På tredje år, er jeg medlem af et svensk jagtlag, der har jagt på Søderåsen. Vi jager mest dåvildt, som der er en del af i området.
Det første år jeg var med, skød jeg en spidshjort ret kort tid efter sæsonens start. Det var en kæmpe oplevelse, da det var min første dåhjort og fordi jeg var ny på jagten. Siden har jeg ofte haft dyr tæt på, men enten har der været fredning af hinder eller af hjorte og det har altid været de forkerte, der var tæt på. Så nu på tredje år, var det stadig ikke blevet til mere end spidshjorten.

D. 13.9.2014 var vi af sted igen. Vi havde besluttet at blive i terrænet til solen gik ned, for det er ofte på det tidspunkt, at dyrene kommer frem. Men denne aften var det øsregnvejr og hård blæst. Jeg sad i et ret lille tårn, hvor regn og vind stod lige ind i hovedet på mig. Koldt! På en mark til venstre for mig, gik der to nordbagger og græssede. Jeg havde flere gange været tæt på, at kigge på dem gennem sigtekikkerten i den tro, at det var hjorte. Riflen havde jeg stillet om bag mig, for at beskytte den mod regnen, og troede helt sikkert ikke, at det blev til noget den aften.

Pludselig ser jeg et mørkt dyr komme på min venstre side. De to spidser på hovedet af den lyste helt op, og lod ingen tvivl være om, hvad det var for en. Men den gik lige i skellet indtil marken med nordbaggerne og der var halv høje buske der nemt kunne skjule en mindre hest. Jeg kunne ikke skyde, mens den gik der. Længere henne langs skellet var der et åbent stykke hvor jeg kunne se hvad der var bagved. Hvis bare hjorten ville gå derhen så kunne jeg komme til at skyde…
Hjorten gik stille videre mens den nippede af græsset. Flere gange var den ved at springe over hegnet ind til hestene,men den gjorde det ikke. Det føltes som uendelig lang tid og 50 meter længere henne var åbningen og så stod den der. Jeg havde i mellemtiden fået fisket riflen frem og fik sendt kuglen af sted. Hjorten blev tydeligt ramt men løb ind i noget tæt buskads, hvor jeg ikke kunne se den. Straks meldte tvivlen sig, havde jeg nu ramt ordentlig eller hvad kunne der være sket? Jeg sms´ede lidt med vores jagtleder, og efter et kvarter gik jeg ned for at lede.

Det var nu ved at være ret mørkt men jeg fandt hurtigt hjorten. Den var løbet omkring 20 meter og lå fint forendt. Glad var jeg og helt forvirret. Fandt kamera frem og tog et par billeder, fandt kniven frem men sendte i stedet nogle sms´er til de andre. Endelig faldt jeg så meget til ro, at jeg kunne brække hjorten. Det er ikke nemt, når man kun er vant til råvildt, men det lykkedes så nogen lunde. Lige da jeg var færdig, kom min mand og tre af svenskerne og hjalp mig over til bilen med hjorten.

Det var virkelig en fantastisk aften i øsregnvejr.