Den 17/11 2010.

Jeg vågnede kl 4 om morgenen, og kunne ikke falde i søvn igen… der var ligesom noget der “trak” i mig, jeg stod ud af sengen for at finde ud af hvad der dog var “galt”… selv min Jack-Russel terrier “dansede” rundt på gulvet, så han kunne også mærke at det ikke var et tidligt besøg på “det lille hus” jeg var stået op for… langsomt, men sikkert gik det op for mig at jeg da skulle ned på jagten og nyde stilheden, naturen og efter en tid med “fart” på og måske en anelse stress, bare koble helt af… kunne det give en god jagt-oplevelse og lidt til fryseren ville det jo bare være en ekstra bonus…

20 minutter efter var bilen pakket, og kl 5.30 var jeg ved jagt-hytten. Jeg havde god tid da solen først stod op kl. 7.48 så der var tid til at gå og hygge, og efter kaffen var sat over, forbarmede jeg mig over “den stakkels hund” som bare ville ud på gårdspladsen og pleje sine interesser, som lige her bestod i at søge mus og rotter, hvad der næsten altid gav gevinst… Så jeg tog et gas-blus med derud og imens jeg fik lavet en gang biksemad (som smager skønt om morgenen når man skal på jagt) fes han rundt og ordnede sit… det blev til en rotte af de store, jeg troede “næsten” at bæverne havde spredt sig til det sydlige sjælland… Han gloede lidt tvivlsomt på mig da jeg sagde “slip” uden at have hånden fremme, som om han tænkte “nu har vi trænet det her i over ti år, og så har du glemt at du skal ha’ den afleveret i hånden” men jeg syntes ligesom at biksemad og en død rotte i hånden ikke rigtigt passede sammen, han lagde den lidt modvilligt og jeg er ret sikker på at han rystede lidt opgivende på hovedet, da han løb ud for at se om der skulle være flere… Han “tilgav” mig dog hurtigt, og kom som altid hen og lagde sig ved siden af mig, da jeg var færdig med at spise, nu var det jo hans tur til at få morgenmad, så han kom i hunde-gården og fik sit sædvanlige fodder med en håndfuld råvildt-lever i tern oveni… det var en lykkelig hund jeg “efterlod” da jeg kørte imod skoven.

Da jeg kom frem var der stadigvæk lidt tid til solopgang, så jeg fik en kop kaffe og en smøg i bilen med nedrullede vinduer så jeg rigtigt kunne nyde at høre hvordan alt var ved at vågne… Så var det tid, og jeg listede de ca 100 meter til skoven, og da den på denne side danner skel for vores jagt, kunne jeg først lade riflen da jeg var inde, jeg gjorde det i  slow-motion for at larme mindst muligt, men lige da låsen lukkedes sprang en rå med to lam op blot 15 meter fra mig, vinden var sådan at jeg kun kunne gå ind herfra og selvom jeg vidste at den slags kunne ske, var der en lille ærgerlig fornemmelse i maven… jeg ventede i et par minutter, hvor jeg fik overbevist mig selv om at det havde været alt for hurtigt overstået hvis jeg havde skudt et lam næsten inden jagten var begyndt, så med godt humør pürschede imod den stige jeg havde sat mig for at sidde i idag.

Fremme ved stigen var der intet set eller hørt på vejen, og jeg fik sat mig på plads, sat riflen så den var klar, tasken med madpakke, kaffe osv. hængt så alt kunne nås uden for mange unødige bevægelser, håndkikkerten klar og i det hele taget var alt efter et par minutter, bare så strategisk klargjort at jeg kunne ha’ taget hver en ting med bind for øjnene… Roen kunne nu nydes fuldt ud, ikke en vind rørte sig nu og jeg hørte kun en tam-hane gale langt langt borte, jeg lukkede øjnene overbevist om at hvis et rådyr kom inden for skudhold ville jeg høre det. Pludseligt var der blade i skovbunden ikke langt fra mig der knasede og bragede… jeg bandede min overdrevne selvtillid til min hørelse ad h……. til, åbnede langsomt øjnene, og efter fem sekunder var lyden der igen, jeg drejede blikket og der ti meter fra stigen, “tøffede” en skovsneppe rundt og fandt sin morgenmad, jeg havde aldrig set dem på jorden før… mange gange i luften hvor de jo nærmest er som  F-16 fly, men nede i skovbunden lignede den jo mest af alt, en gammel pensioneret fisker, der med hænderne i lommen traver ned langs havnen og smiler lidt i skægget af de unges manglene erfaring, efter et kvarters tid var den ude af syne, og de næste par timer var underholdningen en flok dompap, to harer og en hermelin som virkeligt viste sin fart, da den efter hvad jeg tror var på muse-jagt, desværre så jeg ikke at den fangede noget, men alligevel en sjov oplevelse…

Ca. kl. 13 skrev en af kammeraterne at han også var ankommet, og at han ville gå ind til et tårn i skoven ca. 400 meter fra mig, og det var jo hyggeligt, for selvom riffeljagt for mig er noget med at være “alene” i naturen, er det jo ikke dumt at ha’ en kammerat at dele oplevelserne med bagefter… jeg drejede mig lidt imod højre, da det var den vej fra han ville gå ind og evt. stødt vildt ville komme fra den retning… et øjeblik efter kom et rådyr med fuld fart ca. 80 meter ude, men pga. farten og at den var dækket af vegetationen, var der ingen plan i at prøve at stoppe den med et “BØV” ( jeg kan ikke pifte) men da den var kommet ca. 60 meter ud til venstre for mig, og stadigvæk 80 meter ude, stoppede den og sikrede, jeg kunne kun se hoved og hals, men det var nok til at hjertet begyndte at hamre for alvor…

Jeg er ikke trofæ-jæger i den forstand at jeg vil have den største, og jeg havde håbet på måske at få et lam, men nu stod der en buk, i november, med opsats og kort og kraftig hals, også med vinterpelsen taget i betragtning, en buk der klart kunne skydes hvis han kom bedre for… Der gik et lille minut, og så begyndte han stille og roligt at gå ned mod hvor jeg sad, stadigvæk de der ca. 60 meter til venstre for mig, han gik langsomt bag nogle unge bøge der stod meget tæt og jeg kunne hele tiden se ører og opsats.. for hver ti meter stoppede han og sikrede med hovedet helt oppe… Jeg udså mig et sted helt til venstre for mig, hvor der var et hul i bevoksningen på et par meter, og hvis han fortsatte sin retning, ville det være lige der jeg kunne komme til skud… bøgene sluttede ved en gammel tyk eg lige før “hullet” og selvom de måske 70 meter langs bøgene føltes som en time, var tiden bag egen dobbelt så lang… så trådte han frem… rent side-skud… jeg “BØVEDE”… han sikrede… skuddet gik og han slog nærmest en sidelæns kolbøtte, jeg repeterede og følte at noget var galt… det var ikke et skudtegn jeg har læst om, og med kun tre bukke før har jeg heller ikke set det før… han var bag egen før jeg kunne nå at gøre noget, og da han kom ud bag bøgene igen kunne jeg se ører opsats og nu også en krum ryg… WAID-skud røg ind i hovedet på mig… og trods han var dækket af bøgene, sjussede jeg mig frem til hvor bladet måtte være og skød igen… han forsvandt bag bøgene… og imens jeg rystede som en gal… kom en sms fra kammeraten der ville vide hvad der var sket, jeg skrev tilbage og forklarede det hele, og at jeg ville vente en halv time og så gå ned til skudsteddet… Det var en meget lang halv time, hvor jeg gennemgik alt det man har lært om hvad man skal huske ved en anskydning… En halv time senere, nede af stigen ladede jeg riflen igen og gik til første skud-sted… her var tydelige tegn på at han var væltet, men ingen schweiss, jeg afmærkede stedet med et papir-lommetørklæde og gik så i samme retning som ham, bare ti meter ved siden af for ikke at ødelægge færten, min kammerat ringede for at høre til situationen, og imens jeg var ved at forklare at der nok skulle en schweiss-hund ud, fik jeg pludseligt øje på spejlet af den forendte buk imellem nogle bregner…

Total lettelse, han var gået ca 70 meter med et lunge/lever-skud han havde åbenbart stået lidt skråt i forhold til hvad jeg havde set, og i udgangs-hullet sad tarmene som en prop… derfor ingen schweiss… andet skud havde ramt højt på højre forløb, og gjorde jo nok en forskel på hvor langt han gik…

Jeg har skudt tre bukke før, som alle faldt i skuddet og blev der, men denne her lærte mig en del om hvad der kan ske, selvom man sætter en dræbene kugle,er det ikke sikkert at den sidder lige i   “bulls-eye”… min kammerat kom ned til mig, og vi skulle jo lige have en øl til at fejre med, efter noget tid og en masse billeder, gik kammeraten tilbage til “sit” tårn, og jeg gik igang med at brække bukken… netop som jeg var færdig, lød et skud ovre fra ham, og han ringede et øjeblik efter og fortalte at han havde skudt et lam… jeg fik pakket bukken i bilen i en fart, og kørte over til hvor han havde parkeret, ti minutter efter kom han ud med et flot lam, 13½ kg brækket… min buk vejede 19½ kg brækket… Vi tog i jagt-hytten og over et par oste-madder og en kop kaffe fik vi ordentligt snakket om alt hvad der var sket før vi tog hjem…

Hunden ville næsten ikke med, han havde fået et kæmpe kødben af nabo-konen, som han var blevet meget glad for, men da jeg startede bilen kom han farende som skudt ud af en kanon… et lille trick, så jeg var fri for at skulle bruge magt og “ondt” toneleje…

En kanon-dag som er værd at tænke tilbage på…