Det sker ikke igen..

Efter den første nærkontakt med løver, blev vi forvisset om at det aldrig var sket før og at det ikke ville ske igen…..
Tre jægere på bøffeljagt i Zimbabwe….udsat for angreb fra alle sider.

Rejsen til Zimbabwe og Victoria Falls

Vi landede i Victoria Falls, i sol og varme, men med to styks baggage mindre end da vi forlod Kastrup lufthavn. Kastastrofen var ikke selve kufferterne, men en lille del af indholdet-nemlig forskæftet til en dobbeltriffel samt to kasser ammunition.

Det lykkedes at få besked om, at den ene af de to styks baggage (formodentlig) ville ankomme et par timer senere med British Airways fra Johannesburg.

Krydsede fingre under den efterfølgende frokost i byen hjalp tilsyneladende. Senere på dagen gik turen nemlig sydpå, nu med forskæfte, samt 40 stk. 9,3 X 74 kugler, men uden min baggage. Klog af skade, havde jeg dog sørget for at have kikkert, kamera og mine Courteney jagtstøvler på mig og nu da våben og ammunition var i hus, var alle de vigtigste elementer for en god jagt ved hånden.

Indkvatering i bushen

Vi blev indlogeret i gamle togvogne som havde stået opklodset i bushen i årtier. Da begejstringen over campen havde toppet, gik turen ud for at skyde riflerne ind. Tusmørket var inden for rækkevidde og gav os mulighed for at se den første flok bøfler, på deres vandring mod vandet. Senere på aftenen kunne vi høre flere hundrede bøfler, blot 100 meter fra campen – vi var landet i det rigtige Afrika og virkelig sat op til den længe ventede storvildtjagt!

Som historien vil afsløre, så skulle denne safari vise sig at blive i angrebenes tegn. Det første kom allerede den første nat. En temmelig stor mængde sengelus havde valgt at overvintre i min seng og næste morgen var jeg totalt ædt op af de små sengekammerater. Kløen fra disse fulgte mig på resten af turen og gjorde myg og tsetsefluer til rene mariehøns. Ihvertfald for mig!

Bøffeljagtens første dag

Solen stod op, jagten ventede og nattens stikkende og bidende oplevelser glemt. Jytte gik på jagt i området omkring campen, med sin professionelle jæger Johnny, mens Mor og jeg kørte ca. 1 1/2 time, til et andet område sammen med vor professionelle jæger, Kobus. Det første vandhul vi tjekkede, viste friske spor efter en mindre flok bøfler og sporingen startede. Tomas er kendt for at være een af de bedste trackere i Sydafrika og skulle nu bevise at selv bushen i Zimbabwe var hans hjemmebane.

Uden større problemer ledte han os langsomt og sikkert frem på sporet. Efter 3 timer fornemmede vi en øget koncentration og sporet tydede nu på at bøflerne var begyndt at søge skygge til et langt hvil. På trods af, at ingen af os var i tvivl om hvad det var vi sporede, så var det alligevel meget uvirleligt pludselig at befinde sig 30 meter fra en flok afrikanske bøfler på bøffeljagt. De havde allerede lagt sig og var derfor yderst opmærksomme. Så opmærksomme, at det første forsøg fra Kobus og Mors side for at komme til skud, mislykkedes. Bøflerne tordnede afsted igennem den tætte bush, men forfølgelsen blev genoptaget. Det tog ikke Tomas ” the tracker”, lang tid at finde dem igen og nu var vinden til og med mere gunstig.

Den gamle tyr af en bøffel

Den gamle tyr stod kun 25 meter væk, men den tætte bush gjorde det umuligt at se hele dyret. Skydestokken blev forsigtigt sat op og Mor lagde langsomt dobbeltriflen på plads. Skuddet gik og samtlige bøfler forsvandt. Fundet på anskudsstedet tydede på en baglig kugle og vi forberedte nu en eftersøgning af en anskudt bøffel, mens vi alle røg hver sin Camel i rekordfart. Tomas var igen i front, Mor fulgte lige i hælene på Kobus og var klar til skud. Selv forsøgte jeg at filme hele scenariet, samtidig med at jeg holdt et vågent øje med omgivelserne, såvidt det nu er muligt i noget der mest af alt lignede en mur af græs og buske.

Vi kom op til flokken igen, men havde ikke en chance for at identificere den anskudte bøffel. Blod på sort skind er ikke umiddelbart synligt, især ikke når man kun ser glimt af dyret. De forsvandt igen i høj fart og vi tog igen benene på nakken. Vi nåede dem igen, nu lidt mere varsomme og på længere afstand og uden at bøflerne anede uråd, kunne vi tage os tid til at betragte de enkelte dyr mere grundigt. Efter hvad føltes som ekstremt lang tid, blev vi enige om hvilken af tyrerne som var den rette og min Mor satte den sidste og afgørende kugle, i den gamle tyr med den store udstråling.

Jagtens første bøffel

Helt uvirkeligt var det, at stå med jagtens første stykke nedlagte vildt – min Mors bøffeltyr. En ubeskrivelig glæde og lettelse overvældede både jæger, datter, den professionelle jæger samt trackeren. Tomas blev sendt afsted efter bilen og i mellemtiden kunne vi nyde det medbragte vand og energidrik, medens vi gennemgik jagten igen og igen. Tomas kom tilbage med beskeden at han ikke kunne finde bilen og Kobus valgte at hjælpe til med eftersøgningen af køretøjet.

Min Mor og jeg blev efterladt alene, i stilheden. Vi lagde os ned under et skyggefuldt træ, i umiddelbar nærhed af det store dyr og med hinanden i hænderne, lå vi i flere timer og nød livet. Ikke mange ord blev udvekslet, men en masse fælles tanker fløj igennem luften. Tanker, som fik de tusindevis af fluer, samt kløen fra de natlige gæster, til at forsvinde helt fra bevidstheden. Stunder som disse, der ikke kan betales for penge og jeg tror næppe at man som jæger og samtidig Mor og datter, kan opleve noget bedre. Senere kunne vi i det fjerne høre øksen som huggede vej igennem bushen, således at landcruiseren kunne komme frem og bøflen lastet. Det blev han og turen gik tilbage til campen, mens vi alle stemte i med Zimbabwes nationalsang på Shona – det eneste jeg, trods bosiddende i Afrika i flere år, har lært mig af det lokale sprog.

Min bøffeljagt

Nu var turen kommet til min bøffeljagt og da området vrimlede med bøfler, var håbet stort. En eftermiddag falder vi over friske spor af noget der ligner en temmelig stor flok. Tomas går endnu engang til værks og sporet leder os ind i meget tæt bush. Han bliver sendt bagud med Mor, som nu bærer videokameraet, mens Kobus og jeg langsomt kravler frem ad sporet. Jeg fandt ret hurtig ud af, at bushen ikke kun var tæt, men desuden utroligt stikkende og kradsende og jeg forstod hvorfor den professionelle jæger foran mig bar lange bukser, på trods af varmen. Jeg sendte en hurtig tanke til de lange bukser som jeg havde liggende i min bagage et eller andet sted i Afrika.

Bøfler hele vejen omkring os…

Vi havde kravlet et godt stykke, da Kobus vender sig om og spørger …”er det mig der er tosset, eller har vi bøfler hele vejen omkring os…”? Mit korte svar lød…”du er ikke tosset”… Et stort smil breder sig om hans mund og jagtiveren lyser ud af hans øjne. Vi har bøflerne på 15-20 meter og trods det at vi kun så sorte skygger, går det efterhånden op for os, at flokken er noget større end først antaget. Det slår mig, at flokdyr sjældent flugter i hver sin retning, men derimod samles og vælger en fælles vej, hvilket ville sætte os i en ret så central position, såfremt de skulle få vind af os. En central post, som umiddelbart virker ret uoverskuelig, men da jeg konfronterer Kobus med det, får jeg at vide, at jeg har bedt om bøffeljagt og nu får jeg bøffeljagt for alle pengene.

En melding som er temmelig svær at argumentere imod, når man tager vores situation i øje. Vi fortsætter altså vores færd – vil de ikke komme til os, må vi komme til dem. Det lykkedes at finde et hul, hvor der stændigt passerer dyr i et roligt tempo og hvor jeg kan afvente den rette tyr, med riflen klar. Tiden går og efterhånden kommer der flere og flere bøfler, som gør det umuligt at få skud til et enkelt individ. Solen er gået ned og det er tid for flokken at søge vand. Vi ser at de øger farten og driver afsted igennem vildnisset. Vi følger troligt efter. Først i hurtig krabbegang, siden i gang og til sidst i småløb. Flokken begynder at fornemme en fare og bliver derfor urolige. Nu skal den sidste chance prøves og vi løber, for at afskære dem vejen.

Pludselig åbner landskabet sig og midt ude på den åbne slette, ser jeg et syn som jeg aldrig vil glemme. En kæmpe sort masse, af cirka 300 bøfler, spredt over et enormt område, med en himmel, der gløder blodrød, bag ved. Svært at beskrive, men et minde som uden tvivl vil sidde printet fast på min nethinde i al evighed. Selv Kobus bliver betaget af synet og vi står helt stille i få sekunder, inden vi skrider til handling.
Jeg finder hurtigt en pæn tyr i udkanten af flokken, som jeg holder fokus på, med fingeren på aftrækkeren. Kobus leder febrilsk efter et passende trofæ og får øje på samme tyr. Tyren er vendt væk fra os, men er et af de få dyr som er fri af flokken.
Bøflerne bagerst i er ved at blive utålmodige for at komme videre og stanger ivrigt de dyr som går foran dem, for at sætte gang i “toget”. Det tager sin tid at få bevægelse i den store flok af sorte kroppe – så lang tid at jeg når at udvælge en ny tyr og mit skud går.

Lige i det øjeblik var jeg utrolig taknemmelig for at stå med dobbeltriflen, da et uopmærksomt øjeblik ved en eventuel genladning, have fået mig til at miste ham af syne i halvmørket. Jeg holder fokus på ham og skyder igen, da han dukker frem bag den busk han har søgt skjul bag. Han går ned og kommer med det, for bøfler, så karakteristiske dødsbrøl.
Da bøflen er lastet, går det op for mig, at vi har skudt bøflen ganske tæt på campen og Mor og jeg trasker hen over sletten i den afrikanske nat, hjemover.

What´s that…LION!

En fantastisk dag er ved at være slut og vi er nu spændte på at høre hvad Jytte har oplevet. Bøfler havde hun og Johnny set masser af, men de havde valgt at følge en flok som i forvejen var hårdt pressede. Flokken virkede meget stresset og faldet efter bøflerne, bar tydeligt præg af samme. Fire mennesker; den Zimbabweanske professionelle jæger, den lokale tracker, Johnny og Jytte, følger de ret friske bøffelspor. Pludselig udbryder den ene af PH´erne (professionel hunter), …”what´s that”?…. De svarer i munden på hinanden …”lion”!… Hurtigere end John Wayne nogen sinde er set, er de to rifler oppe og rettet imod en gnaven løvinde der nu ses på ganske kort afstand. Hun er ikke den eneste løvinde der jager bøffelflokken, men den eneste der lader sig se og som talskvinde for gruppen tilkendegiver at hun er stærkt utilfreds med deres tilstedeværelse.

Aftene blev brugt til at forvisse jægerne om at det aldrig var sket før og ikke ville ske igen. Det såkaldte angreb var en markering, ingen reel fare var til stede. Den rigtige fare opstod således kun, såfremt løven, eller een i flokken var såret.

Løve angreb…

Næste morgen følger vi alle med på Jyttes´ bøffeljagt. Der findes spor og alle hopper af landcruiseren for at forfølge samme. Efter kun cirka 500 meter i højt tørt græs, jager vi pludselig fire løver op, kun en fem meter foran os. De har ligget og taget sig en formiddagslur efter nattens jagt. Med aftenens diskussion om mødet med løver i baghovedet, afventer vi alle at kattene vil fortrække. Men noget er galt, panikken breder sig og vi begynder at forstå kommunikationen på det lokale sprog, som afslører at der stadig ligger en femte løve i græsset. En såret løve! En ung hanløve, som har en betydelig skade i bagparten. Den Zimbabweanske PH råber …”don`t run”…. To af trackerne hører ikke ordet ”dont” og løber alt hvad de har lært.

Moderen til den skadede hanløve samler mod til sig og bestemmer sig, fra en 20 meter, at gå til angreb. Vi ser hvorledes hun kaster sand på kroppen med sine forpoter, for derefter at sætte af i et gigantisk spring, hvor bagpoterne er langt foran kroppen i afsættet. Hun har retning lige imod Johnny, som har riflen oppe og gør klar til at skyde. Jeg står nærmest Johny og høre ham lavt sige til sig selv: ”I have to shoot her”. Råben fra begge PH`er, med dybe stemmer, gør dog at hun ændrer mening. Samtidig er hendes afkom kommet forbi os og hun skifter retning i allersidste øjeblik – med en betydelig højlydt utilfredshed. Fokus er nu på den anden løvinde, som stadig ligger i det høje græs, noget til venstre for det just udspillede scenarie, knurrende og med den lange hale piskende fra side til side. Igen er det PHérnes høje råb og kropssprog, som redder os OG hende.

Lettelsen er til at tage og føle på og da vi kommer igennem det høje græs og når ud til en vej, hvor vi afventer landcruiseren, er det med latter og snakken i munden på hinanden. Vi gennemgår situationen og mobber kollektivt de to kujoner som nu langsomt er kommet snigende tilbage. Deres forsvar var noget i retning af, at de ikke ville stå i vejen!

Vores sidste bøffeljagt

Flere dage og utallige kilometer senere, gående, krabbende og kravlende igennem bushen, skulle dagen komme hvor den sidste bøffeltyr kom for skud. På en varm og solrig eftermiddag, som så ofte før, genoptages et spor fra tidligere på dagen.
En flok bøfler er i bevægelse. Johnny og Jytte kravler frem alene, riflen lægges op på hans skulder og skuddet går. Kort efter hører jeg nogen sige …”find a tree”!… Jeg havde efterhånden lært de sidste dage, at meldinger af den slags, som regel har en vis alvor bag sig, så jeg trækker mig hen til nærmeste træ, som tydeligvis er det eneste af slagsen i umiddelbar nærhed, for nu står vi 6 mand bag et mopane træ med en diameter på 15 cm. Bøflerne stopper op og betragter det lidt komiske syn og vælger så at dreje af og forsvinde. Sammen med den ramte tyr. Tomas the tracker, finder hurtigt sporet og vi sporer nu om kap med mørket. Den lokale gameskout, som helst vil gå sine egne veje, viser sig heldigvis at have gode øjne. Han spotter den ramte tyr i selskab med en lille flok. Skud nummer to bliver afgivet, måske for hurtigt, ihvertfald med næsen for langt fremme, for blodet sprøjter ned ad Jyttes´ næseryg, mens vi i samlet flok løber efter bøflerne. Johnny kigger hurtigt på hende og konstaterer …”it´s only your nose”!…

En klar melding, som ikke giver anledning til modargumenter. Vi taber kontakten med flokken, men finder en del schweiss og så går lyset ud. Eftersøgning af en anskudt bøffel er altid en spændende affære, men i mørke er det direkte dumt. Stedet bliver markeret med GPS og vi begynder at finde vej ud til bilen i mørket.

Aftenen omkring bålet er præget af lidt frustration, en hel del adrenalin, samt en voldsom iver efter at komme ud og finde den anskudte tyr næste morgen. Den er bidende kold, med varmen kommer hurtigt i det tempo hvormed trackerne Tomas og Bungis nu følger sporet. De er næsten i en fælles ekstase og viljen til at løse opgaven lyser ud af dem begge. Timerne går og håbløsheden breder sig. Blodet bliver mindre og mindre og det konstateres at flokken, med den anskudte tyr, har slået sig sammen med en større flok. Efter 3 timer er alt håb næsten ude, da vi hører en bøffel kalde. Vi følger lyden i højt tempo og kommer tæt ind på flokken, som uroligt bevæger sig rundt imellem hinanden. Johnny og Jytte kravler nærmere, mens vi andre holder os tilbage. Vi kan se at riflen er oppe flere gange, til sidst er den oppe hele tiden og hver gang de bevæger sig, er det med riflen liggende på Johnnys skulder. Hvis man kunne ønske at høre et skud, så var det nu. Tiden går – langsomt. Bøflerne og jægerne er tæt på hinanden og efter en meget lang time har de fundet den anskudte tyr og Jytte skyder nu for tredie gang. Igen forsvinder flokken og vi følger efter. Trackerne kan se at den sårede tyr er gået sin egen vej og et råb fra Bungis, som har set ham, sender os igen afsted. Bushen er tæt og vi spreder os ud i en vifte for derved at øge chancen for at genfinde sporet. Det er os stadig ubegribeligt, hvorledes et så stort og mørkt dyr, kan gemme sig for ikke mindre end 7 par øjne og mysteriet bliver aldrig opklaret.

Stående bag en busk, helt stille og afventende, sur og godt gal i skralden, kommer han tordende ud som et lokomotiv på 5 meters afstand og angriber. Kuglerne fløj gennem luften og Bungis´ brøl lød præcis som den angribende bøffel. Den ene af kuglerne får brækket rygsøjlen og tyren går ned. Han kommer på benene igen og Jytte får nu sat de to sidste kugler, som afslutter denne lange og meget spændende bøffeljagt.

Lettelsen er håndgribelig, euforien og glæden indfinder sig lidt efter lidt.

Syv dages bøffeljagt i Zimbabwes bush

Syv dages intens jagt i Zimbabwes bush var nu forbi. Det var med et vist vemod at våbene blev pakket ned, for til gengæld at blive udskiftet med fiskestænger, som skulle afprøves på Zambezi floden. På vej dertil, fik jeg et glædeligt gensyn med min kuffert efter en uge i genbrug, men havde egentligt svært ved at gennemskue, hvad jeg lige havde manglet.

Alle var vi taknemmelige for, at vi havde de ekstra dage ved floden, hvor de mange indtryk og oplevelser kunne lagres og vendes igen og igen-det havde været ubærligt at drage direkte nordpå lige efter jagterne og alle de andre spændende ting vi oplevede. Vi så mængder af flodheste og enorme krokodiller, men blev forskånet for flere uforudsigelige hændelser, men vi må nok erkende at vi rent faktisk er bedre til det med bøfler end tigerfish. Rent faktisk var resultatet så ringe, at vi måtte styre båden mod Zambia, hvor vi for få midler, kunne købe os til aftensmaden.

Det kan forekomme en anelse tåbeligt, men nu sidder vi tre jægere i det kolde nord og længes voldsomt efter alle skrammerne, de lange dage på knæ i bushen, den ømme krop og alle sengelusene.

Trine Bengtsson
www.africanadventure.dk