Registrer
Et kodeord vil blive e-mailet til dig.

– historien om en ny nimrods første jagtår

For nogle er jagten en del af den familiære kulturarv. For andre kan det være mere eller mindre tilfældigt, at man griber fat i netop den interesse. For Tina var det så absolut det sidste, der gjorde, at forrige vinter blev brugt på jagtegnsundervisning på den lokale ungdomsskole samt læsning af diverse jagtbøger.

Med jagttegnet i hus, en bestået riffelprøve samt en nyindkøbt Sako, var så spørgsmålet :  ”hvor skal jeg starte…?”

Når hun nu stod som helt ny og gerne ville gøre det så godt som muligt, men ikke havde et netværk af bekendte, der var jægere, så faldt valget på skydebanen. Skydetræning, skydetræning og mere skydetræning var baggrunden for, at Tina var yderst velskydende med såvel jagtriffel som haglgevær, inden hun endnu havde været på jagt.
Under træningen blev det riflen, som vandt hendes største interesse, og den første jagt nogensinde skulle nu planlægges. Valget faldt på Sverige og anstandsjagt efter vildsvin. Netop denne jagtform blev foretrukket af den simple grund, at der var professionel hjælp at hente på samme vis, som ved skydetræningen på Kalø.
En stor orne blev hendes første nedlagte stykke vildt, efter at et ellers udmærket skud havde resulteret i mange timers eftersøgning til klokken 3 om morgenen og en hel del kilometer, tilbagelagt i de mørke svenske skove. Du kan læse mere om, hvordan du får et svensk jagttegn. Et voldsomt, men yderst lærerigt døgn for en helt ny jæger, var blot med til at tænde gejsten endnu mere ; men allerede nu var det gået op for Tina hvor meget, der var at lære, og hvor mange forskellige aspekter jagten indeholder.

Træerne vokser ind i himlen

Sammen med en gruppe andre jægere gik flyet få uger senere til Sydafrika. Strabadserne omkring eftersøgningen på vildsvinet var pakket med i kufferten, og gav den rette ydmyghed ved ankomsten i bushen.
Nyt land, nyt klima, nye vildtarter og frem for alt en lånt riffel var en udfordring i sig selv. Når man så samtidig skulle til at sætte sig ind i pürschjagtens kunst, var der mere end rigeligt at se til. Igen var valget af jagtform og jagtland gjort udfra den strategi, at man i Afrika er omgivet af professionel hjælp, i form af såvel de professionelle jægere, som de veluddannede trackere. Efter blot et par dages intens jagt havde Tina udviklet sig enormt som jæger, og mange grænser var trygt blevet flyttet længere og længere ud.
Mange timers sporarbejde, for til sidst at kravle i klipper, var i sig selv grænseoverskridende, men det resulterede i det første afrikanske vildt – og det andet stykke vildt nogensinde – en zebra.
Perfekt leveret og eftersøgningen fra Sverige blev så småt skubbet i baggrunden.
Siden faldt endnu to dyr for  perfekte kugler – en impala og en blue wildebeest. Træerne var nu næsten ved at vokse ind i himlen.
Så kom spørgsmålet : ”Er jeg nu en rigtig jæger ?”…..

Rigtig jæger ?

Først må man jo spørge sig selv : ” hvad er en ”rigtig jæger” ? Er man kun rigtig jæger, hvis man har ryddet alle naboernes haver for gråspurve, inden man lærte at læse. Eller er det, når man har siddet x-antal timer og frosset i en Mopa ? Eller nogle vil måske mene, at man er en rigtig jæger, hvis man har klistret væggen til med trofæer fra den halve jordklode.
En ”rigtig” jæger må vel være ham, der render rundt svøbt i skind med et spyd i hånden, men samtidig sagde en jagtkammerat til mig forleden dag : ”De render rundt på New Zealand og slår vildsvin ihjel med kniv – det er sgu ikke jagt”. Er det ikke jagt, kan det vel ej heller være jægere, som udfører det…..altså må vores forfædre være slettet af listen som rigtige jægere …?
Og findes der ”rigtige” jægere, findes der vel så også ”forkerte” jægere – og hvad er så en forkert jæger ? Og hvem afgør i så fald, om man er en ”rigtig” eller ”forkert” jæger ?

Blue Wildebeest med kid

En håndværker

Det må være et spørgsmål at have respekt for,  jagten som et håndværk. Ikke at glide ind i den tro, at man blot har valgt en sport. Man må være nået langt på vejen til jæger, hvis man har oplevet så meget, at man har indset, hvor lidt man ved. Hvis man har forstået, at der ikke findes regler, når det handler om levende dyr, der bliver til døde dyr. Samtidig handler det netop også om, at det ikke er en skam at lære af dem, der har opbygget en større erfaring, og som kan hjælpe til at undgå ubehagelige eller uhensigtsmæssige oplevelser. At søge professionel hjælp er ikke kun noget, der bruges, når man selv har opgivet – det kan også virke forebyggende. Det gælder for alle jagthåndværkets mange spændende sider, og det er altså ikke afgørende hvor eller hvornår man starter sin jagtkarriere – men hvordan og med hvem !
Men hvor man end er, vil man gøre sig selv en stor tjeneste ved, at have gjort sig nogle vigtige overvejelser og forberedelser inden jagten. Man bør som minimum have sat sig ind i landet, jagtformen og vildtarterne og i øvrigt tillade sig selv – trods mange professionelle hænder – at engagere sig praktisk i jagten, på samme måde som hvis man var alene. Dette dels for at vise respekt for de mennesker, der arbejder med at gøre ens oplevelse optimal, og dels for at give et større jagtfagligt udbytte, med hjem i bagagen. Glæden ved at opleve sin egen forbedring og udvikling, er en motivation til at søge endnu mere personlig erfaring.

Nye jægere i udlandet

I langt højere grad end tidligere, vælger mange at starte deres indsamling af jagterfaring i udlandet. At priserne på jagt i Danmark stiger, i samme takt som prisen på jagt i udlandet generelt falder, gør, at mange nye jægere laver en prioritering af, hvad der giver det største udbytte. Samtidig er gennemsnitsalderen på de nye jægere kommet derop, hvor man begynder at have lidt penge på lommen, og måske – grundet job og familie – har nemmere ved at passe enkelte rejsearrangementer ind i programmet, frem for en hel jagtsæsons forpligtigelser i et jagtkonsortium.

Husk dine rødder

Verden er blevet mindre og mulighederne større, hvilket naturligvis skal udnyttes. Man skal dog have i mente, at med til jagten og det at være jæger hører også den danske jagtkultur, og de dertil hørende traditioner. Det vil være trist, hvis vi en dag skal, i de gamle bøger, læse hvordan man tog hatten af ved paraden, eller hvordan vildtet ærbødigt blev båret hjem. Vi repræsenterer alle den danske jægerstand når vi er i udlandet. Derfor har vi også en forpligtigelse til at kende til vores egen jagtkultur og de særpræg, den har i et globalt perspektiv. Selv på verdensplan er jagten og jægerne en forholdsvis lille del af samfundet, og når man kommer rundt i de forskellige verdensdele, oplever man altid en samhørighed via jagten. Dette fællesskab bliver brugt til at udveksle erfaring og viden omkring jagtens baggrund og udvikling. Samtidig styrkes den fælles forståelse for jagthåndværket rundt om i verden.
Netop derfor er det afgørende, at vi på disse jagtrejser er i stand til at bidrage med viden om den danske jagtkultur – det er en del af jagten.

På jagt med sjæl

Hvad end man er fasanjæger eller bøffeljæger, så handler det om at have følelserne med på jagt. At ”være til stede” og engageret i det man foretager sig. At være en del af hele processen, og vise interesse for at suge nye oplevelser ind i sjælen. Samtidig med at man hele tiden er bevidst om, at stille store krav til sin egen moral og etik i jagten.

Nej, spørgsmålet om Tina nu er blevet en  ”rigtig jæger”,  er ikke lige til at svare på, men én ting er helt sikkert – Tina er blevet en jæger !

Trine Bengtsson, Professionel Jæger
African Adventure AB
www.africanadventure.dk

One Response

  1. Jørgen Jensen

    Meget fin artikkel.
    sætter mine tanker igang, for spørgsmålet om hvornår man er “jæger” kan egentligt nok aldrig besvares. Kan virkeligt godt lide at der bliver henvist til ETIK…. noget jeg alt for mange gange har set er blevet tilsidesat.
    Gamle jægere der tog mig under deres vinger for 16 år siden, kastede lige pludseligt med fasanerne på paraden, fordi de skulle skynde sig hjem.
    Høre råbet… ” SKYD DA FOR H…… når ræven var over 40 meter ude, fra de samme mennesker, som syntes at råvildt ikke skal skydes med hagl, jeg har nok haft 80 skudchancer til råvildt med hagl hvor de var inden for afstanden, men har kun skudt en gang… den ene gang hvor jeg var sikker… og den var leveret. jeg har været vidne til en “Gammel” jæger der skød til en rå på 15 meters afstand, og vi så alle hvordan den rejste hårende i anslaget, men løb viddere… tossen beroligede os “unge” jægere med at der ikke var sket noget da han havde skudt med 7’er hagl… vi ringede efter sweisshund og dyret blev efter en voldsom hetz leveret… “skytten” sad da derhjemme og havde ikke tid til at komme da han så nyheder i tv.
    jeg har heldigvis flest gode minder om mine med-jægere.
    i min verden er det etiken der afgør om man er jæger eller ikke, om det så drejer sig om gråænder i et dansk vandhul, sæler langs grønlands kyst, eller en stor hanløve i afrika.
    letter man “låget” til parolen, viser man allerede der, at man har etik, og jagtkammeraterne ved at man er en der husker de små ting… også at man ikke skyder råvildt med 7’er hagl. En rigtig jæger er en der kender sine egne begrænsninger, uanset om der er en guide/eller ældre jæger der siger skyd… en rigtig jæger krummer først fingeren når han/hun er klar.
    et skud der er løsnet kan aldrig tages tilbage.

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.