Register
A password will be e-mailed to you.

Eventyret om to gange at mangle et træ

træEngang for længe, længe siden i et koldt og ukendt land … med høje træer, sne og ganske basale udfordringer

Engang for længe siden

– sådan starter de fleste gode eventyr

Og sådan startede mit også i sin tid. Mit eventyr har siden ændret form, men aldrig indhold. Hen ad vejen kom det til mere og mere at omhandle hund og hundearbejde, socialt netværk, motion og frisk luft, erfaring, undervisning af jagttegnskursister og drømmen om Sydafrika. Men det er en helt anden historie

Tilbage til dengang for længe, længe siden.

Jeg sad i bilen på vej til Rold Skov. Vi var 2 af sted, der var sne, tiden var knap, og vi måtte spørge om vej, men nåede frem i tide. Der var morgenmøde, kaffe og parole. Det var en HEL ny verden for mig, og jeg ville så nødig opføre mig uperfekt og uvidende eller anderledes

Endelig blev vi sent af sted og langt ind i skoven. Nyjægerjagt! Og jeg blev som eneste pige sat af på den yderste post. Og jeg stod der i lang tid i sneen – det var koldt og jeg frøs, og det blev kedeligt, og jeg skulle tisse. Jeg havde jo lært, at man ikke måtte forlade sin post, men min blufærdighed forbød mig altså bare at sætte mig. Jeg ville jo gerne være perfekt, og sneen ville jo smelte og blive farvet gul, og jeg mente også at have hørt, at rådyr fortrækker, hvis de får færden af mennesker, og jeg ville bestemt ikke være skyld i, at rådyrene bevægede sig væk fra stedet.  Siden denne dag, har jeg tænkt, at det må være en del lettere at være mand og være på jagt

Jeg begyndte langsomt at bevæge mig sidelæns ud fra skyttekæden med et lille skridt af gangen. Langsomt og stille kom jeg henover et åbent terræn og hen til en busk, fik geværet åbnet og jakken af, og resten er ganske uinteressant. Men på tilbagevejen hen til min plads og henover det åbne terræn, skete det

Jeg måtte pludselig stoppe op, fordi jeg fornemmede noget, jeg ikke vidste, hvad var. Selvom jeg havde tykke sokker og jagtstøvler på, kunne jeg mærke, at jorden sitrede. Jeg stod stille og nåede at tænke, at jeg måtte hen bag et træ, men det kunne jeg ikke nå, for der var for langt. Jeg kunne huske, at jeg havde hørt, at disse dyr ikke altid stopper op eller når at løbe udenom. Tiden stod helt stille, men alt andet foregik  meget hurtigt. Jeg stod i sneen, midt i ingenting og tænkte, om denne min første jagt, mon også blev min sidste. Nu sitrede jorden ikke mere, nu gyngede den under mig, selvom den var frossen, og jeg gyngede med. 2 buldrende og meget store krondyr løb på den ene side af mig og 1 på den anden … 2 hinder og en hjort. Jeg kunne MÆRKE dem, jeg kunne SE dem og LUGTE dem. I et splitsekund følte jeg mig ét med disse prægtige dyr … i ét med dem, men samtidig så ufattelig lille, skrøbelig og meget ydmyg

De fleste gode eventyr slutter med ordene ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende”.
Heldigvis blev denne, min allerførste jagt slet ikke min sidste. Tror måske jeg i denne oplevelse mærkede jægerens fornemste følelser ”At være ét med naturen, men også ufattelig lille, skrøbelig og meget ydmyg”

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.