Vores unge og lovende sikahjort på 2,5 år med 8-ender.

Vejret var godt. Det var koldt og solrigt og en af dagens opgaver som skytteassistent i Den gamle Dyrehave på Gunderslevholm er at tilse hjortevildtet og sikre, at de gennem vinteren har tilstrækkeligt wrap-hø.
Det var en dag som så mange andre midt i Marts, men det skulle snart ændre sig.

Balder (min jagthund) og jeg var nået til skovkanten ved gærdet mellem Overdrevet og Sletten. Her var nogle af wrapballerne placeret som var åbnet en uge forinden.
Ved en af wrapballerne fik jeg et syn som overraskede mig. Vores unge og meget lovende sikahjort på 2,5 år (allerede 8-ender) stod spidst på mig med enden presset op mod høballen, som om den støttede sig op ad den. Hjorten var spidshjort sidste år og tegnede rigtig godt rent gevirmæssigt. Han var formentlig afkom af vores store og meget stærke 10-ender, idet de begge har samme karakteristiske ”krabbekløer” i toppen af begge stænger.

Denne dag var han dog ikke som han plejede at være. Jeg kom helt frem på 25 meter af ham uden at han gjorde antræk til at flygte. Han havde indsunket mave, magre ribben, samt deprimeret kropssprog med langsomme og svage bevægelser. Han havde fremspringende hofteben og dårlig pels. Altså et rigtig ringe dyr!
Min første tanke var ”Det er løgn – Ikke lige ham”. Han var eneste hjort i den årgang med 7 søstre. Han var derfor særdeles let at kende fra de andre hjorte, der enten var kapitale eller spidser.

Noget måtte jeg gøre. Jeg ringede til skytten Jimmy Olsen, imens hjorten blot så på mig og hunden. Den gjorde stadig ikke antræk til at flygte. Vi talte kort og blev enige om at indhente tilladelse til aflivning ved vildkonsulent Hans Henrik Erhardi. Dommen fra ham var kort – Skyd den og send den ind til undersøgelse.

Som sagt så gjort. Jeg gik et par skridt frem for at komme fri af lidt grene og dette fik hjorten til at lunte 2 skridt frem, vende siden til og stoppe op med sænket hoved. Den var tydeligt afkræftet og allerede forpustet.
Jeg skød den på bladet og den faldt om med én høj udånding og så var den forendt. Fremme ved hjorte kunne jeg konstatere, at den var meget skarp over ryggen, havde meget ringe muskelmasse og indsunkne øjne. Den skønnedes desuden dehydreret grundet gummernes hvidlige farve.

Da jeg brækkede den for at foretage besigtigelse af organerne væltede der ca. 1 liter ekstracellulær væske ud af bughulen. Leveren var plettet med store gul/hvide osteagtige pletter, som også fandtes i lungerne og i milten. Milten fandtes desuden med gråblå (Gorgonzola-agtige) bylder.

Bemærk pletterne på leveren.

Derefter kom tanken ”Hvad nu!!”
Jeg kontaktede Veterinærinstituttet og talte med en meget grundig og venlig medarbejder, der tog sig god til at vejlede om flere mulige sygdomme, om indsendelse, om smittefare for mennesker samt min hund, vejledning i det hele taget.

Der er to modeller for indsendelse og det er faktisk ret nemt.
1 – Man sender dyret eller dele heraf ind i poser (typisk organerne).
2 – Man kører ind og afleverer det direkte ved døren til DTU Veterinærinstituttet.

Jeg valgte sidste model. Jeg havde jo ellers brækket dyret, men både dyr og organer var i poser og på køl inden jeg kørte hjemmefra. Da jeg kom frem ringede jeg til det nummer de havde opgivet og døren blev åbnet til den bygning, hvor de obducerer.

Jeg lagde det hele på en rampe sammen med den indleveringsseddel, som skal printes ud, udfyldes og følge dyret uanset om man afleverer eller sender. Derefter kunne jeg køre hjem.

Jeg blev ringet op dagen efter med et bakteriologisk prøvesvar. Det var i dette tilfælde ikke Yersiniose, som vi havde forventet, men Arcanobakterium. De kunne samtidig oplyse, at den havde fået den nævnte bakterie grundet en byld ved venstre inderlår ved køllen og formentlig pga. en stangning fra en anden hjort.

3 dage efter indsendelsen fik jeg en mail med en obduktionsrapport.
10 dage efter fik jeg et brev med samme rapport.

Moralen i denne fortælling er – Send faldvildt og aflivet vildt ind. Det bidrager til at vi får samlet oplysninger om vores vildts tilstand, om udbrud af bakterier og vira både i dyrehaver men mere væsentligt på den frie vildtbane. Den vigtigste pointe er dog at det er overraskende let og helt gratis at få dyrene undersøgt.

DET ER MEGET LET AT AFLEVERE/INDSENDE FALDVILDT.