Registrer
Et kodeord vil blive e-mailet til dig.

D. 31/1 2004.

Mine to brødre og jeg havde en lille jagt på 80 tndr, der var nogle levende hegn, og et par små brak-stykker, “smørhullet” var en gammel tilvokset kalk-gravning som vi kaldte “Hullet” på små 3 tndr. Af vildt var der lidt af det hele, men duejagten var overordentligt god, det var ikke ualmindeligt at kunne skyde ca. 20 duer på en eftermiddag, ene mand.

Morgen og aften var der også et godt måge-træk, som bød på mange spændende oplevelser, men det er en anden historie. I nord-siden af “Hullet” var der en naturgrav med to udgange, i de 3 foregående sæssoner havde den været tom, men i år var der tydeligt tegn på at den blev brugt. Min Jack-Russel terrier var knapt 4 år og havde pga. manglene mulighedder ikke været i grav før, men idag skulle det være, udover os tre brødre, var en kammerat der lige havde fået jagt-tegn med… Ingen af os havde været på gravjagt før, jeg havde læst en masse om det og selvfølgeligt trænet hunden…

Men hvor følte jeg mig dog bare “grøn” da jeg nu stod her, 15 meter fra graven… De 3 andre var sat stratekisk af oppe ad skrænten, og hunden var helt oppe “i det røde felt”, og efter han blev sluppet, var al nervøsitet erstattet med fuld koncentration… han gik direkte til den nederste indgang, snusede lidt og løb så 5 meter op ad skrænten og forsvandt ned i den anden, 5 sekunder efter var der kontakt, og ræven fik en “verbal skideballe” af dimensioner, fem minutter senere kom han ud igen og løb hen til mig, jeg satte ham i snor for lige at give ræven chance for at stikke af fra “kamp-pladsen”, karabin-hagen nåede lige at lukke sig, før “mikkel” stod i den nederste udgang og kiggede på mig… efter 5 sekunder sprang han op ad skråningen, jeg kunne ikke skyde da kammeraten stod lige i skudlinjen, ræven løb op forbi ham, men den var snedig, og fik sig “snoet” udenom enhver skud-chance… det var selvfølgeligt ærgerligt, men jeg tænkte nu mest på at hunden på sin debut som “grav-jæger” havde gjort det så godt, han havde fået et lille “hak i tuden” men det er jo de erfaringer man ikke kan lære dem ved træning.

Vi mødtes oppe på marken og stod og talte lidt om hvad der var sket, efter lidt tid, gik jeg uden hund, hen og fulgte rævesporene, og da jeg rundede hjørnet, kunne jeg tydeligt i den nyfaldne sne, se at ræven var gået tilbage i “hullet” og over i en kunst-grav på syd-siden… nu var jagten igang igen, vi fik stillet os af langs skrænten, jeg selv stod lige over graven, med frit skudfelt lige ned, 7 meter til det isbelagte vandhul… hunden blev igen sluppet og han var nu, om muligt endnu mere tændt, et øjeblik efter kunne jeg høre ham gø lige under mig, og følte næsten at jeg igennem støvlerne kunne mærke hvad der skete… 20 minutter gik… så kom hunden ud, men da jeg kaldte på ham røg han ind igen… dette gentog sig 8-10 gange i løbet af de næste 45 minutter… så kom ræven… ned over skrænten, og ud over isen… på et split-sekund fik jeg set at hunden ikke var efter… 10 meter ude, og 7 meter nede… godt op foran snuden, og så gik skuddet, ræven gik forendt til jorden… der blev råbt “tillykke, og løftet på hattene… men min eneste tanke var, hvor hunden dog blev af… jeg kravlede ned og lyttede… ikke en lyd… kaldte på ham… stadigvæk ikke noget… jeg var nu rigtigt nervøs…

Da ræven lå hvor vi selv ville have lidt svært ved at få fat i den, hentede min ene bror sin ruhårede hønsehund oppe i bilen, så den kunne apportere… vi stod nu alle samlet lige over graven, min Jack-Russel havde stadigvæk ikke vist sig, og der var ikke en lyd dernedefra… altså var det ikke en ekstra ræv han lå for… Jeg tog den døde ræv, som ruhåren havde “lidt ejerfornemmelser” for, og lod den svinge lidt foran graven imens jeg kaldte… Det gav nærmest et klask, da “Jack’en” sad lige i halsen på den, jeg fik ham slæbt op på marken (og var meget lettet) nu kom ruhåren springende… Victor (som min hund hed) brummede lidt, og hvad han “sagde” skal stå hen i det uvisse, men det virkede… ruhåren stoppede, gik 10 meter væk, og lagde sig… Det blev efterfølgene til mange spændende gravjagter, og selvom han apporterede, drev osv rigtigt godt, var det altså rævegravene han elskede mest.

Ræven som var en han, vejede 8½ kg. Bælgen, blev brugt til viddere træning og selvom den er godt slidt, er det stadigvæk et trofæ som minder mig om en super jagt-oplevelse.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.