Register
A password will be e-mailed to you.

Bukkejagt i Sverige augustSvensk buk på langfart!

Sverige og jagten på den orange sommerbuk er fantastisk. Jeg har jagtet de svenske bukke i snart 25 år og har altid syntes, at de var en anelse mere orange end dem jeg ser her i Danmark. Størrelsen på dyrene er ofte større både i trofæ som krop.

Mange bukke er det blevet til men aldrig har jeg fået muligheden for den helt store svenske augustbuk på trods af mange, ja faktisk rigtig mange timer, i de svenske skove. Det er nu ikke fordi disse store attråværdige bukke ikke findes på de revirer, jeg har og har haft adgang til. Nej, heldet og evnerne har bare ikke slået til i det svenske.

Reviret

På det revir jeg har haft de sidste 8-9 år er det blevet til en 8-10 bukke nedlagt af gæster og mig selv. Det skal her siges, at reviret er på små 450 hektar så der er absolut ikke drevet rovdrift på dyrene. Ræve har jeg altid haft held med at reducere i antal for ikke at nævne det utal af råer og mindre bukke der smånippende af urter har trippet rundt foran mig på pürch og anstand i snart hver krog af de store skove, hvor jeg kun har nydt synet og oplevelsen. Hvor er de store bukke som jeg har hørt om, er kommet for på elgjagten og har vist sig i flere timer ved tårnene, hvor svenskerne der driver elgjagten har smågrinet over at jeg – jeg ikke kan finde dem? De har ligefrem truet med at nedlægge en sådan svensk moppedreng, bare for at vise mig, at de altså findes i skoven. Det er dog kun blevet til truslen!

I specielt en skovpart, har jeg i alle årene, set mange fine unge seksendere med fint potentiale. Disse bukke er bare aldrig blevet på reviret eller også har jeg ikke set dem. Der er dog én buk i denne part, som jeg har set gennem de sidste fire år. En buk der er stor af krop og med pæn høj slank opsats med en fortykkelse ved den ene rosenkrans.

Bukken fra 2009

Bukken som han så ud i 2009

Jeg har set ham jage med bukke gennem lysningerne, set ham følge råer tæt og har mange gange haft lyst til at nedlægge ham, men er altid kommet fra det.

Premieredagen

Vi er nu til bukkepremieren august 2011. Jeg har taget min kammerat Mikkel med ,som siden hans 16.-17. leveår har været med på jagt mange gange og nedlagt både bukke, ræve og meget andet vildt i vores selskab. Det er første gang Mikkel er på reviret og vi skal ud og se, hvad der er af muligheder inden jagten går ind i morgen. Jeg fortæller den ene beretning efter den anden om mulighederne og hvor der er godt at sidde. På en eng i den regnvåde kløver ,ser jeg en buk sidde. Vi lister os ind på den og kan se, at den kun har en stang. Pudsig buk og jeg kan netop fortælle, at der faktisk er skudt en tilsvarende flere år tidligere.

Så går det løs

Vækkeuret ringer tidligt og vi er klar. Mikkel vil gerne ud og sidde ved den store kløvermark, da mulighederne er gode for buk her. Marken ligger mellem skovene og der er ofte råvildt og elge ude her om morgenen. Ræven lægger også ofte sin vej forbi og kunne en sådan nedlægges, vil det kun være et plus. Selv sætter jeg mig ved en større rydning små 500 meter væk.Jeg ser ingen dyr og da jeg henter Mikkel ved 9-tiden, har den abnorme buk været ude på engen lige siden solopgang – ja, rent faktisk sidder han jo ude i kløveren, kan jeg se her fra vejen.

Da jagtfeberen raser i os begge, er vi efter en lille lur ude på reviret igen. Mikkel prøver en lille lysning inde i skoven og jeg vil forsøge at pürche mig gennem skoven mod en tårn langt ude i en lysning. Genem skoven går det med langsomme skridt og en konstant afsøgen af området foran mig. Herinde i skoven kan en buk dukke op på ganske kort afstand og man skal være klar. Her gælder det ”Den der bliver set først taber”. Man kan dog sige, at skulle jægeren tabe, så er han da i det mindste i live – det er bukken ikke.

Buk!

Gennem skoven går det. Skovbunden er fugtigt og lugten er som den er bedst – lugten af svensk skov mens jeg træder på mosset. Stille og forsigtigt – spejde – vente –spejde. Jeg føler hele tiden at en kæmpestor svensk skovbuk vil give sig til kende med dybe bøv og forsvinde ud i horisonten og ikke komme tilbage dette år. Jeg sætter mig ved en stor gran og spejder mellem stammerne. Mit åndedræt galoperer – lige der kommer den svenske buk. Orange og med en kæmpe opsats der glimter af fugt. Kikkerten op mens han langsomt bevæger sig gennem skoven og nipper til urter og svampe. Min fantasi spillede mig et puds eller også var det bare opsatsens stænger der i sekundet så store og kraftige ud. Bukken er en god fin seksender og han er på vej ud mod lysningen, jeg har som mål. Jeg bliver siddende og lader bukken gå helt ud i lysningen, før jeg forsigtigt rejser mig og som en skygge glider ind mellem stammerne og langsomt kommer frem til lysningen, hvor tårnet er placeret i kanten.

Oppe i tårnet afsøger jeg bregner, græs og nyplantning efter en opsats. Endelig finder jeg bukken stående og esse, mens han virrer med hovedet. Jeg får taget en række fotos med telelinsen. Riflen kommer i anslag – sikringen forhindrer ikke længere, at aftrækker kan påvirkes og med et let tryk kan bukkes opsats erhverves. Tanker om, at denne buk er en større oplevelse for Mikkel får mig til at tage mobilen og ringe. ”Jeg har en stor seksender foran mig – noget for dig” Dette skulle ikke siges to gange og gennem de næste 10-15 minutter guider jeg Mikkel gennem ukendt skov og eng. Jeg ser ham komme kravlende med riffel og et forventningsfuldt blik fra mørket inde under granerne. Han kommer op i tårnet og vi venter – endelig kommer bukken til syne. Fra min position synes bukken at stå perfekt og jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke skydes. En flygtig vind i lysningen gør bukken urolig og som en skygge er han væk – vi nåede det ikke.

Solen går ned

Det er blevet aften og vi fordeler os igen. Jeg vil gå ud til en post vi kalder ”længst borte”. Vejen ud til dette tårn er gennem skove – over bække og ned langs gamle stengærder og gennem mere skov. En lang tur der faktisk aldrig tidligere har kastet buk af sig. Det er et sted jeg tror på. Her må den store gamle skovbuk holde til. Jeg har set store bukke som jeg efterfølgende har ærgret mig over jeg ikke skød – bukke som sikkert har været i medaljeklasse med lange sprosser og god højde – synes bare de manglede lidt i drøjde.

Solen er allerede på vej ned og mørket sænker sig langsomt i lysningen. En bevægelse i de selvsående birke fortæller, at et rådyr går her. Med kikkerten kan jeg se, at det er en rå.

Rå 2011

Råen der langsomt kom frem fra birkene

Jeg afsøger mørket under træerne og ved, at råvildtet ofte kommer her inde fra. En bevægelse mellem stammerne afslører endnu et dyr. Med kikkerten kan se, at det er et stort dyr og det er en buk. Bukken har høje stænger og da han forlader de trygge graner og kommer ud i lysningen, beslutter jeg mig – beslutter mig for at skyde bukken. Bukken har øje for råen og med store spring går det over lysningen. Han stopper små 60 meter fra tårnet med siden til – riflen er i anslag og trådkorset hviler på bladet mens jeg presser aftrækkeren. Mekanikken virker og bukken springer frem og er væk.

Jeg sidder lige et øjeblik og puster ud. Råen går stadigvæk som intet er hændt. Dejlig ubekymret om, at en bejler netop nu ligger forendt mellem hindbær og birk.

Jeg kan ikke finde bukken. Har jeg skudt forbi – mange tanker farer igennem. Stod han ikke lige der – jo, her ligger han. En stor flot svensk skovbuk. En ulige otteender, der er stor af krop og med pæn høj slank opsats med en fortykkelse ved den ene rosenkrans. Hvad lavede han dog her små 2 kilometer fra det område, jeg troede var hans. På frierfødder eller ude på ballade? Vi får aldrig svaret.

Først nu går det op for mig hvilken dumhed jeg har begået. Bukken som er kæmpe af krop skal med tilbage. Et øjeblik overvejer jeg at efterlade ham ophængt i lysningen og hente ham de tidlige morgentimer. Nej, det går nok ikke. Jeg finder en sele i min jagttaske og afsted går det. Jeg er flere gange ved at vælte over trærødder og sten mens mørket får overtaget . Jeg når endelig frem til bilen og kan hente Mikkel som har set lidt råer og elg. Mikkel synes bukken er stor og flot og det er vi egentlige enige om.

Erkendelsen

Morgenen gav ikke nogen bukke og det var tid til at tage lidt fotos af bukken inden forlægningen. Vi ser billederne igennem af vildt og natur, der er fotograferet under gårdagens jagt. Billeder af elgetyre, råer og egern.

Elgtyr i Sverige

Denne elgtyr stod i disen netop som jeg havde parkeret

Vi studerer billederne af bukken der snød os og bukken jeg har nedlagt. Vi kigger begge på hinanden og ser ligheden. Det kan ikke passe – det kan ikke være samme buk. Det var jo ikke mere end tre timer siden og over 2 kilometer væk han forsvandt fra lysningen vi sad i??? Men det var det. Det VAR samme buk.

Bukken

Bukken på det obligatoriske trofæfoto

Den blev senere opmålt til små 102 CiC points.

Mikkel nedlagede i øvrigt en ræv og den abnorme buk dagen efter.

Trofæbillede af bukken

Den abnorme buk nedlagt mit i dens revir

Jeg fik set en stor buk – en meget stor buk jeg ikke fik skud til – så de findes altså – de der store svenske skovbukke og der er kun godt og vel én måned til.

KNÆK & BRÆK

One Response

  1. Arne Kjeldsen

    God fortælling og flotte billeder, som leder mine tanker flere år tilbage, hvor vi var en gruppe jægere der havde tradition for at tage på bukkejagt i Sverige.

    Jeg vil give dig ret i, at de svenske bukke virker større kropsmæssigt.

    Det er flot af dig, at undlade at skude bukken i skoven og i stedet få din yngre jagtkammerat frem til skudhold. Det er præcis hvad jagt handler om, overskud og respekt for vildtet til at kunne sige fra og lade nadre komme til. I perioden mens du guidede ham frem, kunne du sikkert have afgivet skud op til flere gange. En skam det ikke lykkes at han fik den, men det er nu også en god historie i sig selv.

    I hvert fald en god jordnær beretning.

    Knæk og bræk fra Arne 

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.