Register
A password will be e-mailed to you.

Modbydelig bukkefeber!

Enhver jæger kan fortælle historien om deres første buk! Det ved jeg. For jeg vil altid kunne huske historien om min egen første buk. Selvom jeg kun er 19, og har livet foran mig, tror jeg denne oplevelse vil være en af de største i mit liv.

I mine unge dage havde min far taget mig med på bukkejagt, hvor han havde nedlagt en flot 6-ender. Denne jagtoplevelse var startskuet til at tage jagttegn, fordi oplevelsen af både krudt, blod og glæde var så stærk. Derfor besluttede jeg mig til at tage jagttegn som 16-årig. hagljagt fangede dog aldrig min interessere, så jeg var meget skeptisk over at bruge endnu mere tid på en hobby, jeg sikkert ikke ville dyrke med henblik på at tage riffeltegn. Jeg tog dog alligevel på skydebanen og begyndte at træne. for oplevelsen af bukkejagten med min far mange år tilbage, stod stadig lys levende for mig. Så som 19-årig kunne jeg kalde mig selv riffeljæger, men kun mindre end 2 uger til bukkejagtens begyndelse!

Jeg havde taget riffeltegnet med min fars riffel, og derfor så jeg ingen mulighed i at skulle prøve kræfter med bukkejagten inden ham. Min far havde dog andre tanker. Han sagde, han ville lade mig bruge riflen så meget jeg ønskede, og han derfor ville give sig selv “2-priotet” til den. Denne udmelding var mere end, hvad jeg havde håbet på, så jeg var selvfølgelig lykkelig!

Men første morgen i bukkejagten gik ikke som jeg havde forventet.

Det kan tage modet fra enhver jæger, når bukkesæsonen startes, med at man skræmmer to bukke væk tidligt første morgen. Det gjorde det heller ikke bedre, at når bukken så endelig stod der og man sigtede på den, skulle rammes af Egyptens “11” plage – Bukkefeberen. Denne oplevelse var jeg klar over ikke var unik. Hvis ikke man har mærket bukkefeberen, så har man ikke haft nok respekt for naturen! Det at vide, at man kan såre et levende dyr, hvis man ikke  rammer fuldstændig rigtigt, kan skræmme selv den største mand! Selvfølgelig skræmte tanken også mig, og når kikkertsigtet bevæger sig i 8-taler, måtte jeg erkende sit nederlag til bukken. desværre.

Min far gjorde det heller ikke bedre, ved at skyde en fin buk aftenen efter, fordi jeg selv havde mistet modet. Men fordi jeg havde brugt mere tid i skydetårnet end hjemme de første mange dage, så tog jeg mig dog alligevel sammen til at forsøge igen. Dette var heldigvis den bedste ide, jeg nogensinde har fået. For selvfølgelig kom selvsamme buk igen, og denne gang var der ingen tøven. 2 minutter efter solopgang hamrede jeg et skud af. Dyret var stendød med det samme, og jeg kunne ånde lettet op.

Bukken skød jeg d. 3 Juni kl. 04.52

følelsen at skyde en buk fantastisk, og det hele værd. Dog tror jeg følelsen af at skyde en buk første gang er den største! Jeg er sikker på, at mange andre gode jagterindringer vil komme mig i møde, og jeg vil glæde mig til dem. Men historien jeg engang skal fortælle mine børn, bliver historien om hvordan jeg skød min første buk.

Med venlig Hilsen

Jens Grønbæk

jagthistorie konkurrence - Freddy Wulff

One Response

  1. J.A.Jensen

    God historie 🙂
    Den første buk er speciel… men jeg har skudt 4 nu, og alle står på “samme skammel” 🙂 Hver situation er noget for sig selv… (har man skudt 50 bukke eller flere kan det nok være anderledes) Har sjovt nok kun haft bukke-feber een gang… og det var med et vildsvin 😀 (så kender det) ryster dog alle gange som jeg ved ikke hvad efter skuddet (med riffel) Tillykke med din første buk, og tak for historien 🙂

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.