Bukkesæsonen 2012 er min første som riffeljæger. Forud for dette har jeg haft 10 år som alm. jæger. Så i år var spændingen stor da den  16. maj nærmede sig. Mine forældre har en nedlagt ejendom i Vestjylland, med 15 ha skov som jeg har lov at boltre mig på. I de sidste år har min far og jeg brugt meget tid på at optimere jorden for vildtet. Bl.a. har vi sidste forår fået plantet 7 ha agerjord til med løvtræer efter et ekstensivt princip. Derudover har vi tyndet, sat fodertynder op, og lavet lysåbninger i den allerede etablerede skov i håb om igen at komme til at opleve et mere varieret dyreliv. Alt dette kommer selvfølgelig i høj grad råvildet som den historie skal handle om til gode.

Jeg havde været af sted 4 gange, da jeg den d. 30. maj drog af sted imod mit hjemmebyggede tårn i den allersydligste del af vores jord. Jeg var sent på den da jeg havde haft besøg af en kammerat der først lige skulle sendes hjem. Men da det var min sidste aften hjemme inden turen igen ville gå tilbage til min lejlighed i København, måtte jeg af sted en sidste gang.

Da jeg endelig, og helt lydløst nåede frem til tårnet var der kun en time til lukketid. På dette tidspunkt havde jeg ingen anelse om, at jeg på denne time ville jeg komme til at opleve mere end hvad jeg havde oplevet på samtlige mine fire foregående ture siden d. 16. Maj. Jeg fandt hurtigt min kikkert frem, og begyndte at spejde ned i en 3-4 årig, efterhånden tæt nyplantning. Her fik jeg hurtigt øje på en højgravid rå der meget besværet gik og essede. Den lignede en der kunne sætte lam hvert øjeblik. I næste øjeblik blev der uro i et ældre skovbryn ikke langt fra råen. Grene blev knækket, og med et var både mine og råens sanser 100 procent aktiverede. Hurtigt blev kikkerten rettet mod skovbrynet. Jeg troede ikke mine egne øjne, ”det er to dåhjorte tænkte jeg”, da jeg kunne se gevire i bast. Jeg havde hørt at der var set dådyr i området, så den tanke var den første der ramte mig. Men ved nærmere eftersyn kunne jeg se at jeg tog fejl. Det var større!

Jeg har kun én gang set kronvildt på disse kanter før, dengang en strejfende kalv, men nu var de der. Inde imellem nogle høje graner kunne jeg se to store hjorte, den ene endog rigtig stor. Det var allerede mindst en 12 ender. Det var ikke hvad jeg havde regnet med, og havde på dette tidspunkt glemt alt om bukkejagt. Her kunne jeg sagtens have overset en hvilken som helst sommerkåd buk springe rundt i græsset foran mig. Hjortene var i bevægelse, så de forsvandt hurtigt af syne. Jeg forsøgte desperat at få et glimt mere af de prægtige dyr gennem kikkerten. Men kunne nu hverken se eller hører dem igen. Det var som om de lige gav mig tid til at trække vejret, hvilket jeg havde forsømt de sidste tre minutter. For efter yderligere tre minutter var de igen på banen. Denne gang løbende ud over naboens smalle græsmark overfor tårnet, og denne gang med yderligere fem lidt mindre hjorte i hælene. Det var et helt vildt syn, syv store hjorte buldrende hen over græsset. Dette billede stod i skærende kontrast til synet af den meget gravide, og fredfyldte, rå jeg havde nydt synet af for bare ti minutter siden. Denne sprint tog ti sekunder, og strakt var stilheden genoprettet, og fuglefløjtende nåede atter frem til min bevidsthed.

Jeg var helt oppe at køre og turde ikke håbe på mere fra naturens side denne aften. Der var også kun ti minutter til solen gik ned, så jeg begyndte så småt indstille mig på at pakke sammen. Jeg kunne ikke vente med at komme hjem og berette min far om min oplevelse. Men med fem minutter igen hørt jeg pludselig støj bag min ryg. Jeg fik stille drejet mig på min stol i tårnet, og dér stod en (efter vores område) fin gaffelbuk og fejede det bedste den havde lært på en lille rønnebusk. Jeg havde to gange før haft den selvsamme buk på kornet. Begge gange måtte jeg opgive at skyde pga. feber, og fordi at den begge gange havde været meget aktiv, og ikke givet mig ro til at få styr på nerverne. Men denne gang var det som om at aftenens begivenheder havde hærdet mig, og havde opbrugt alt adrenalinen i min krop. I hvert fald var jeg helt rolig, og fik sendt et fint skud af sted. Bukken reagerede kraftigt, men løb ca. 50 meter inden den forsvandt i nogle mellemstore rødgraner. Jeg satte mig til at vente de obligatoriske 5-7,  meget lange minutter. Brugte dem på at ringe til far efter assistance til eftersøgning og hjemtransport, og til at tænke skuddet igennem igen og igen. ”Jo jeg havde ramt den hvor jeg skulle”, overbeviste jeg mig selv om. Eftersøgningen tog dog lige nøjagtigt lang tid nok til at jeg alligevel begyndte at svede over, om jeg nu også havde ramt den så godt som jeg først mente. Men des større var glæden da den efter 7 minutter kom til syne under et træ. Sten død!!

Bukken blev slæbt ned til traktoren, og så kunne den gamle massey ferguson tøffe tilbage til ejendommen gennem tusmørket. Bagpå stod en glad og lettet debutant og beundrede sin første buk! Foran sad en far, som nu vidste at han måtte vente til næste sæson med at få chancen for en buk. Men som han sagde da vi sad og delte to øl og to snaps til natmaden ”det betyder lige så meget for mig at du fik en god oplevelse”. Og jeg er ret sikker på at han mente det!

Dette var så min første bukkejagts historie. En aften jeg fremover vil tænke tilbage på, de aftener i tårnet, hvor der måske ikke sker så meget.