D. 25 oktober 2013 vil jeg aldrig nogensinde glemme.

Jeg var blevet inviteret på kronvildtjagt i Vestjylland af en meget venlig jæger. Forventningerne op til havde været meget store. Da jeg selv er fra Sjælland, er jagten på kronvildt ikke noget jeg er vant til. Derfor var det svært ikke at smile, da jeg blev sat ind i hvad min fredag morgen skulle byde på. En ting var sikkert, hvis et stykke kronvildt skulle slå vejen forbi min stige, vidste jeg godt hvad jeg skulle gøre.

Jeg sad på plads i stigen i god tid. Vejret var fantastisk, og jeg kunne nyde en smuk solopgang. Yderligere blev morgens krydderi tre kronhinder der luskede forbi min stige, men de kunne åbenbart klokken, de kom nemlig en halv time for tidligt. Dette fik mine forventninger til at stige til vejrs. Men efter 3 timer fik jeg en lovende besked på mobilen. Min vært mente at jeg skulle op sidde i et tårn, der var placeret nær en kæmpe majsmark. Dette lyder måske ikke som opskriften på en vellykket jagt, men denne mark var ved at blive høstet, og dette sætter gang i kronvildtet.

Klokken 11 sad jeg i tårnet. Der var ikke den store aktivitet udover lidt råvildt, men dem var jeg ikke ude efter. Efter lidt tid så jeg 3 hinder og en hjort krydse naboens mark. De var ude på omkring 600m., men det var utrolig spændende, at se en kronhjort for første gang. Den havde en meget majestætisk gang. Stilhed. Jeg sad og nød det gode vejr, og drømte om store kronhjorte, da jeg kunne se noget i min øjenkrog… En kronhjort!

Jeg fik lydløst vendt mig om. Hjorten stod ved et levende hegn ude på omkring 100m. Anlægget var perfekt, og jeg lod skuddet gå. Jeg kunne tydeligt høre anslaget da kuglen ramte hjorten. Den var helt sikkert ramt! Hjorten løb tværs over marken og forsvandt ind i skoven. Nu kom feberen. Jeg begyndte at ryste, og mit hjerte gik amok. Tanken om at have anskudt hjorten var hæslig. Men vent, havde hjorten ikke ændret fart, og nærmest skælvet inden den forsvandt ind i skoven. Det fik mig til at falde til ro.

Jeg ringede til min vært og fortalte ham hvad der var sket. Han var mindst lige så glad som mig. Vi gik ud til skudstedet og der var schweiss, men ikke så meget som vi havde forventet. Vi blev enige om at give hjorten et par timer, og få en schweisshund på sporet. To timer senere sad jeg i tårnet igen. Der var placeret jægere strategiske steder rundt om skoven, hvis hjorten skulle rejse sig.

Efter ca. 5 minutter kunne jeg se schweisshundeføreren vinke til mig. Det kunne kun betyde en ting – hjorten var fundet! Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Foran mig lå en ulige 12-ender. Kuglen sad perfekt og mit smil blev endnu bredere. Resten af dagen har jeg svært ved at huske. Det var i hvert fald noget med blod i ansigtet, og et shot whiskey for hver sprods.

Riffel: Schultz & Larsen Victory
Kaliber: .308W
Ammo: RWS DK 10,7 gram