven længst muligt, før de vælger den korteste udækkede vej til fødekilden på marken. Unge dyr vælger i stedet den korteste vej, som kan være tværs over en anden mark med store nedtrampningsskader til følge. Nedlægges førersoen fremfor yngre dyr under jagt, kan det derfor forøge omfanget af markskader.

Mængden af olden det pågældende år har også betydning. Jo flere olden i skoven des færre afgrøder æder vildsvinene. Mængden af markskader kan dog godt stige i gode oldenår, hvor der er en tendens til, at vildsvinene æder flere rødder og animalsk føde og er kilde til markskader, når de roder op i jorden for at få fat i denne type føde.

Antallet af grupper har indflydelse på omfanget af markskader uanset gruppernes størrelse, fordi grupperne ikke vil deles om de attraktive fødesteder. Hvis antallet af attraktive fødesteder på markerne er begrænset, må en del af grupperne søge føde andetsteds. Er antallet af attraktive fødesteder derimod begrænset i skoven, søger vildsvinene typisk ud på markerne med flere markskader til følge. Det kan derfor have betydning, om man vælger at fodre vildsvinene i skoven, samt hvor mange steder de fodres i forhold til antallet af grupper. Der er dog mange faktorer, der spiller ind, og nogle steder har man ligefrem set en forhøjelse af nedtrampningsskader som følge af vildsvinenes vandring til fodringspladserne.

Spor efter vildsvin.

Jagt

Når vildsvinene fodres og dermed får rigelig føde, får de også flere unger, hvilket kan forbedre jagtmulighederne. Hvis jægere og jordbrugere samt jægere imellem har et godt samarbejde, kan jagt blive en effektiv del af vildsvine forvaltningen. Ved at jage yngre dyr kan jægerne være med til at nedbringe mængden af markskader. I dag er det ikke muligt for danske landmænd at få kompensation for marker ødelagt af vildsvin, men hvis der er en bestand af vildsvin i et landbrugsområde, kan jagtlejeindtægterne sagtens opveje de økonomiske tab, som landmanden oplever som følge af markskader. Landmandens spildte arbejdsindsats er naturligvis umulig at erstatte, men skaderne kan minimeres med den rigtige kombination af fodring, jagt og andre afværgeforanstaltninger som eksempelvis mobile hegn. I Danmark bliver denne form for samarbejde dog først aktuelt den dag, man tillader vildsvinene at etablere sig i landet igen.

Vildsvin betragtes nogle steder som farlige og aggressive, men de farlige situationer opstår normalt først, når en so med unger føler sig truet, eller hvis et dyr bliver anskudt. Jægere og deres jagthunde er derfor de mest udsatte, hvorimod risikoen for andre mennesker, der færdes i skoven, sandsynligvis er minimal.

Jagttid og regulering

Vildsvin må reguleres hele året i henhold til bekendtgørelsen om vildskader og samtidig er der almindelig jagttid på vildsvin. Årsagen til dette, er at vildsvin i dyrehaver ikke er omfattet af reglerne i bekendtgørelsen om vildtskader men om den tidsbegrænsede jagttid. I den fri natur må vildsvinene skyde hele året.

• Jagttid: Orne, 1. september-31. januar
• Jagttid: So/grise, 1. oktober-31. januar.