Jeg er så privilegeret at have muligheden for at se krondyr på min jagt. De store flotte dyr imponerer hver gang, også selvom jeg oftest ser dem på afstande, som ikke er forsvarlige at skyde på. Sidste sæson brugte jeg uendeligt mange timer i skydestiger, tårne og på pürsch, men havde kun en enkelt hind indenfor rimelig skudafstand. Den var løbende, uden ordentlig kuglefang og sidst men ikke mindst så var der ikke jagttid på kronhind hele sidste sæson.

Denne sæson var jagttiden udvidet fra 14 dage til 2 måneder og kronhinden var med på programmet fra d. 16/11, så nu var alle muligheder åbne. Lykkeligvis var d. 16/11 også datoen for min første efterårsjagt. Selvom solen først stod op kl. 0803 startede dagen allerede meget tidligere for mit vedkommende. Jeg havde besluttet en vovet taktik. Nemlig at liste mig frem til skydetårnet i mørke og håbe at jeg ikke stødte nogen dyr undervejs. Som en lille sidebemærkning kan det nævnes at jeg i sommers bad min far flytte skydetårnet, hvor jeg sidste sæson havde siddet adskillige timer uden at se noget som helst, inden de tilsåede marken. Grundet travlhed var det ikke sket og nu var det for sent, men jeg vurderede alligevel at tårnet var min bedste chance. Som sagt så gjort, og fremme ved nærmeste vej parkerede jeg bilen, iførte mig det varme tøj, lukkede bildøren næsten lydløst og begav mig mod skydetårnet. Vindens retning var perfekt og dens susens i trækronerne dæmpede lyden af mine skridt. Fremme i tårnet uden brug af lys satte jeg mig til rette og konstaterede, at det med vindens styrke ville blive en kold dag, hvis jeg skulle sidde der i de ca. 9 timer der var til solnedgang. Hætten blev trukket godt op om ørene og tæppet rullet rundt om benene. Vejret var trist og overskyet, men humøret var højt. Jeg var på krondyrjagt!

Solen stod op kl. 0803. Nu var jeg klar! Helt klar! Ca. 10min senere hørt jeg noget i skoven bag mig. Grene knækkede. Det var tungt, det som knækkede grenene, og det var lige bag mig. Jeg var ikke i tvivl. Der var et krondyr lige bag mig. Nu gjaldt det om at sidde musestille og bare vente på at krondyret forhåbentlig gik ud foran skydetårnet. Jeg holdt mit åndedræt og ventede. Jeg forsøgte desperat at kigge bagud med øjnene uden at bevæge hovedet, men hætten dækkede. Der! Til højre for mig ca. 100m ude på marken luntede to krondyr intetanende ind foran skydetårnet. Jeg glemte alt om det mulige krondyr bag mig. Det var nu. Jeg fik riflen i anslag og sat mig i en god skydestilling. Riflen blev afsikret og hurtigt konstaterede jeg, at det forreste dyr var en spidshjort. Dyret bag var uden noget på hovedet og derfor det mindst interessante dyr. Jeg placerede trådkorset på spidshjorten og fulgte den nogle meter, mens jeg overvejede om jeg skulle afgive et skud, mens den var i fart. Jeg besluttede at forsøge med et højt: ”BAAHHH!”, hvilket gjorde at begge dyr straks standsede og kiggede i min retning. Skudt gik. Spidshjorten tegnede som jeg ønskede. Begge dyr fortsatte i samme retning som de oprindeligt var på vej i, men spidshjorten løb i slowmotion. Jo, jeg var ikke i tvivl. Den var ramt dødelig. Men da jeg har læst at krondyr snildt kan gå 100m med en perfekt kugle blev jeg en smule nervøs, da der ikke var langt til naboskel. Ca. 15m før skellet stoppede spidshjorten op og jeg overvejede om den skulle have endnu et skud, som med sikkerhed ville sende den til jorden. Den begyndte at gå baglæns. Nu var jeg sikker. Der var ikke brug for at fangstskud. Den forendte ca. 50m fra skudsstedet og jeg havde fulgt den hele vejen i sigtekikkerten. Der lå kronhjorten. Min kronhjort. Skudt med et perfekt lungeskud. Og den var helt sikkert ventetiden værd.