Ja, det er ikke hver dag at, man er så heldig at nedlægge en så fin råbuk, men for mig, lykkedes det d. 19 10 2006 kl. 17.55 (få minutter inden solnedgang) Det var lidt af en kombination af Lucky punch, vilje og dertil en portion god erfaring, som gjorde udslaget i min jagt lykke den efterårsdag i regn og blæst! Denne jagtoplevelse vil jeg selvfølgelig gerne lade andre få adgang til og derfor min fortælling herom.

Jeg havde i den forgangne bukkesæson, set denne buk flere gange på et af mine jagtarealer, men havde aldrig fået en reel skud chance til ham, da han var meget forsigtig og sky. En af mine jagtkammerater havde dog haft flere skud chancer til ham og første gang d. 16 maj. Herefter havde han haft 3 chancer mere i sæsonen, men kunne ikke afgive skud pga. bukkefeber (det bedyrede han ellers at, ”det ikke fandtes i hans krop, men klogere blev han)!

Da vi nåede til d.1 oktober, skulle vi 3 jagtkammerater, (der har jagtarealet) på morgen pürch og vi fulgtes af udover markerne til hver vores plads. Da vi havde gået ca. 150 meter opdagede jeg 2 råer og ”bukken”! De stod ca. 150 meter foran os og jeg viskede bare NED PÅ MAVEN! Den ene kammerat, som havde trukket pladsen hvor bukken gik, ville ikke kravle frem til en skud chance og insisterede på at, jeg skulle nedlægge den!.. Men hertil sagde jeg, nej og fik ham overtalt til at, kravle til bukken sammen med mig (han havde ikke skudt buk dette år).

Vi kravlede vel 50 meter frem mod dyrene og bukken stod nu med siden til! Min kammerat lagde an til skud flere gange men, var meget usikker. Jeg fik ham beroliget og vejrtrækningerne kom på plads! Han lagde igen an og afgav skud. Jeg kunne se i min håndkikkert at, bukken reflekterede med at, sænke hovedet samtidig med at, den løb væk i fuldt firspring udover markerne! Der var ingen kugleslag eller lignende, men dog eftersøgte vi den, selvom der heller ingen schweiss var, men uden resultat!

Vi var efterfølgende ude flere gange for at, pürche bukken, men så ikke skyggen af ham!

D. 19 10 2006 (i efterårsferien) skulle jeg besøge min kæreste i Aalborg og havde planlagt at, jeg den efterfølgende morgen ville prøve lykken med en pürchjagt, på selv samme buk og lagde derfor mit jagt grej i bagagerummet af bilen, inden jeg kørte.

Da jeg kørte til Aalborg kom jeg forbi jagtterrænet og så til min overraskelse at, bukken stod blot ca. 100 meter fra vejen jeg kørte på! Jeg blokerede næsten bremserne på bilen, da jeg absolut ikke kunne, lade en sådan chance gå mig forbi! Jeg fik parkeret bilen og hev riflen samt skydestokken ud af bagagerummet og så begyndte jeg en hektisk pürch (kun iført det tøj jeg har på billedet) langs et læhegn, hvor jeg havde tilstrækkelig dækning.

Vejret var mørkt med blæst/regn og det var ikke særlig ideel til min påklædning og ”gå i byen sko”! Det var bestemt ikke nydeligt, da jeg pludselig stod i mudder til anklerne! Men det drivende værk var nu engang bukken og her var al min fokus lagt! Så kunne mudder og regn sgu passe sig selv!.. Jeg kom til en god passage i læbæltet og var nu på en afstand af 100 meter fra bukken og han ænsede overhovedet ikke min tilstedeværelse.
Jeg satte skydestokken på plads og lagde riflen op samtidig med at, jeg fjernede små grene foran piben og kikkerten. Jeg lagde an og kunne ikke se andet end noget utydeligt ”mørkt” igennem kikkerten. Det gik op for mig at, jeg ikke lige havde tænkt over at, jeg havde en midlertidig synsforstyrrelse, som slører mit højre øje (en væske ansamling foran pupillen) og at, det bliver forstærket når (specielt når man ser igennem en kikkert) der bliver dunkelt/mørkt i vejret! Derfor kunne jeg igennem mit ”sigte øje” kun se en ”mørk/utydelig plet” i riffelkikkerten (bukken)!.

Jeg sagde en masse ikke pæne ting til mig selv, i mit indre jeg, da jeg nu endelig havde fået en kanon chance til denne flotte buk og så kunne jeg sgu ikke, se ham i kikkerten! Råen, som bukken normalt fulgtes med, kom ud af skoven tæt ved ham og så tog fanden ved dem og de begyndte at, løbe rundt i cirkler og bevægede sig væk fra mig!.. Ja, det var jo nedturen af alle nedture og så skulle det, selvfølgelig lige ske for mig og alle mine ”syns forstyrrelser”!.. Æv!..

Men, pludselig stoppede de og gav sig til at, fortære mælkebøtter an mass og så genvandt håbet sig igen!.. Jeg vurderede at, bukken nu var på en afstand af ca. 140 meter og det gjorde bestemt ikke mit ”syn bedre”!.. Jeg tænkte lidt over om jeg skulle skyde links, så jeg kunne bruge det andet øje (det har jeg haft held med før) men valgte at, blive i den skud stilling jeg befandt mig i, da jeg jo også pludselig havde en anden kamp, nemlig kampen mod uret!..

Jeg fik pejlet krydset hen på bukken som stod med spejlet imod mig og nu måtte han godt vende siden til! Jeg stod faktisk og ”tør trænede” det forhåbentlige kommende skud og fik faktisk så meget styr over synet at, jeg ikke var det mindste i tvivl om hvor, jeg skulle sætte det!.. Bukken drejede efter ”evigheder” siden til og jeg trykkede på ”killer kontakten” (troede jeg) men skuddet udeblev!

Jeg var af den klare overbevisning at, jeg havde glemt at afsikre riflen, men nej, det havde jeg ikke! Jeg kunne bare ikke koordinere det øjet så og portere det til pegefingeren, som så skulle udløse skuddet! Der løb igen 1000 tanker igennem hovedet på mig, om hvorfor i himlens navn, jeg lige skulle havne i en sådan situation, hvor man er total magtesløs! Jeg fandt ingen anden løsning end at, åbne begge øjne og så total koncentrere mig om det, jeg så i riffel kikkerten med det ”dårlige øje” og så kompensere træfpunktet med det ”raske” synsfelt (ligesom når jeg skyder links)!

Det gav bonus og jeg kunne nu placere krydset på bladet som om intet forhindrede det længere. Jeg trykkede igen på ”killer kontakten” og denne gang var der ”forbindelse” til pegefingeren og jeg kunne se hvordan regnvandet stod ud i en sky fra pelsen, da kuglen traf og samtidig kunne jeg høre kugleslaget. Var jeg sikker i min sag? Yes!..

Han løb ca. 15 meter og stoppede op, som om han blev forstenet, ligesom når en stående hund har stand og pludselig væltede han bagover og var forendt på stedet! Jeg ved ikke om jeg dansede hula, hula i mudderet eller om jeg skreg YES YES YES….! op til vor herre”, men en ting var sikkert! Jeg var i den syvende himmel og styrtede hen til bukken, med mudderet sprøjtende på og omkring mig, for nu skulle han ses i nærmere øjesyn! Ja, flot var han og jeg måtte lige ”sidde lidt sammen med ham” (selv om jeg var tæske våd og smurt ind i mudder, fra top til tå!) inden jeg bar ham hen til bilen.

Det var en kanon oplevelse af de helt unikke, som jeg nok aldrig prøver igen! En som vil stå klarere og tydeligere i erindringerne!

Ja, jeg kom for sent til aftensmaden hos kæresten, men havde heldigvis ringet til hende efter jagtoplevelsen. Forsinkelsen gjorde bestemt ikke noget, da hun ved min ankomst så, hvilken flot ”fyr” jeg havde, liggende i bagagerummet!

Sluttelig vil jeg sige at, efter denne prægtige jagtoplevelse parkerede jeg min riffel i våbenskabet og den blev ikke taget i brug før, jeg igen kunne se ”normalt” på mit ”sigte øje”!

Det er min klare overbevisning at, man kan hvad man vil, hvis evnerne rækker dertil!
Men jeg vil ikke fremover, udsætte mig selv eller vildtet, for en sådan situation, hvor man ikke har 100 % kontrol omkring udfaldet, af sine handlinger! Det kunne jo ligeså godt have endt med en slem anskydning, som man aldrig vil tilgive sig selv!

Som det kan ses på billedet der er taget d. 20 10, (jeg sidder i mit ”nyvaskede jagttøj” og mine sko blev efterfølgende smidt væk) så har bukken en skade på højre øre og den tiltænker jeg min jagtkammerats forbi skud d. 01 oktober 2006 (har dog ikke kommenteret det overfor ham).

Bukken er nedlagt med nedenstående jagtriffel og ammunition.

Model: Viking Arms – Sweden. Cal. 30.06. Sigtekikkert: Tasco 3 – 9 x 42.

Ammunition.: Hjemme ladet, Projektil: Mrk.: Speer.  Boat Tail 150 grains, m/ bly spids.

Med venlig hilsen.

Jan Jensen.