Tidligere var sælerne et velkomment supplement til kystbefolkningens daglige underhold.
Af spækket udvandt man tran til belysning, til smøring og imprægnering af støvler, søtøj og sejl eller til anvendelse i bl.a. maling. Kødet blev spist – leveren var en delikatesse – og skindet blev flæsket af, tørret og afsat til byernes buntmagere eller forarbejdet lokalt.

En beretning om sæljagt fra Anholt

Historien er fra omkring år 1800 og fortæller at jagten på gråsæler var organiseret og foregik efter bæredygtige principper.

I slutningen af december samledes gråsælerne på nordstranden af øen for at yngle. For ikke at forstyrre sælerne i selve kælvningsperioden, blev der indført adgangsforbud på stranden. Ved kyndelmisse sneg tre gårdmænd og fogeden sig ned til kysten. På afstand udvalgte de sig de sælunger, der nu var så gamle, at de havde et tilfredsstillende spæklag og en ungepels, der netop var begyndt at fælde. Forsigtigt krøb en af mændene ind i flokken af sovende unger, og dræbte den udvalgte sælunge ved hjælp af en kølle med et langt jernspiger slået igennem den tykke ende. Når ungen var dræbt, blev den forsigtigt uden at forstyrre de øvrige sæler slæbt op i klitterne til de ventende mænd.

Herefter kunne næste mand kravle ind i flokken og dræbe den sæl, som han havde udset sig. Ved at dræbe de største og næsten fravænnede unger hver 4. eller 5. dag i hele februar, ”høstede” man således 40 til 50 unger hver vinter. Det var kun ungerne man slagtede.

Hanner lykkedes det kun sjældent at dræbe, og kun når de gik på land i den efterfølgende parringsperiode, og hunner var fredhellige ”da en Anholter agter dem ligesaa fordelagtig for sig, som en malkeko om Aaret”

Kilde: www.hvaler.dk

Læs også: Harejagt på Anholt

Læs også: Sælen som ressource

Læs også: Sælen som helligt dyr