Registrer
Et kodeord vil blive e-mailet til dig.

BukkejagtD. 15/5 2008.

Min kammerat og jeg tog som sædvanligt afsted dagen før bukkejagten, og fremme ved hytten blev der tændt op i grillen og et par gode bøffer blev indtaget med hvad der dertil hører. Vi var på aften-holdet på premieredagen, men da kammeraten året før også havde lejet en jagt ikke langt derfra, mente han at vi jo kunne tage morgen-jagten der… det er jo ikke noget man siger nej til… Igennem efteråret og vinteren, havde jeg hjulpet ham med at plante træer langs åen, få renset vandhullet i remisen op, fodring osv… Et par vinterjagter med haglgeværet var det også blevet til, som havde givet en håndfuld fasaner, et par ænder, og en hare… I løbet af foråret plantede vi (også efter bondens ønske) videre, og stort set hver gang vi var dernede, så vi et spring råvildt på 8 dyr, deriblandt to bukke, en gaffel  og en ret pæn seksender… En dag vi sad ved åen og fik en velfortjent øl efter at have plantet graner det meste af formiddagen, kom seksenderen og en rå med to lam fra året før, gående på marken ca. 150 meter fra os, vi havde tidligere set alle 8 dyr gå i et brak-stykke på nabogrunden, nu valgte de 4 at sætte sig på marken lige ud for os, i kikkerterne nød vi synet, og selv når vi regnede basten fra, var vi enige om at det var en ret pæn opsats, så altså klart en buk der “var klar” til afskydning på sommerjagten.

Efter noget tid, spurgte jeg kammeraten om det var i orden at jeg prøvede at komme tættere på og om muligt få taget nogle billeder, og den var han med på… Da der fra åen og ud til dyrene bare var flad mark, måtte jeg helt ned på maven,og så “orme” mig frem…da jeg var ca. 60 meter fra dem tog jeg et par billeder, kravlede 20-25 meter mere og tog et til hvorefter kameraet sagde “BIB” og slukkede… ikke mere strøm… pokkers, for jeg var stadigvæk ikke blevet opdaget… Jeg lå og nød synet lidt, og pludseligt rejste alle 4 dyr sig i et sæt, det var ikke mig men noget ude til højre for mig de sikrede imod, jeg lå “SOM EN STEN” turde dårligt nok trække vejret… efter nogle sekunder kunne jeg ud ad øjenkrogen se at det var endnu en rå med to lam, der var på vej og hun var i “ondt” humør… hun strøg lige imod de 4 og jagede dem rundt på marken omkring mig, jeg lå bom-stille men var lidt nervøs for at blive “løbet over”, på et tidspunkt stod bukken kun 10 meter lige foran mig og gispede efter vejret, endnu engang POKKERS at kameraet var løbet tør for strøm… lige så pludseligt som det var startet, var det overstået og de to grupper forlod kamp-pladsen i hver sin retning, uden på noget tidspunkt at have opdaget at jeg lå der på marken midt i det hele.

Min kammerat var mindst lige så målløs som jeg, han havde fulgt det hele i kikkerten, og troede nærmest at bukken måtte have stået oven på mig… en VILD VILD oplevelse…. Vi kendte altså dyrene og deres vaner ret godt, da vi nu sad dagen før jagten gik ind og planlagde den første bukkejagt på hans nye revir, vi blev hurtigt enige om de to pladser vi skulle sætte os på, hvor dyrenes veksler passede, og frem for alt med godt kuglefang, en i kanten af remisen og en ved piletræerne ved åen, der ville blive ca 200 meter imellem os med åben mark og sikkerheden blev for god ordens skyld lige talt godt igennem, vi blev enige om at hjulsporet op igennem marken dannede skel for hvad vi hver især “måtte” give skud til, min kammerat ville gerne skåne gaffelbukken, og det passede mig fint, da han i mine øjne rent kød-mæssigt godt kunne gå et år mere… så trak vi lod om pladserne og jeg fik åen, som passede mig ganske godt.

Da vi gik til køjs, havde jeg meget svært ved at sove, men lidt søvn blev det vidst nok til. En halv time før solopgang sad vi på pladserne, et hurtigt vink til hinanden og så ellers fuldstændig ro… Da solen stod op kl 5.03 løb fire harer rundt på marken lige ud for mig, jeg tænkte at det var ca. nu at dyrene plejede at komme langs åen fra højre, drejede forsigtigt blikket, og DER… kom seksenderen, en rå og to smaldyr travene ligeså stille, essede lidt flygtigt engang imellem, men fulgtes hele tiden ad, lidt underligt efter årstiden syntes jeg, men det var nu ikke det jeg tænkte mest på, riflen var blevet listet til skulderen, men bukken gik spidst på, nu var de inde på 60 meter, kunne jeg gøre andet end at vente…??? 50 meter… feberen var svær at undertrykke… 40 meter… alle fire dyr stoppede op… vinden var perfekt, og jeg havde ikke rørt mig men det var som om de anede at noget var galt, efter hvad der føltes som timer, sprang de med fuld fart vinkelret ud fra åen, 30 meter ude slog de i en bue omkring og løb nu forbi mig i rent sideskud, jeg skulle ikke nyde noget af at prøve et skud i den fart og remisen med min kammerat var også bag dem, jeg fulgte med rundt med riffelpiben pegene i jorden, og da de var godt forbi røg den til skulderen igen… jeg “BØVEDE” og et dyr stoppede op og sikrede… bukken… en lille smule skråt, ca 70 meters afstand, så korset røg lige 5 cm tilbage og skuddet gik… han hev benene op under sig og røg til jorden, jeg repeterede imens jeg tænkte “TAP-SKUD” pokkers også… men jeg fik beroliget mig selv med at afgrøden kun stod i ca 30 cm. højde, og hvis han rejste sig igen ville både jeg og kammeraten kunne afgive skud igen, efter 5-10 minutters tid med riflen pegende på hvor han var gået ned, var jeg ret sikker på at skuddet havde siddet hvor det skulle, men glæden varede kun et øjeblik, først nu gik det op for mig at jeg havde skudt bukken ca. 20 meter forbi hjulsporet, og altså på min kammerats “område”, sikkerheden (som jo selvfølgeligt er det vigtigste af alt) og måske lidt bukkefeber, havde gjort at jeg fuldstændigt havde overset at skellet var passeret… skammen var ubeskrivelig, jeg var her som gæst, og havde “stjålet” kammeratens mulighed for en god buk på hans revir…

En halv time senere mødtes vi ca. hvor bukken var gået ned, selvfølgeligt med riflerne klar, jeg var noget brøde-betynget men min kammerat var et stort smil “der sparede du mig lige for en patron” var det første han sagde, han fortalte at han lige havde afsikret da bukken “forsvandt” og at han tydeligt havde set at det var en god blad-kugle, mit humør steg en smule, og imens vi begyndte at lede efter bukken fik jeg at vide at jeg blødte fra panden, kikkertsigtet havde “stanget mig een” lige imellem øjnene uden at jeg havde observeret det… vi fandt bukken, som var forendt i knaldet, kuglen havde siddet lige hvor den skulle, senere ved forlægningen opdagede jeg at rygsøjlen, lige over skudhullet, af ukendte årsager var brækket, måske et fragment… derfor tegnede den jo nok som ved et tap-skud…

Tilbage ved hytten kunne min kammerat nok mærke at mit humør efterhånden var så godt igen, at jeg kunne tåle lidt mobberi, og jægerne fra nabo-konsortiet (som “bor” i samme bygning som os) fik hele historien, så jeg fik som velfortjent en ordentlig omgang, på den “lune” og kammeratlige facon. Resten af aftenholdet kom, og jeg måtte modtage lidt flere verbale prygl (igen på den gode måde)… Godt op ad eftermiddagen gik vi ud, jeg havde fået en stige i skoven som slet ikke var dum, jeg havde været dernede nogle gange op til bukkejagten og der var masser af fejninger og skrab i området, jeg havde ikke set bukken men det virkede jo som en “herre” med selvtilliden i orden…

Det var en meget “død” aften, jeg så ikke så meget som en spurv, og havde derfor rigeligt tid til at tænke over morgenens begivenheder… En halv time før solnedgang var jeg ved at indstille mig på at jagten snart var ovre, da der pludseligt stod en buk ca. 80 meter ude til venstre for mig, op med riflen… en gaffel men en ordentlig “basse” der var ikke meget at betænke sig over, kuglen blev sluppet, og bukken sprang nærmest 2 meter op med sprællende ben, og jeg var helt sikker på at “den var hjemme”, men imens jeg repeterede kom han blæsende forbi stigen, op med riflen igen men før jeg nåede at få hold på ham var han væk… Nu var jeg flad… orkede simpelthen ikke flere fadæser… jeg måtte samle mig, det havde jo faktisk lignet en fin bladkugle, jeg røg en smøg før jeg gik til skud-stedet, og på vejen kiggede jeg håbefuldt efter schweiss, men intet synligt, heller ikke på skudsteddet… Det var med meget tunge hænder at jeg fandt mobilen frem og ringede efter en schweiss-hund… hvad var der dog gået galt…??? jeg træner flittigt på skydebanen, og sætter dem altid så hullerne kan dækkes med en kaffe-kop… Nåhh… det vigtigste var nu at gøre det rigtige… schweiss-hundeføreren ville først kunne være her oom 2-3 timer, og som han fortalte var det nok også et godt tidsrum til at lade bukken få ro til at sætte sig.

Kl 23 var han der, han havde en “elev” med, og en 8 år gammel labrador, som lyste af selvtillid, og ikke uden grund, straks på skudsteddet og uden jeg nåede at forklare meget om retning, hvorfra jeg havde skudt osv. var den på vej, og på en strækning af en lille km. fandt den fem steder en bloddråbe på størrelse med et knappenålshoved… Selvom det var en ærgerlig anledning, var det meget imponerende og facinerende at se så proffesionel en hund arbejde, vi endte ved et sårleje uden buk, der var hvad der svarer til en teskefuld schweiss i skovbunden, hunden kunne nu ikke mere finde et et ordentligt spor, og føreren undskyldte meget, det var tredje eftersøgning de havde været på idag, og selvfølgeligt var hunden træt, så undskyldninger var der bestemt ingen grund til, de ville komme tilbage næste morgen, så vi afmærkede stedet og så bare hjem i køjen…

Kl. 9 næste dag var de der igen, og vi startede med at tage til skudsteddet uden hund, efter lidt tid havde han fundet 4-5 hår og hurtigt fortalte han mig, at han mente at den nok havde fået et strejf-skud på bringen, alligevel blev hunden hentet og vi gik til sårlejet, den fulgte lidt forvirret et spor ca 100 meter… der er altid en del råvildt i skoven så det var fuldt forståeligt, der var ikke mere at gøre… efter det kæmpe-arbejde to mand og en hund havde gjort, havde jeg nærmest dårlig samvittighed over at de kun skulle have dækket kørselsomkostningerne, ikke engang en flaske rødvin ville de tage imod, men jeg fik da “tvunget” en kop kaffe i dem begge, og hunden skulle ikke overtales til at modtage en håndfuld godbidder…

På skydebanen fandt jeg dagen efter ud af at sigtet havde rykket sig, og på 100 meter ramte jeg nu 15-20 cm til venstre for målet, det må have været sammenstøddet med min pande der har gjort det, en ting jeg først kom til at tænke på bagefter. Med en riffel jeg nu igen stolede 100% på, gik jagten ind på at finde bukken, ikke så meget for at få ham skudt, det vigtigste for mig var at finde ud af at han ikke gik og led. Ti dage senere stod han der pludseligt, kun 50 meter fra tårnet jeg sad i, fuldstændigt spidst på, ligesom for at vise mig den streg jeg havde lavet på bringen af ham, han vendte kort efter 180 grader og gik stille og roligt væk, og med et smil løftede jeg på hatten og tog hjem… 7 dage senere blev han skudt af en kammerat, og det var med lidt blandede følelser at jeg sagde tillykke da han ringede og fortalte det, følte jo næsten at jeg kendte dyret…

Kammeraten jeg “stjal” bukken fra, skød en stor ulige seksender d. 16/5 på aftenjagten, og det var jeg jo rigtigt glad for, da det jo ligesom kunne skjule min fejl om morgenen lidt. Både den og min seksender vejede 19½ kg brækket, den jeg anskød vejede 21 kg brækket da den blev nedlagt.

En jagt hvor jeg på godt og ondt, blev en masse erfaringer rigere…

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.