Den stående jagthunds historie

Første gang, man i historien hører om de stående jagthunde, er tilbage i 1200-tallet, hvor Albertus Magnus af Regensburg omtaler hunde, der netop kan tage stand ved lugten af fuglevildt. Herefter er det primært i den spanske og italienske litteratur, vi hører om ”fuglehundene”, og man mener, at den spanske pointer er den første race blandt stående jagthunde – fx dateres blyantstegninger af pointeren helt tilbage til 1400-tallet. Dengang brugte man net, når man jagede; jagthunden udpegede fuglen, hvorefter jægeren sneg sig udenom og kastede et net hen over. Det er dog muskettens anvendelse til jagt, der for alvor gjorde den stående jagthund populær, da man nu kunne skyde fuglene i flugten. I det 16. og 17. århundrede udbredtes jagtformen op igennem Europa, og især i England vandt den stort indpas, og det var da også englænderne, der grundlagde de moderne stående jagthunderacer – heraf navnet ”de engelske racer”. I Danmark var det kun adelen, der måtte gå på jagt – bønderne måtte ikke engang holde hund – men heldigvis skiftede tiderne, og i sidste halvdel af det 19. århundrede blev man så betaget af den engelske sportsjagt, at man selvfølgelig også ville bruge den samme slags hunde, og sådan skete det, at de engelske stående hunde kom til Danmark omkring 1850.

Da hundene gjorde det mindre anstrengende at jage, og da de forøgede byttet, forstærkede man gennem årene hundenes egenskaber gennem træning og sørgede for kun at avle på specialisterne. Dermed sørgede man for, at den særlige jagtegenskab i dag er noget nær det perfekte.

Engelske og kontinentale jagthunde

Selv om alle de stående jagthunde i princippet arbejder på samme måde, deler man pga. hundenes baggrunde og jagttraditioner de stående jagthunde op i to grupper: de engelske og de kontinentale. De engelske racer omfatter pointeren og settere (engelsk setter, irsk setter, rød/hvide irske setter og gordon setter), mens de kontinentale blandt andre er ruhåret hønsehund, tysk korthår, gammel dansk hønsehund, kleiner münsterländer, grosser münsterländer, weimaraner, langhåret hønsehund, bretonen og vizsla.

Lidt firkantet siger man, at de engelske stående jagthunde er fuglespecialister, mens de kontinentale er mere ”all round”-hunde, der kan klare mange slags opgaver – alt fra hønsejagt på stubmarker til apportering af anskudt ræv. Hønsehundene og kleiner münsterländer er også særdeles velegnede som schweisshunde.

De engelske racer nedstammer fra spaniels, og deres egenskaber er udviklet specielt til det åbne terræn. De fleste kontinentale racer har også deres baggrund i spaniels, dog er der i flere mellem-, syd- og østeuropæiske racer mange forskellige europæiske jagthundetyper indblandet. De kontinentale racer er oftest tungere og kraftigere end de engelske og er også rigtig dygtige jagthunde i krat og skov.

Standen – resultatet af et muteret gen

En stående jagthund kan kendes på standen (de engelske racer har generelt en strammere stand end de kontinentale), der fremkaldes af et ganske bestemt sanseindtryk, udløst af lugte- og synssansen. Enhver jagthund kan lære at stoppe op på et bestemt sanseindtryk, men det er kun ”fuglehunden”, der kan tage stand. Når hunden stopper og har kontakt med fuglevildtet, stiller den sig, så halen og hovedet er i en lige linje med kroppen. Her skal den blive stående, indtil jægeren giver den videre ordre.

En stående hund tager stand i følgende situationer:
1) Hvis den får færten af hønsefugl (agerhøne, fasan, skovsneppe, rype og urfugl)
2) Hvis den får øje på en fugl
3) Hvis den øjner en anden stående hund, hvilket man eksempelvis bruger ved sekundering.

Et andet karakteristika er søget; den stående jagthund arbejder med næsen højt oppe i vinden for at finde vildtet og kan som ingen anden jagthunderace lægge sit søg sådan, at vinden kommer vinkelret mod bevægelsesretningen.

Standen er en medfødt reaktion hos hunden, der viser sig fra mellem 2-15 måneders alderen. Egentlig kan man sige, at standen er et resultat af et muteret gen, for den forhindrer sådan set hunden i at fange sit bytte. Havde jægerne ikke udnyttet det muterede gen, var egenskaben nok gået til grunde – som de fleste mutationer – men heldigvis har jægere gennem mange århundrede fremavlet denne særlige evne.

Temperament

Stående jagthunde er venlige, mentalt robuste og kærlige over for sine omgivelser. Derfor kan man roligt have dem som familiehund og behøver sådan set ikke være aktiv jæger for at have det godt sammen med en stående jagthund. DOG er det vigtigt, at man respekterer, at det ER en jagthund, og at den skal have en masse motion, en venlig, men konsekvent opdragelse og mulighed for at færdes meget i naturen. Det er en hund, man gennem generationer har avlet til jagt, til at arbejde og til at røre sig meget, og en stående jagthund skal derfor ikke ind i en familie, der holder mest af sofahygge. Bliver hunden frustreret pga. manglende stimulans og for lidt motion, er den en plage for sine omgivelser – ud over at det selvfølgelig er synd for hunden.

Der er forskel på temperamentet af de forskellige stående jagthunde, og man skal derfor sætte sig godt ind i den enkelte race, inden man vælger hund. De store af racerne kan eksempelvis være noget reserverede over for fremmede.

Overvejer du en stående jagthund?

Så kan der være rigtig god inspiration og information at finde i nedenstående jagtfilm, hvor hovedpersonen fortæller ærligt om sin erfaring med sin første kleiner münsterländer.

Hvad er dine erfaringer med stående jagthunde?

Fortæl gerne om dine erfaringer med stående jagthunde. Skriv blot en kommentar i herunder eller start en tråd i vores jagthunde forum.