Da jeg d. 30/6 2000 hentede min Jack-Russel terrier “Victor” som nu var 8 uger, var jeg jo sygeligt spændt, jeg havde været oppe og se ham en masse gange, første gang da han var under et døgn gammel. Jeg er opvokset med golden retriever, som jo også er skønne hunde men da jeg som knægt så en Jack-Russel første gang, blev jeg nærmest “forelsket” i racen, og nu sad jeg i bilen med min “første egen” hund. Da vi kom hjem, fik han lov til at gå og snuse lidt rundt imens jeg sad på gulvet og bare nød det… efter kort tid kom han hen til mig igen med hele bagkroppen logrende, jeg havde i forvejen bundet et par uldsokker sammen, og det skulle være “vores legetøj” sammen, dem smed jeg nu hen ad gulvet, og han røg lige efter, tog dem og vendte tilbage, hvor jeg sad klar med en godbid og masser af ros. I de følgende dage viste det sig hurtigt at det var det at hente ting han nød mere end både godbidder og ros, dermed blev hans belønning i løbet af bare et par dage, når vi trænede lydighed, til at han fik lov at apportere forskellige ting. 10 uger gammel apporterede han en hel husskade (som jeg havde i fryseren til samme formål) og på daværende tidspunkt havde han jo ikke engang lært at sætte sig på komando. Alt det jeg havde læst, og al min forberedelse af træningen, blev jo vendt helt på hovedet, men nu var det jo sådan, og så måtte jeg jo “indordne” mig…

Da jagt-sæssonen startede, stolede jeg fuldt ud på hans evner til at hente fugle (han var nu 4 mndr. gammel). Hunden og jeg tog på duejagt, og jeg var vildt spændt, hans transportkasse blev brugt til at bære lokke-duerne i, og da de var sat ud, og jeg sad klar i skjulet, lå han nu derinde med et stort tæppe som han hurtigt fik lavet en ren hule ud af, noget der senere viste sig at være en god “hånd-varmer” på kolde dage, det var bare at stikke hænderne ind og klø ham lidt bag ørene, så kom der hurtigt varme i de frosne fingre… Der var denne dag masser af duer på himlen, de havde bare lagt deres normale træk-rute om, og fløj langs åen 80 meter fra skjulet, og lokke-duerne var åbenbart slet ikke “spændene” i dag… Pludseligt svævede en sølvmåge forbi, som efter et relativt nemt skud, røg “sten-død” til jorden, transporkassen blev åbnet og hunden strøg afsted, da han var 10 meter fra den “sten-døde måge” rejste denne sig, og da han nåede frem, hakkede den sig fast i tuden på ham… han hylede som en gal, og jeg spænede derud, han fik hevet sig løs og da han så at hjælpen var på vej, røg han lige på igen og fik nærmest lagt sig ovenpå den store fugl (efter hans størrelse) mågen var forendt før jeg behøvede at gøre noget, og en stolt ung hund kunne bære den tilbage til skjulet, med sit eget lille trofæ, i form af et ar lige over snuden, som aldrig forsvandt. Senere på dagen blev det også til 4 duer som han apporterede helt uden hjælp. En skøn start på et godt 11 års jagt-samarbejde.