Register
A password will be e-mailed to you.
Bøffeljagt i Afrika

Foto Titus Hageman, Flickr.com

Bøffeljagt i Mozambique

Selv med en kombination af hårdt arbejde, overtro og professionalisme, kan jagtens odds være for dårlige……

Det var med stor optimisme jeg landede i Beira lufthavn i Mozambique. 14 dages bøffeljagt lå forude. Jeg skulle jage sammen med én af afrikas mest erfarne bøffeljægere – Kevin ”Doctari” Robertson – også kaldet ”The Doc” og frem for alt kendt som manden bag bogen ”The Perfect Shot”. Desuden blev jeg udstyret med en riffel som havde nedlagt over 600 bøfler, selv om kaliber 9,3 x 62 måske af nogle anses som værende i underkanten til ”the black devils”. Jagtreviret bestod af 500.000 ha uberørt bush/skov, hvor der efter sigende skulle være en yderst god bestand af bøffel.
Rammerne var altså sat for en perfekt oplevelse med alle odds på min side. Den eneste hage var, at jagten var arrangeret som en del af den amerikanske tv-serie ”Dangerous Game”, hvilket gjorde at vi havde en kameramand og hans 20 kg tunge udstyr på slæb.
Efter at have fået bestukket diverse mindre ædru toldere i lufthavnen, gik turen mod jagtområdet og campen. På dette tidspunkt var optimismen stadig i top. Efterhånden som vi nærmede os området, gik det op for mig, hvor tæt bevoksningen kan være sammenlignet med den mopani-bush, jeg normalt jager i. Samtidig havde jeg i baghovedet, hvad beskeden var fra det amerikanske tv-hold: ”Ingen skud hvor tyren ikke er helt synlig, og hvor den ikke er filmet min. 5 sekunder inden skuddet”. Jeg indså allerede her, at opgaven måske ikke var helt enkel alligevel.

Ankomst til campen

Da vi ankom til campen var mødet med ”The Doc” som forventet – en stor mand, som hviler i sig selv, og som havde en yderst afslappet forhold til det at jage bøfler i tætte omgivelser. Desuden en mand som satte grundighed og etik meget højt.
Da de to eneste bungalows i campen var optaget af kunder, blev jeg indlogeret med de øvrige professionelle jægere og kamera folk i en compound, hvilket betød yderst simple forhold. Nærmere beskrevet: ingen bruser/bad, madras på gulvet, natlige besøg af ”bushbabies” (halvaber), et træk og slip som virkede halvdelen af tiden, samt snorkende og nattepissende værelseskammerater.

Bøffeljagten begynder

En grundig indskydning af den godt brugte riffel gav en følelse af en forlænget arm. Den passede mig simpelthen som hånd i handske. Med kikkert skruet helt ned på minimum startede vi jagten og søgen efter friske spor.
Allerede første jagtdag, gik det op for mig at området vrimlede med bøfler. Det gik dog også op for mig, at bushen var mere tæt og bøflerne mere nervøse end jeg nogensinde havde oplevet det før. Samtidig var vores kameramand – som hurtigt blev døbt ”håndbremsen” – godt nok erfaren, men det er ingen hemlighed at 2 meter sydstatsamerikaner, str. 47 i sko, og 20 kg udstyr ikke gør tingene lettere.
Efter adskillige situationer med nærkontakt og en tydligvis meget erfaren sporer, var stemningen og optimismen høj i campen om aftenen. Selv det faktum at den russiske camp manager ikke var dukket op med de bestilte forsyninger, kunne ikke påvirke humøret. Man kan gå langt på sardiner og kogte æg, og drikkevand havde vi nok af.
Efter et par dage med masser af intens og spændende jagt samt de ca. 25 daglige kilometer til fods, begyndte appetiten at stige. Både efter endnu mere jagt, men også efter andet end sardiner og æg. Det første ønske blev så rigeligt indfriet, men den mere variende kost udeblev. En rationering blev aftalt, og som en del af et team på tre personer, der bestod af 100 kg amerikaner, 110 kg afrikaner og undertegnede, så var det naturligt, at jeg holdte mig til brød med væden fra sardinerne.
Jagten foregik hver dag ved at vi tidligt på morgenen fandt friske spor ved et vandhul. Vores tracker Varsine gik forrest. Lige efter ham fulgte undertegnede, som forsøgte at holde øjnene på bushen foran os, mens Varsine var dybt koncentreret på sporene. Efter mig kom kameramanden og til sidst ”The Doc” som back-up med sin .505 Gibbs.
Vi udgjorde et effektivt team, og det lykkedes os gang på gang at komme tæt på bøflerne. Faktisk var det sjældent, at vi kunne se de sorte kroppe på mere end 20 meters afstand, så bare det at vi fik øjenkontakt med dem, var egentlig bevis på et godt samarbejde. Det slog mig ret hurtigt, at disse bøfler havde været i ”ilden” før. Ikke noget med at stoppe op og sikre. Ikke noget med at give os de få sekunder som skulle til. Der skete altid en af to ting: enten tordnede de afsted som skudt ud af en raket, og stoppede først igen efter 10-15 km – eller de kom imod os som ud af den blå luft på få meters afstand. Jeg begyndte at forstå, at vi ikke var de eneste der jagede i dette område, og en dag mødte vi vores ”kolleger”, der som sorte skygger med deres AK47 forsvandt i det høje græs.

På jagt efter “dagga boys”

Efter adskillige dage med hårdt arbejde, begrænset føde og ditto søvn, sad vi en aften rundt om bålet. ”The Doc” var stille og sad med blikket fokuseret i ilden. Vi sad og nød hver vores cigar, som var den enste luksus vi havde i udsigt under denne jagt. Stille siger han: ”Trine, come this side”. Han bad mig om at kigge ind i ilden, og fortælle hvad jeg så. Jeg sad længe og filosoferede. Til sidst sagde jeg: ”I see a ”dagga boy”. ”The Doc” lyste op: ”Me too – from now on we will only hunt the ”dagga boys”.
Som sagt så gjort. Et par enlige “dagga boys” var naturligvis betydeligt sværere at spore, men vores store problem bestod hver dag i at vi mistede flere sekunder, når kameramanden skulle finde og fokusere på eet dyr udaf en flok på 20-30 dyr, inden jeg kunne bare tænke på at skyde. Ved at fokusere jagten på de gamle tyre, som oftes kun var 2-3 dyr samlet, ville vi hurtigere kunne få kameraet klar. Selv var jeg glad for beslutningen, da de gamle tyre under alle omstændigheder giver en stor jagtmæssig udfordring.
Vores tracker Varsine kiggede noget skeptisk på os, da vi meddelte ham den glade beslutning næste morgen. Bushen var meget grøn og græsset meget højt. At følge sporene efter et par enkelte dyr under disse omstændigheder, var bestemt ikke en opgave for nybegyndere. Derudover er chancen for at høre bøflerne inden man ser dem noget mindre, når der kun er få individer, og da Varsine gik forrest, var han ikke udpræget begejstret for den nye plan. Jeg forsøgte at overbevise ham om at jeg nok skulle ”være klar”, men det var tydeligt, at han ikke helt stolede på, at det ville være nok.

Spor efter gamle tyre

Vi fandt hurtigt spor efter to gamle tyre, hvoraf den ene havde et enormt aftryk. Sporingen gik noget langsommere end de tidligere dage, og vi måtte ofte stå i skyggen af et træ og vente, mens Varsine gik i stadig større cirkler for at finde sporet igen. Langsomt, men sikkert gik dagen, mens vi stadig var i hælene på de to bøfler. Efter ca. 5 timers sporarbejde måtte vi konstatere, at dyrene havde delt sig. Opgaven blev nu endnu mere vanskelig. Vi stod netop endnu engang under et skyggefuldt træ, mens Varsine langsomt bevægede sig rundt i sin søgen efter tegn på, hvor tyren havde passeret en mindre slette. Vi talte med lave stemmer sammen, så da tyren pludselig brød ud fra en mindre klynge buske, var støjen enorm. Han sprang rundt om os i en bue – næsten som om han blot vil vise sig – for derefter at forsvinde.
De få sekunder var langt fra nok til at kameramanden var parat, og meldingen var jo klar: ”intet kamera, ingen bøffel”. Vi gav han en time for at falde til ro, og fortsatte sporet. En time senere passerede vi igen en lille lysning. Lige da vi igen træder ind i skoven, stoppede jeg Varsine med et prik på skuldren og gav tegn til ”The Doc”, at jeg kunne lugte bøffel. Jeg fik på tegnsprog forklaret Varsine, at han skulle fortsætte meget forsigtigt. Idet han tog næste skridt, kom tyren tordende fra højre. Han har stået få meter fra os i den tætte bush, og var nu godt træt af hans forfølgere. Han sprang mellem Varsine og jeg og svingede derefter til venstre. Varsine vendte sig til mig og siger: ”Boss, this bull is no good bull”, underforstået at vi måske skulle overveje at finde et andet bytte. Men jeg havde nu fået bøffeljagt for alle pengene, og iveren for netop at få denne tyr var nu helt i top. Altså gav vi ikke op.
Endnu engang fik han tid til at glemme at vi fandtes i nærheden, og derefter fortsatte vi på sporet. Tiden gik og det lykkedes os – eller rettere sagt Varsine – at holde fast i sporet. Vi kom nu ud i et område med højt elefantgræs. Bevoksningen var noget højere end os, og det var umuligt at se andet end det smalle spor, som tyren har efterladt sig i græsset. Jeg tog uden at tænke nærmere over det riflen ned af skuldren og fornemmede, at ”The Doc” gjorde det samme. Stemningen var meget intens, og vi var klar over at alle fordele i denne jagt lå hos bøflen.
Alle var dybt koncentrerede, da to vortesvin pludselig kom drønende ud af det høje græs og fik væltet Varsine omkuld. Alles tanker havde været på den sorte tyr, og vores trofaste tracker var tilsyneladende helt overbevist om at hans tid nu var forbi. Han skreg som besat, og først da han opdagede, at vi andre var ved at knække sammen af grin, gik det op for ham, at han ikke var blevet angrebet af en bøffel. Varsine fik børstet det værste jord af sig, og fortsatte som om ingenting var sket – lettere flov over sin reaktion.

En time til lukketid…

Der var kun en time tilbage til det blev for mørkt til at filme, da vi kun 50 meter borte hørte noget. Varsine og jeg kravlede på maven frem, skarpt fulgt af de to store herrer. Da ”The Doc” nåede frem, sad jeg allerede klar med godt anlæg på et træ. Det eneste jeg så, var spidsen af en hale som stille svingede frem og tilbage. ”The Doc” vil vide om jeg havde fokus på dyret og var klar til skud, hvis han flyttede sig. Kameramanden havde fået sit fokus, og en fornemmelse af at dette ikke kunne gå galt, begynder at fylde blodårerne med adrenalin. Jeg havde alligevel en dårlig fornemmelse af, at noget ikke var som det skulle være, og hviskede: ”Doc, something is not right here”. Han svarede: ”what!- what is wrong?”. Jeg koncentrerede mig nu 100 % og svarede: ”it is a freaking elephant!”. I samme øjeblik vendte vinden, og bushen var i totalt oprør da ca. 15 elefanter buldrede igennem bushen.
Det komiske i situationen og et behov for at lette trykket efter en meget intens og anstrengende dag, fik os alle til at bryde ud i latter. Varsine afbrød den opløftede stemning med råbet: ”Boss, they are coming back!” Alle søgte nu tilflugt bag træer, og da alle elefanterne omsider havde passeret, var det helt mørkt.
”The Doc” fandt GPS’en frem og konstaterede at vi havde fulgt sporet af den enlige tyr i 26 km. En interessant oplysning, men min træthed og ømhed gjorde, at jeg var mere interesseret i hvor langt der var til bilen. Et lille håb om, at vi var gået i ring, indfandt sig i baghovedet. Det viste sig til dels at stemme. Under alle omstændigheder var der ”kun” 12 km til bilen – i bælgmørke.
I en sådan situation er der kun een ting at gøre: slå hjernen fra og mekanikken til. Tænk ikke på, hvor ondt man har i fødder og ben, men lad som om du er på søndagstur i parken. Vi gik alle og slog vores vielsesringe mod magasinet på vores våben, så den metaliske lyd ville holde eventuelle nataktive rovdyr på afstand, og på forunderlig vis nåede vi frem til bilen. Hvordan og hvor lang tid det tog, har jeg ikke den ringeste anelse om.
De følgende dage gik på stort set samme måde. Masser af god jagt, godt selskab, godt team work og smuk natur, men frem for alt en pokkers masse ny viden om det at jage bøfler under svære omstændigheder.
Havde det ikke været for kameraet og de krav, der var stillet på forhånd fra TV-selskabet, havde vi haft skudchance på 5 gode tyre under de 2 ugers jagt. Det i sig selv var en stor tilfredstillelse, og jeg vendte hjem fra bushen i Mozambique 4 kg lettere og med den største jagtmæssige oplevelse jeg nogensinde har haft – selvom jeg ikke havde løsnet et eneste skud mod vildt.
Af Trine Bengtsson fra africanadventure.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.