Jeg var inviteret til en jagt sammen med cirka 20 andre hvor en del af os havde hunde med, der iblandt jeg selv.  Hverken jeg som jæger eller min hund som apportør var særligt rutineret, det var anden gang jeg skulle på jagt med min hund. Det var med nogen ærefrygt at jeg parkerede, gjorde mig klar, tog hunden ud af bilen og gik rundt og hilste på alle de andre som så meget rutinerede ud. Fine hunde, dyre firehjulstrækkere og masser af slidt jagttøj, jo jeg var kommet ud blandt de rutinerede på Sydsjælland. Inden de egentlige såter skulle vi se om der var lidt ænder i et vandhul i gåafstand fra gården. Vi begav os af sted og “ringede” søen som havde en ganske let bevoksning hele vejen rundt men der var ingen blade på træerne så stort set alle kunne se alle. Jeg fik sat hunde og ladt bøssen, der var vildt meget at holde styr på, patrontaske, hund og snor, galge, hat, fløjte og briller. Så blev der blæst for.

Jeg bestemte mig for ikke at skyde på hvad som helst for ikke at falde igennem. Der er jo ikke nogen grund til at blamerer sig med blanke forbi-skud til en tvivlsom fugl så hellere lad en oplagt and flyve den er nok for langt væk…..

Det viser sig at der er ene and i søen og den letter med høj rappe og alle kigger på den mens den vinder højde og svinger ud over bevoksningen lige hen mod mig i 12-15 meters højde den perfekte “spids-and”. Den kan jeg på ingen måde undslå mig at skyde til. Jeg svinger bøssen, trækker op på fuglen og skyder. Anden klapper sammen i første skud og falder stendød til jorden efter første skud. Jeg bukker mig ned og kigger på hunden og siger “Aki” mens jeg bevæger hånden fremad i retning af fuglen. Hunde letter og spurter af sted med mens grus og småsten står mig om ørene og mindre en 10 sekunder efter er hun på vej tilbage med en fin gråand i munden. Hun runder mig og sætter sig lige så fint men anden i munden, jeg bukker mig ned og siger “lose” og hun slipper anden uden tøven. Jeg hænger anden i galgen, stopper en ny patron i det nederste løb, lukker bøssen og kigger op igen. Sidemande sagde “Det var flot” og jeg var pave stol over min hund og mit skud. Da vi gik videre til næste såt gik jeg som en rutineret jæger og udvekslede erfaringer med nogle af de øvrige jægere.

Det er ikke på alle jagter jeg oplever at alt går op i en højere enhed, men når det sker må man efter min mening gerne være stolt og nyde det.

Knæk & Bræk,

Klaus Hauder