For ca. 5 år siden, havde vi været på fællesjagt på konsortiet jeg var medlem af, det var flot vejr med høje fasaner, der blev lettet frit i lysninger i skoven og på markerne, derfor havde Victor (min Jack-Russel terrier) ikke haft meget at lave, da han i det åbne ikke rigtigt kunne følge med hønsehundene, til gengæld havde han på våde dage, hvor fasanerne trykkede sig i brombær-krat osv. masser at lave, for her kunne “de store brød” jo ikke komme til, men det er en anden historie.

En enkelt apportering havde han fået, og den var til gengæld sjov, min sidemand havde en Chesapeake Bay retriever som heller ikke havde samme tempo som hønsehundene, de to hunde var som regel et godt team til at finde evt. “overset” vildt i skoven specielt harer og snepper, men idag var der intet, alt pånær een fasankok gik frem ad imod skyttekæden, og denne ene valgte at gå lige imellem sidemanden og jeg, vi skød begge et skud, og den gik forendt til jorden, Victor nåede den først men retrieveren som jo også havde kedet sig, ville altså også lave noget nu, med det resultat at den med logrende hale, med fasanen i flaben, og en “lidt utilfreds” terrier hængende i selv samme fugl, løb hen til sin ejer, vi var færdige af grin og da han sagde “los” til hunden, løb Victor så over til mig med fasanen, nu “knækkede filmen helt” og vi måtte bede driver-kæden stoppe to minutter, så vi lige kunne få vejret  😀 “SOM VENNER VI DELE” både jægere og hunde imellem, EEN fasan kom til os, og vi fik alle fire lidt ud af det…

Senere efter en fin parade, kørte en anden kammerat og jeg over for at besøge en god gammel jagtkammerat som ikke bor langt fra jagten, han sad ude i “jagt-stuen” med to andre jægere og var igang med en frokost med det hele… lun leverpostej, fiskefilet, flæskesteg osv. osv… Det blev os hurtigt “pålagt” at vores hunde kunne få de kedelige klemmer vi havde i madpakken, så vi kunne hjælpe de tre med at få spist op, og det var jo ikke så ringe endda, hverken for hundene eller os…

Under frokosten fik vi at vide at de tre også havde været på jagt fra morgenstunden, der var desværre blevet anskudt en ræv som derefter var gået i en kunstgrav, de havde kun haft store hunde med ud, så de havde lagt en sten for hver af udgangene, og var taget hjem til kammeraten, og for at give ræven tid til at få adrenalinen lidt ned, hvis den ikke allerede var forendt, ville de lige vente en time eller to, før de ville vende tilbage med en af hans 4 Jack-Russel terrier, og forhåbentligt kunne få ræven affanget…

Men nu var jeg her jo, og da han vidste at mine muligheder for gravjagt var en promille af hans, tilbød han at Victor kunne få lov til at udføre “jobbet” og den var jeg jo med på, og efter en dag hvor hunden kun lige havde “fået taget toppen” af energien, var det jo helt perfekt.

Fremme i nærheden af graven, fik vi vist en tegning af den… det var et gennemgående rør med lidt knæk på, på ca. 25 meter og med kedelen liggende i midten, en mand blev sat af ved en veksel, hvor ræven sansynlighvis ville komme forbi hvis den skulle slippe fra os, i bilen lå en ældre dame (Jack-Russel tæve) som back-up, hvis det skulle blive nødvendigt med to hunde, hun og Victor havde før arbejdet sammen med stor succes, så alt var forberedt, selvom vi alle stoler 100% på hinanden blev der holdt en kort parole om sikkerhed… pas på hinanden, pas på hunden og lad ræven komme godt af grav før der skydes så man er sikker på at hunden ikke er lige efter osv.

Vi stod to mand ved hver udgang stenene blev flyttet og Victor strøg ind, det var tydeligt at høre på ham at ræven ikke var forendt, hvilket vi alle jo ellers havde håbet… Vi kunne ret hurtigt høre at han fik den presset ud i den ende jeg stod ved, men så ville “Mikkel” ikke længere… efter 15-20 minutter “lå de stadigvæk fast” på samme sted, det lignede slet ikke hunden, han plejede at lave nogle voldsomme verbale angreb, og så trække sig lidt… for hurtigt efter at ryge lige på igen… Måske at det var fordi at ræven var anskudt, og at han dermed følte lidt svaghed ved den at han nu havde lagt sig fast foran den… solnedgang nærmede sig, og vi var helt enige om at ræven ikke skulle ligge anskudt til næste dag, og det var tydeligt at den ikke ville længere nu, så vi måtte ændre taktik… at sende den anden hund ned var jo udelukket pga gravens udformning og det at de lå i røret… vi blev enige om at jeg måtte opildne Victor til at gå lidt hårdere til værks… og efter et par “TA’ DEN SÅ TIL FAR”  skete der noget, jeg kunne tydeligt høre at han havde fat i “Mikkel” og nu blev den trukket tilbage i kedlen, og så var der slagsmål… jeg gik helt hen til udgangen, for at have en ide om hvad der skete… jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men pludseligt kom ræven for fuld fart ud, af ren refleks fik jeg sat foden for røret så hunden ikke kunne komme efter… 5-7 meter ude mistede ræven fart, og min kammerat fik givet den et fangst-skud… dens lidelser var ovre…

Victor havde fået lidt små-skrammer men intet af betydning, det der tog mest tid, var at få fjernet alle de rævehår der sad fast imellem hans tænder… Vi samledes alle fem og fik en øl, vi var glade for at vi havde fået ræven, men pga. forløbet, var det på en afdæmpet måde, det var ærgerligt at den ikke var faldet i første skud om formiddagen, men vi havde gjort alt vi kunne for at få det overstået hurtigst muligt, og nu lå den der… Vi havde aldrig klaret den uden hund…