d.1 september har været længe ventet, og som allerede er en lille tradition, mødes jeg hos mine forældre med min bror, og mine jagt kammerater. Her spiser vi et fryse rundstykke, får en kop kaffe, og dertil en jagtbitter. Når der så ellers er kommet lidt væske og føde indenbords, og tiden er inde, så hopper hunden i bilen sammen med jakken og geværet. Turen går nu afsted mod jagtreviret ved Limfjorden. Denne dag er hagl jægerens dag, og at køre mod reviret i mørket, mens alle andre snuger i en varm dyne, er en fantastisk følelse. Nogle primitive instinkter i vores natur kommer frem, og det er for mig en unik dag. Vi når frem, parkerer bilerne, og vandre med et knækket gevær ud af en mark vej, ned mod fjorden i nattens mulm og mørke. Den første morgen er usædvanlig kold i år, og efter bare en halv times inaktivitet på jagt stolen, begynder man at små fryse. Men det er nu, lige nu klokken åbner for ballet. Nu arbejder alle sanser på højtryk!, synet er så småt ved at have tilvænnet sig mørket….. Og pludseligt, uden at kunne nå at reagere og uden at se noget som helst, er det første træk krik ænder drønet forbi i en ekstrem hastighed. Så er vi i gang! Man prøver at være helt på dupperne, men krik ænderne er svære i mørket og en let medvind.
Efter 30 minutters venten kommer der et træk grå ænder, de kommer godt hvis bare de forsætter retningen. Det gør de. BANG! Den bagerste and i trækket styrter mod jorden og hunden er allerede i fuld fart på vej efter den. Yes årets første stykke vildt er nedlagt, der går kun 10 minutter mere, og endnu et træk grå-ænder kommer, igen kommer de på skud hold, og jeg trykker en af mine Eley patroner af, pokkers, jeg havde ikke nok foranhold. Jeg trykker det sidste skud af. Bang!  Anden klapper sammen, og falder i fjorden, igen er hunden på sporet, og den kommer fint tilbage med grå anden. To grå ænder, og jeg er tilfreds med morgenes udbytte. Mine kammerater skyder tilsammen tre ænder, min bror går tomhændet hjem denne gang.
Da vi er hjemme efter morgenens træk, åbner vi en dåse øl, og opsummere morgnen, humøret er som altid højt, og vi aftaler at tage afsted igen til aften.
Mine to ænder bliver hængt op på vildt krogen, og jeg snupper lige to timer på øjet.

Til aften mødes vi igen hos mine forældre, og vi kører sammen ud på reviret, og sætter os. Solen begynder så småt at gå ned, og nedtællingen er i gang. Denne aften skyder ingen af os desværre noget. Vi vender tomhændet hjem alle sammen, men det gør ikke noget, det har været en god 1. september.
Da jeg er kommet hjem og vil plukke ænderne fra morgentrækket, kigger jeg på vildt krogen hvor jeg hængte dem tidligere. De var væk…. Nå tænkte jeg, så jeg gik ind til min far, “Hvor er ænderne henne?” – sagde jeg til den gamle, som også er jæger. Det vidste han godt nok ikke. Jeg havde troet han måske havde plukket dem og lagt dem i fryseren mens jeg havde været på jagt. Dette var ikke tilfældet. Så jeg tog lommelygten, og gik atter ud til vildt krogen, de måtte jo være faldt ned.

Til min store overraskelse var der poter op af træværket, som vildt krogen hang på. Hvad var det nu for noget? Den havde hængt der i 1,6 meters højde i mange år …. Så lyste jeg med lygten ind mellem træerne ved siden af. Og to øjne lyste op, hva’ dælen! – Mon ikke Mikkel ræv sidder der! Kun 15 meter væk. Han er ikke engang bange. Men mine ænder er ikke synlige nogen steder. Men der er da ingen tvivl om det er ham der er rendt med dem, da han havde efterladt tydeligt kendetegn op af træværket.

I denne omgang var det Mikkel ræv der løb med sejren, vildt krogen må hæves. Og jeg har en undskyld for at tage på jagt igen.

Hilsen Mads