Min gode jagtven havde lovet mig en buk som tak for hjælpen…
Straks dagen efter jeg havde hjulpet med madlavning aftalte vi at køre ud på et af hans “revirer”. Han havde set to pæne gaffelbukke gå i skoven. Han vidste lige hvor jeg skulle sættes af ved et stort træ, fordi vekslen var ca. 40 meter derfra, og han selv har skudt mange bukke der.

Jeg blev sat af, min skydestok var klar, som den kunne blive. Min riffel Schultz og Larsen model “Victory” ny model, kaliber 6.5×55 Norma 10,1 grams kugle med matchaftræk var sikret og klar til at bukken skulle “træde forkert.”
Jeg kiggede lidt rundt med riffelkikkerten Welter 3-12×50 med krydssigte og lys.
Min ven havde sagt til mig at jeg skulle være klar ved mobilen, hvis han så nogle andre pæne bukke på hans andre revirer der var ude og morgen esse.
Der gik ca. en halv time uden jeg så noget, men så ringede min ven, jeg havde selvfølgelig telefonen på lydløs.
Han var opstemt og sagde se at få pakket sammen og kom ud til vejen, jeg har set en stor buk…
Spændingen steg lidt da jeg løb ned til vejen. Han tog mig op og vi kørte af sted til der, hvor han havde set bukken. Vi stillede bilen ca. 400 meter derfra, vi var i god vind og begyndte at pürsche ned langs en rapsmark og langs et vandløb…
Han havde set bukken i den anden ende, men gående imod os så jeg skulle være klar til at afgive skud.  Vi pürschede derned af og så en rå med lam, men hun observerede os slet ikke.
Ca. 100 meter derfra var min ven meget påpasselig, (det er en stor buk min ven sagde han). Ja, det gjorde jo ikke min bukkefeber mindre.

Skal lige tilføje at det er anden sæson jeg har jagttegn og riffeltegn og jeg har aldrig skudt nogen 6 ender før. “Kun” gaffel og ulige seksendere (med al respekt!).
Vi nåede ned til kernen, hvor han mente den var men den var som sunket i jorden.. øv øv øv.
Vi aftalte at mødes dagen efter om morgenen. Men der så vi ham ikke.

På femte dagen kommer vi kørende og observerer pludseligt to dyr stå ca. 400 meter ude i en roemark. Vi bremser og selv uden kikkert kan vi se en stor buk. Vi har god vind, riflen på ryggen og af sted langs et lille gærde.
De stod på en lille bakketop og da vi kommer derhen er de bare væk. Pokkers vi står og kigger i kikkerterne, men vi bliver enige om at de måske er rendt i skoven som ligger op til marken.

Vi er ude flere dage efter uden af se ham, bl.a. den dag, hvor det var uvejr, det regnede og tordnede, min kikkert duggede alt var gennemblødt, men bukken var der bare ikke.
Min ven fattede det ikke, fordi der gik et smaldyr samt en rå med to lam, så han skulle være der et eller andet sted.

Dagen før bukkejagten slutter aftaler vi at skal derud igen. Vinden er vendt til sydøst og det er perfekt fordi vores pürsch ender, hvor vi vil stå og vente på stien, er rigtig god og ikke larmende.
Klokken er blevet ca. 21.20 og vi har stået der i ca. 40 min, da min ven pludselig stivner og kigger på mig. Han flår diskret mig i trøjen og hvisker: Til højre 70 meter nede rejser sig en buk så stor som jeg ALDRIG har set før, bare synet af opsatsen en flot stor seksender med lyse sprosser den er perfekt flot osv.

Vi rykker lidt til venstre da jeg skal fri af det gærde. Bukken er på vej tværs igennem lidt højt græs. Jeg får lagt min jagtriffel op i skydestokken, hvor den ligger og støtter både for og bag. Jeg finder “ham” i kikkerten og jeg har kørt forstørrelsen ned til ca. 6, da han går ude på ca. 65 meter.
Lige pludselig kommer han helt fri og står i en majs række med siden til, lidt skråt frem. Jeg får kigget på min ven og han står og ryster med kikkerten, han har sgu mere bukkefeber end jeg…
Jeg prøver at koncentrere mig, hold kæft en stor opsats han har, min ven hvisker så kan du godt skyde, men idet han siger det begynder mine ben at blive som gele, pis pis tænker jeg, hvad sker der. Jeg får den vildeste bukkefeber jeg aldrig har oplevet før.
Jeg finder ham i kikkerten prøver at styre mit åndedræt, jeg tror jeg står i 2 min., hvor han bare står og esser og har slet ikke set eller hørt os.

Jeg tæller til ti, for styr på min vejrtrækning, holder på bladet skråt frem ved forbenet, og trykker aftrækkeren til den når det næstepunkt, hvor skuddet afgår, han springer op i luften samtidig med han krummer ryg, og væk er han inde i højt græs, buske osv. Jeg fik ham råber jeg til min ven af glæde, jeg kunne mærke den kugle jeg gav ham var perfekt, og han tegnede som han skulle. Min ven står og sveden hagler ned over ham, han siger til mig, for pokker jeg troede først du skulle drikke kaffe. 😉
Jeg krammer ham og siger tak tak tak, han tilføjer rolig nu, men jeg er så sikker på han er forendt.
Vi venter ca. 10 min inden vi går ned til skudstedet og hvor han sprang ind i det høje græs.
Vi begynder at lede efter sweiss, men der er INTET at se, vi går frem og tilbage, min ven bliver mere og mere urolig, og det samme gør jeg, hvor er sweissen og hvor er dyret i det høje græs.
Der flyver tanker og billeder foran mine øjne, hvordan tegnede han fik han et godt hold osv..
Jeg kommer i tanke om at min riffel er skudt ind på 100 meter med ca. 4cm overslag, møg tænk på de ca. 65 meter at jeg kan have skudt under ham. Vi leder i 3 kvarter uden at se så meget som en sweiss dråbe. Jeg er skuffet og tænker det værste: Jeg har skudt under ham.
Vi bliver enige om at ringe til en sweisshundefører han kender.
Der går ca. en lille time og så er han kommet med sin meget dygtige sweisshund. I mellemtiden er det blevet mørkt.

Vi viser ham skudstedet og hunden kommer derned og straks får den færd at dyret, den trækker vildt ind i buskadset, videre ind i en rapsmark og pludselig kan vi høre en lyd af enten hunden eller bukken der ligger og er fundet??
Sweisshundeføreren råber lige pludselig tillykke. Den følelse der rammer mig kan jeg ikke beskrive, min ven og jeg kommer hen til bukken der ligger forendt i rapsen. Bukken er ramt perfekt og der hvor jeg sigtede, han er rendt ca. 20 meter. Jeg omfavner min ven igen og siger tak tak tak.
Hvilken drømmebuk jeg har skudt, (han lovede en buk) men han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig så stor en buk. Vi får brækket ham og snakket om forløbet osv.

Det skal bare opleves sådan en bukkejagt, det kan ikke beskrives. Tak til min gode jagtven.
Og forresten så håber vi på den får en medalje, men vurder selv…

Mange tak.
Hilsen Christian Gram Messmann